|
|
Når substansen slipper op
Når du beskriver det her lange forløb som pressen var igennem med Watergate - over måneder fik man de her afsløringer frem (engang imellem kommer der jo et eller andet frem endnu, drypvist, når en eller anden husker noget, som er blevet hvisket i en parkeringskælder!) Vietnamkrigen var jo også et meget langt forløb - det tog to år at starte den men 10 år at komme ud af kviksandet igen! Den almindelige opfattelse vil være, at forskellen fra dengang til nu er, at tingene går hurtigere: vores krige skal gå hurtigere og når politikerne skal afsløres skal det helst også gå stærkt.
ME: Det kan man godt sige - vi lever i et CNN-, internet- og email-samfund, hvor grænser, nationalstater, afstande og tidsforskelle ikke spiller den store rolle mere. Tingene skal rykke hurtigere nu. Det betyder også, at kravet til politikerne bliver skærpet - men også kravene til medierne. Folk forlanger besked med det samme. Også om meget komplicerede sammenhænge, som måske er længere tid om at udkrystallisere sig. Det har offentligheden ikke rigtigt tid til at vente på - og derfor oplever man jo tit, at der konkluderes på ting, der så senere viser sig at slutte på en lidt anden måde.
Bliver medierne så selvreferentielle i den forstand, at fordi man i løbet af 36 timer har dannet to poler i debatten og spundet en række synspunkter - så er det DEM, man forholder sig til? Vi taler ikke længere om hvad der er sket, hvad der faktisk er foregået, men om de fortolkninger, der er blevet lagt frem?
ME: Det er et udslag af det, man kalder den skærpede mediekonkurrence. At du bliver ret hurtigt færdig med substansen - og så skal du videre. Men hvis ikke substansen har mere, så går du videre til style, performance, resultaterne af processen - og den strid, der måske ligger indbygget i processen, og tager den under behandling. Så det tror jeg er rigtigt.
Portrætfoto: Berlingske Tidende
Illustrationsfotos: The White House, Reagan Foundation, Bush Presidential Library, Fragments m.fl.
|
|
|
|
|
|
|
|
