|
|
CBK: Hvor vigtig er udenrigsministeren, forsvarsministeren, vi har en Europa-minister i øjeblikket, vi plejede at have en handelsminister i tidernes morgen, hvor vigtige er de ministerposter? Er det rigtigt at sige at de i dag fungerer mere som – økonomiministeren under visse omstændigheder også – at de i dag fungerer mere som EU’s ambassadører i Danmark, som europæiseringens bannerførere her, end de fungerer som Danmarks bannerførere i Bruxelles?
ENGELL: Arh, det er jo begge veje, ikke? Fordi fagministre, der sidder på områder, hvor de har med de tunge forhandlingsområder at gøre, prøver selvfølgelig på den ene måde at præge de europæiske beslutninger med danske positioner, danske holdninger, som de nu har udviklet igennem folketinget, igennem hvad der er af danske interesser, og danske interesser kan i den sammenhæng være et relativt vidt begreb. Det prøver man på og det prøver de nuværende ministre utvivlsomt også på.
Men når beslutningen så er truffet i den europæiske sammenhæng, så består opgaven jo også i at sælge den løsning, man så er nået frem til, i forhold til både de professionelle organisationer, men jo også medierne og vælgerne. Så det er en proces, der går begge veje. Og derved adskiller det sig jo ikke meget andet fra den hjemlige proces, hvor politikerne kan møde med de synspunkter de nu engang har qua deres partipolitiske standpunkt eller placering, men når så først kompromisset er indgået, så skal de ud at forklare vælgerne at det var altså dét, det handlede om, det var det bedste vi kunne opnå, det var udmærket.
Derudover så føler vel de ministre som har det største engagement på det - Haarder er et godt eksempel - en stærk forpligtelse til at deltage i det almindelige, folkeoplysende arbejde omkring udviklingen af det europæiske samarbejde. Der er nok en lille håndfuld af ministrene, som er – og gennem en del år har været meget EU-engagerede – som er klar over, her ligger der en særlig mission for dem, at det er ikke bare i Folketinget det foregår og sådan noget, de er nødt til at tage ud, skrive, fortælle, forklare – prøve at komme så langt ud med EU-budskabet som overhovedet muligt.
Marianne Jelved var jo et meget typisk eksempel. Under Euro-afstemningen valgte vi jo på Ekstra Bladet at sige, at avisen anbefaler et nej, men i øvrigt står spalterne åbne for politikere af mange forskellige synspunkter. Jeg har selv personligt den opfattelse, at Ekstra Bladets vægtigste bidrag til EU-nejet, det var at vi trykte en to-tre af Marianne Jelveds artikler.
Fotos udlånt af Ekstra Bladet