|
|
Man har jo i Europa, ihvertfald i Danmark, et meget positivt billede af Clinton. For nu at trække det britiske aspekt ind igen: hans ankomst kan - fem års afstand til trods - læses i sammenhæng med Blairs i 1997. Der opstår en fornemmelse af, at socialdemokratismen kan overleve – man kan finde en centrum-venstre-løsning på verdens problemer. New Democrats, New Labour - og vi får Nyrup-regeringen nogenlunde samtidig med Clintons magtovertagelse. Man kan diskutere om det er skandalerne, der har efterladt i ham det lys, men amerikanerne synes ikke at have et entydigt forhold til ham idag. Er det dit indtryk at det da han kommer til i 1993 er udtryk for en virkelig stor og bred politisk vilje til et nyt demokratisk - "socialdemokratisk" - projekt, eller vinder han mere by default?
ME: Det er begge dele. Han vinder by default, kan man sige, fordi Ross Perot er inde - og så skal der færre stemmer til at blive amerikansk præsident. Men det andet er, at han kommer ind som en ny demokratisk politiker i den forstand at han gør op med mange af bindinger, som det demokratiske parti traditionelt havde - til fagbevægelsen, til minoritetsgrupper osv. Clinton var jo formand for en fraktion i det demokratiske parti, hvor der var mange guvernører (som han jo selv var, fra Arkansas) der netop prøvede at trække partiet mod midten. Og der var, kan jeg huske, under valgkampen i 1992, da det så begyndte at gå godt for ham, en enorm forventning i det, man - med et forkert udtryk - kan kalde 'det socialdemokratiske Amerika'. At nu kom en repræsentant for babyboomerne - den generation, der var født efter Anden Verdenskrig - med nye nogle idealer, med nogle nye opskrifter, med en ny handlekraft. Der løste bindingerne til bestemte dele af det amerikanske samfund. Der var en næsten sådan Kennedy-agtig atmosfære: Nu skulle man virkelig tage fat. Der var en kolossal optimisme, da han blev indsat - og han fik jo en meget lang periode med de her hvedebrødsdage, efter indsættelsen, hvor han blev båret frem også i medierne.
Der er det nok rigtigt at sige at der er mange, blandt de mennesker, som blev skuffede. Dels røg han ind i nogle politiske vanskeligheder - igen: som guvernør fra en lille stat, dét at omstille sig til national-amerikansk politik i Washington er ikke lige let på alle måder. For det andet at han så taber midtvejsvalget i 1994 og får en meget fjendtlig kongres imod sig - det betyder i det amerikanske politiske set-up, at så kan du ikke få ret meget gennemført - og det er jo en situation, der varer i årevis.
Og den var usædvanlig fastlåst, ikke - i Frankrig har man perioder med "co-habitation" [hvor Præsidenten tilhører én fløj og regeringen en anden] og det er vel næsten det, der svarer til?
ME: Jo, men her var den meget, meget fastlåst - og mange af de republikanere, som kom ind ved den lejlighed, var yderliggående - meget højreorienterede, og ikke af en karakter, så de følte sig forpligtet til at hjælpe præsidenten på nogen måde. Så der var en meget hård konfrontation mellem de to institutioner.
Og så, som det tredje, så var der jo mange ting, der gik op i hat og briller - Lewinsky og sådan noget. Der er ingen tvivl om at da hans svaghed på det her område virkelig viser sig, så er en af grundene til at Lewinsky-sagen bliver kørt så hårdt, at det er en måde man kan ramme ham på. Det var hans kone, Hillary Clinton, som på et tidspunkt fik sagt at hele sagen var en højreorienteret sammensværgelse - til det kan man sige, at det var jo sådan set ham selv, der startede, men hele den måde den blev kørt på viste at der ikke var tvivl om, at hele det højrevendte Amerika har brugt denne her sag til at svække ham.
Portrætfoto: Berlingske Tidende
Illustrationsfotos: The White House, Reagan Foundation, Bush Presidential Library, Fragments m.fl.
|
|
|
|
|
|
|
|
