ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

EU er ikke en religiøs sekt!

Af: Ellen Trane Nørby, EP-kandidat for Venstre.

Lad mig starte med at slå fast, at EU er et politisk-økonomisk samarbejde – ikke en religiøs sekt! Når man lytter til diskussionen om Tyrkiets optagelse i EU, så er det i høj grad lykkedes repræsentanter fra Dansk Folkeparti og andre personer at hetze en stemning op, som handler om dem og os. I bedste Huntington-stil gør man optagelsen af Tyrkiet i EU til en religiøs konflikt og brydning - et Clash of Civilisations [den amerikanske politolog Samuel Huntington skrev i sommeren 1993 artiklen med titlen ”The Clash of Civilizations” i tidsskriftet Foreign Affairs (i 1996 fortsatte han argumentet i bogen ”The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order”). Spådommen lød, at international politik i fremtiden ville blive karakteriseret af sammenstød mellem verdens ’civilisationer’ - den vestlige, islamiske, kinesiske m.fl. Red.].

Tyrkiet ansøgte formelt allerede om medlemskab af det daværende EF i 1959 - samtidigt med Grækenland. Kort tid efter begyndte forhandlingerne om en associeringsaftale. Men forhandlingerne blev ved militærkuppet i 1960 afbrudt og først genoptaget i 1963, hvor den såkaldte Ankara-aftale mellem Tyrkiet og EU blev underskrevet. Tyrkiet har siden 1948 været medlem af OSCE; siden 1949 af Europarådet - og landet var desuden med til at oprette NATO, hvor det siden har været et aktivt medlem. Da Tyrkiet i 1987 gentog sig ansøgning om medlemskab af EU accepterede medlemslandene ansøgningen og indikerede, at de opfattede Tyrkiet som et europæisk land. Samme år havde kredsen af EF lande afvist at modtage en ansøgning fra Marokko - med den begrundelse, at man opfattede Marokko som et Nordafrikansk land, ikke et europæisk.

Dermed burde det være åbenlyst, at beslutningen om at acceptere Tyrkiet som et europæisk land allerede er truffet i EU. Fokus for debatten burde derfor være et helt andet end det vi ser nu.

Det er klart, at Tyrkiet kan blive et valgkampstema, hvor man kan score billige point på at indtage det ledige standpunkt - eller forsøge at lukke diskussionen inde i en kasse og undgå at svare på spørgsmål, som vedrører Tyrkiet ved at sige, at det ikke er et tema, vi bør tage stilling til nu, men noget, som ligger en menneskealder fremme i tiden. Senest har Nyrup meldt sig på banen og cementeret, at Tyrkiets eventuelle optagelse i EU ligger mindst en generation ude i fremtiden. En udtalelse, som man nødvendigvis er nødt til at problematisere set i lyset af, at det var Nyrup, der var med til at anerkende Tyrkiet som et kandidatland på topmødet i Finland i 1999 og varmt talte for den tættere tilknytning.

Med Murens fald, Sovjetunionens opløsning og østblokkens frigørelse blev optagelsen af de central- og østeuropæiske lande første prioritet for EU. Forhandlingerne med ansøgerlandene skred frem - og i EU havde de fleste affundet sig med at have Tyrkiet siddende i venteværelset uden at skulle tage aktivt stilling til dem. Sådan forholdt det sig indtil 1999, hvor den Tyrkiske regeringsleder fik presset Tyrkiets ansøgning ind på dagsordenen. På topmødet i København i 2002 blev det desuden vedtaget at Tyrkiet på topmødet i december 2004 skulle evalueres på baggrund af Kommissionens fremskridtsrapport - samt at Tyrkiet skulle have en dato for påbegyndelsen af optagelsesforhandlingerne, hvis landet levede op til Københavnskriterierne. Nu forsøger flere politikere så at gemme sig bag denne dato og sige, at de først vil diskutere Tyrkiet, når Kommissionens rapport foreligger. Men hvad er det for et vaklende standpunkt - at man ikke klart tør sige, at tyrkerne er velkomne i samarbejdet når først de lever op til EU's optagelseskriterier?

Er Tyrkiet ikke klar til november, så må processen gå videre. Efter min mening lever Tyrkiet på nuværende tidspunkt ikke op til Københavnskriterierne. Det er et synspunkt, som underbygges, hvis man læser rapporterne fra forskellige menneskerettighedsorganisationer og minoritetsgrupper. Det er åbenlyst, at Tyrkiet stadig har massive krænkelser af menneskerettighederne, politiskundertrykkelse m.m. Men reformerne ruller og Tyrkiet er kommet en lang vej. Det er de lovende reformer og de positive kræfter vi fra EU's side bør støtte aktivt i Tyrkiet. Et skridt på vejen bør under alle omstændigheder være, at vi genforhandler den associerings- og handelsaftale som Tyrkiet har med EU. Hermed kan vi hjælpe reformkræfterne endnu mere på vej.

Når jeg taler med mine jævnaldrende generation af tyrkere, så siger de, at de føler sig europæiske, at de orienterer sig mod EU og vesten, at Vesten altid har været deres drivmotor og forbillede. Min gode bekendte Dogan sagde på et tidspunkt til mig: ”I siger, at vi ikke er et europæisk land. Men jeg føler mig som en europæer og det har jeg gjort de seneste 28 år af mit liv. Jeres demokrati og værdier har været bærende i mit politiske engagement. Hvad skal jeg kalde mig i morgen, nu hvor i lukker døren i hovedet på mig? Jeg er ikke Asiat, jeg er ikke Russer, jeg er ikke araber!

Eller lad mig spørge, hvad er det, Tyrkiet skal orientere sig i mod, hvis EU smækker en dør i hovedet på dem? Er det mod Mekka, mod Iran - eller et tredje sted?”

Som politiker skal man turde have mål, som rækker langt ud i fremtiden. Jeg er ikke bange for at sige, at jeg mener, at Tyrkiet skal med i EU, når de lever op til kriterierne og hvis de vel at mærke ønsker det til den tid. Optagelsen er ikke lige om hjørnet. Selv når den politiske beslutning er taget om at starte optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, så vil det tage en rum tid inden Tyrkiet har implementeret EU's fælles lovrammer – Aquis Communitaire. Tyrkiet vil være et helt andet og udviklet samfund..

Jeg vil gerne medvirke til at sikre, at debatten om Tyrkiets medlemskab af EU ikke udvikler sig i en vulgær og menneskefjendsk retning. Debatten bør efter min opfattelse forholde sig nuanceret og reflekteret til Tyrkiet som ansøgerland. Tyrkiet skal ikke behandles hverken værre eller bedre end de øvrige ansøgere. Det er vejen frem både for menneskerettighederne i Tyrkiet - og for de demokratiske værdier i EU.

UDGIVET 19.03.04 kl.14.03 CET

ARTIKLEN I WORD

ARTIKLEN SOM PDF

LÆS TRINE PERTOU MACH

 

   RÆSONS FORSIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

PLADS TIL FLERE? På EU-topmødet i Helsinki i 1999 erklærede man at Tyrkiet skulle betragtes som et kandidatland. Det skete samtidig med beslutningen om at indlede optagelsesforhandlinger med Letland, Litauen, Slovakiet, Rumænien, Bulgarien og Malta. [Foto: EU]

 

 

Illustration: EU