|
|
Det kommer også lidt an på, mere: hvad vil vi egentlig med Europa? Og den diskussion er vi jo slet ikke nået til i Danmark. Hvad vil vi egentlig i Europa? Vil vi det som en Mogens Lykketoft af alle nu pludselig er fortaler for, at han siger at kun et stærkt Europa, rustet til tænderne, som balancen overfor et endnu mere våbenraslende Texas-præget USA. Altså, når jeg tænker på, det er altså landets finansminister gennem ni år, som det jo ikke var til at hive en krone ud af til dansk forsvar på noget tidspunkt. Men nu er Lykketoft pludselig den varmeste tilhænger af et stærkt europæisk fællesskab, og dermed – må jeg jo også gå ud fra, et stærkt forsvar.
Hvorimod de borgerlige og den egentlige venstrefløj – altså SF og Enhedslisten – de siger, ”nej, nu må vi holde fast i NATO!” på et tidspunkt hvor NATO sådan set, hvis man ser på det med borgerlige øjne, jo er ved at miste sin betydning, fordi den militære dimension af det samarbejde bliver tyndere og tyndere og tyndere, jo flere lande der kommer med.
Og nu kan vi altså ikke engang bruge NATO til at – selvom man for første gang i alliancens historie udløser paragraf 5 – med den fælles sikkerhedsgaranti, ”én for alle, alle for én”, det lyder meget godt nede i Bruxelles, men dag 2, der siger amerikanerne, ”vi vil overhovedet ikke af sted med jer, NATO-kammerater, vi skal nok samle en koalition af de villige og drage af sted, vi gider ikke sidde og høre på alle jeres problemer og bekymringer, og I kan ikke noget, når det kommer til stykket. Så drager de af sted.
Altså, det vil sige, nu er der en del, der lægger deres pund over på NATO-samarbejdet, hvor NATO er ved at miste betydning, og i løbet af de kommende år formentlig udvikler sig mere og mere til en politisk organisation. Så er det altså USA, der kan det hele – både politikken og det militære, og så er det Europa på den anden side. Jamen hvad vil vi egentlig så med det Europa?
Der synes jeg jo igen politikerne snyder, på en eller anden måde, og nu kan jeg jo så sige det, for nu er det jo 2½ år siden jeg selv var en del af dem. Men der snyder man jo et eller andet sted, fordi man går jo ikke ud og siger til folk: ”Ved I hvad, kære venner, I må altså være klar over, at det kan godt være at I synes at George Bush han er lidt for meget, nu vil han ned at banke Saddam osv. , men hvis vi europæere skal kunne spille nogen rolle i hele det dér, og vi ikke bare skal komme og tage opvasken efter amerikanerne har været derinde og lave maden, så kan vi få lov til at rende rundt og lege politifolk nede på Balkan efter at the americans har cleaned up the shop.”
Så kræver det jo en helt anden militær struktur, det kræver nogle helt andre beslutningsveje, det kræver for resten også at Danmark opgiver forsvarsforbeholdet. Det kræver at vi bruger mange flere penge på forsvaret, eller i hvert fald nogle flere penge. Det kræver også vilje til at vi nedlægger store dele af det forsvar, vi har i dag. Den diskussion kommer vi ikke ind i.
Når forsvarsminister Jensby, det flinke menneske, han møder spørgsmålet fra én fra Venstre, ”jamen, vi må da nedlægge hjemmeværnet, det er en milliard om året, tænk hvad vi kunne bruge de penge til, hvis det handlede om at sende styrker af sted”, så slår han jo syv kors for sig, og det bebrejder jeg ham sådan set ikke, for det havde jeg også sikkert selv gjort i samme situation, så det skal jeg ikke sige.
Men det viser bare hvor uærlig diskussionen er. Der er ingen der tør at stå frem og sige: det er præcis det, det handler om. Og dem, der gør det, det er som regel forskere, det er fra universiteter, DUPI-miljøer, og dem er der ingen der lytter til, fordi de taler et sprog og de kommunikerer på en måde, så de når ikke ud til folket. Altså, de når frem til et debattillæg, 7 spalter i Informatíon eller dit udmærkede tidsskrift, med fuld respekt og alt muligt, men det er jo ikke det, der rykker derude på virksomhederne, på arbejdspladserne. Det er jo sådan set situationen. Og derved fører vi EU-debatten i forskellige ”rum”, hvor der ikke er nogen døre mellem rummene.
Fotos udlånt af Ekstra Bladet