ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Moralen fra Watergate

Du har jo et særligt perspektiv på debatten om USA, Europa og Danmark, fordi du har været korrespondent både i Storbritannien og i USA. Hvornår var det nu, det var?

MICHAEL EHRENREICH (ME): Jeg startede i Storbritannien i 1984, hvor jeg så var til 1988. Det var en utrolig spændende periode - hvor Thatcherismen toppede. Da jeg kom var minearbejderstrejken i fuld gang - og da jeg rejste var problemerne begyndt for Margeret Thatcher: hun var der stadig, men blev så styrtet et par år senere. I mellemtiden var jeg så rejst videre til Washington, hvor jeg var i alt 5 år - til 1993. En endnu mere spændende og skelsættende periode: da jeg kom var Reagan stadig i Det Hvide Hus, Gorbatjov var i Kreml, Muren stod endnu: Den Kolde Krig var der - og da jeg rejste var alting jo vendt op og ned. Den Kolde Krig var slut, Muren var faldet, vi havde været igennem "Bush I"-perioden, Sovjetunionen var opløst, vi havde haft krigen om Kuwait, og en af de sidste ting jeg dækkede, det var Bill Clintons første valgkamp og hans indsættelse i Det Hvide Hus.

Vi har jo valgt her at tage udgangspunkt i Nixon, og hvad der er sket med baggrundsvariablerne i amerikansk politik de sidste 30 år. Hvis vi ser på den diskussion vi har i disse uger i medierne - hvor man angriber politikerne på deres troværdighed; vil fange dem i løgne, selvmodsigelser, udeladelsessynder: Er det rigtigt at meget af den måde som pressen og den politiske debat fungerer på idag kan spores til Watergate? Kan vi tale om ”Watergate-syndromet” i offentlighedens og pressens måde at tænke på?

ME: Det tror jeg er meget rigtigt og meget centralt, i virkeligheden, for samspillet mellem politikere og presse. Det går sådan lidt og op, men i en historisk sammenhæng fik Watergate en enorm betydning. Det fik Watergate i USA - fordi amerikanerne er meget glade for deres land; stolte over deres lands historie; fyldt med respekt for deres lands institutioner. Og så kom det som et kæmpemæssigt chok for dem at en præsident - som ovenikøbet havde bedyret at han ikke var en skurk - så netop viste sig at være en bedrager og en forbryder. Mange nægtede jo at tro at det forholdt sig sådan - lige til det sidste. En af dem var i øvrigt George Bush Senior, som vist på det tidspunkt var landsformand for Det Republikanske Parti. Han var jo sådan et meget retlinet menneske, der var systemets mand osv. - og han har i bøger og artikler skildret hvordan han simpelthen nægtede at se sandheden i øjnene. Og hvordan han, først nogle ganske få dage før Nixon så træder tilbage, opsøger Præsidenten og tager afstand fra ham. Sådan reagerede mange amerikanere: det var nok en af grundene til, at Nixon fik held til at trække det i langdrag, over så relativt mange måneder, indtil det uafvendelige skete.

Men der skete også noget med amerikansk presse, som jo gennemgik utrolige forhindringer og vanskeligheder i jagten på den ultimative historie - og så sejrede til sidst. Jeg begyndte selv på Danmarks Journalisthøjskole kort efter i 1975, og der gik vi da alle sammen og drømte om at blive store journalister engang - og lave noget ligesom Watergate.

Som Robert Redford og Dustin Hoffman i "Alle Præsidentens Mænd"?

ME: Ja - i lidt mindre dimensioner måske, men sådan noget. Og for en hel generation af journalister - og mere til, sikkert - der har det her spillet en meget stor rolle. Man går hårdere til politikerne end man gjorde før Watergate - man stoler mindre på det, der bliver sagt, man tager i mindre grad ord og politiske programmer for pålydende.

USA fik mange chok over en ti-årig periode, ikke? Fra Kennedy-attentatet, hvor ondskaben var udenfor systemet, en sammensværgelse der tager det unge, uskyldige, troskyldige, idealistiske fra dem. Til Nixon: hvor truslen så sad så tæt på centralnerven indenfor systemet som den kunne komme. Og i den mellemliggende periode Vietnamkrigen som et bagtæppe – med alle dens moralske spørgsmål. Bush sagde jo under den første Golfkrig i '90, "We've kicked Vietnam once and for all" - og i øjeblikket vil europæerne sige, "Ja - det kan vi høre på krigsretorikken!" Men tror du stadigvæk at Vietnamkrigen er lagret?

ME. Det er jeg helt overbevist om den er. Og det, som Bush sagde ved den lejlighed er også blevet modbevist mange gange senere. Frygten for tab, fx, gennemsyrer stadigvæk den amerikanske offentlighed - og ikke mindst beslutningstagerne og hele samspillet omkring krigsførelse. Så det tror jeg langtfra man kan sige: Vietnam vil være hos amerikanerne i endnu en generation.

Men det er rigtigt at du har mordet på Kennedy, nederlaget i Vietnam - langtrukkent og smertefuldt, Watergate. Du får så en overgangspræsident, kan du sige, nemlig Jimmy Carter - som af forskellige grunde ikke kunne klare sig særligt godt - og det er først da du kommer ind i 80erne og får Ronald Reagan og hele den atmosfære, det lykkes ham at skabe, at du kan sige at amerikanerne er ved at komme ud af det dér.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

      

 

 

 

       

        

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portrætfoto: Berlingske Tidende

 Illustrationsfotos: The White House, Reagan Foundation, Bush Presidential Library, Fragments m.fl.

Billeder fra Los Angeles 1992 venligst udlånt til RÆSON af internetmagasinet Fragments: www.fragmentsnet.org

Several images from Los Angeles 1992 used by kind permission from the on-line magazine Fragments: www.fragmentsnet.org