|
|
CBK: Her til allersidst, måske en overvejelse omkring det sidste som du selv slog an her, nemlig pressen. Og hvor pressen er henne i det her. Mange borgerlige har jo ment og mener måske i virkeligheden stadigvæk, at Danmark lå – eller måske stadigvæk ligger – under for sådan en venstrefløjspræget tankegang, på mange af aviserne, på mange af medierne, på universiteterne måske også. jf. hvad du talte om før, altså med Europaparlamentet, at der er en elitisme og en fjernhed fra almindelige mennesker, og en utålmodighed med almindelige menneskers overvejelser og almindelige menneskers betragtninger.
Hvordan står pressen i forhold til det? Hvordan kan det være at man har medier, nu kan man sige med udviklingen i dagspressen er det her jo blevet et meget pertinent, meget akut spørgsmål: Hvordan kan det være at medierne tilsyneladende også, som partierne, vælger en EU-venlig holdning, eller en internationalistisk holdning og prædiker for befolkningen i stedet for at tage befolkningens side? Det er jo en mærkelig ting for medier at gøre – medier (der) skal sælge annoncer, medier skal sælge aviser. Hvorfor vælger man sådan?
ENGELL: det er jo tankevækkende at ved euro-afstemningen sagde halvdelen af vælgerne nej, men bortset fra Ekstra Bladet sagde 100% af medierne ja. Det har nok lidt at gøre med at medierne, til en vis grad journalisterne, i dag befinder sig tættere på eliten og elitens tænkning end på de læsere, som de skal betjene.
Journalister i dag tjener det samme som den bedst lønnede del af befolkningen. De bor de samme steder, de færdes i de samme miljøer, de går klædt i det samme tøj, de spiser den samme franske mad og i det hele taget, altså, det der med journalister og redaktører som ”sultens slavehær”, det er altså noget, der ligger 50-100 år tilbage. De deler i høj grad ikke skæbnefælleskab med størstedelen af befolkningen Den slags er jo nogle gange med til at fremme en vis elitær holdning. Eller måske ikke elitær holdning, men sådan at man i hvert fald ikke har fødderne helt nede på gulvet.
Det andet er, at langt de fleste medier i Danmark i dag har jo et borgerligt-liberalt udgangspunkt. Og det vil sige, at der vil man typisk læne sig op af de partier, og det er jo et ganske bredt flertal, fra Socialdemokratiet og til højre, som anbefaler et ja. Medierne gør jo ganske meget ud af EU-stoffet, har korrespondenter og skriver meget, beskriver også EU-processerne, i høj grad. Men det er ikke mit indtryk at det er noget der - igen: udenfor den meget lille kreds – har en stor anvendelse blandt læserne.
Danskerne ved nok mindst lige så meget om EU som vores europæiske nabolande, vores europæiske venner, ikke, men dybest set så er det ikke en dag-til-dag proces, og der sker der formentlig det samme derhjemme ved fjernsynsapparaterne som det jeg oplevede ved møderne rundt omkring, at når der så dukker en EU-korrespondent frem, så slukker man for lanternerne.
Går du ud på gaderne og spørger hvor mange danskere, der er dybt interesserede i topmøderne og forløbene osv. – det hænger jo så også sammen med at hele EU-processen, med de store møder og med alt det, er blevet noget fast tilbagevendende hvor, med mindre det er meget store beslutninger der har betydning for den enkelte, så har det ikke den større interesse.
Jeg tror også det har meget at gøre med at det er få, der føler, at det man beskæftiger sig med i EU har en direkte konsekvens for almindelige menneskers dagligdag. Hvad EU mener om et eller andet stort og voldsomt i den store verden, det rager sgu ikke folk særligt meget. Det er klart, fiskerne er interesserede i hvad man når frem til med fiskeripolitik og landmændene på samme måde, industrien jo lidt også omkring EU-regler om udledning og det ene og det andet, derudover, så er det i meget begrænset omfang. Der er simpelthen ikke kommet hul igennem. Der er ikke nogen døre mellem de rum, som jeg snakker om , det er der ikke.
Og det jeg synes er det mest overraskende, det er at efter Euro-nederlaget, der var der ikke dét parti, der ikke stod frem og forsikrede, at dette var en historisk lærestreg. Og fra nu af ville den europæiske debat komme til at køre i et helt andet spor. Nu skulle man virkelige have engageret befolkningen. Nu måtte man ud til folket. Der var noget, der var gået fuldstændigt galt. Her sidder vi, et par år efter, og vi er fuldstændigt tilbage i den samme skure. Der er ikke sket et hammerslag.
Fotos udlånt af Ekstra Bladet