|
|
Du kaldte Carter en overgangspræsident - man havde vel halvanden: med Ford også. Men man har haft billedet af at Reagan var "mediepræsidenten" – ”The Great Communicator”. Han kom fra Hollywood - bortset fra Schwarzenegger kunne det ikke være mere iscenesat. Men Carter havde også et image - han kom som outsider, jordnøddefarmeren til Washington. Når den ene er bonde og den anden er skuespiller, så tænker vi, "ok, vi kan sagtens se hvem, der er autentisk her!" Men er det ikke svært at bedømme i grunden HVEM, der bruger deres image hvordan?
ME. Jo, det er meget svært. I virkeligheden så kan du først besvare det spørgsmål langt senere - når nedfaldet ligesom er på plads. Når jeg ikke nævnte Gerald Ford, så er det fordi at han blev aldrig valgt. Det er så hans store historiske tragedie. Det, der skete for Jimmy Carter det mener jeg i virkeligheden var tre ting.
Det første er: tidspunktet for hans embedsperiode. Det er en historisk tilfældighed, men det betyder at han kommer på et tidspunkt, hvor der er brug for en meget stærk præsident - eller billedet af en meget stærk præsident, der virkelig kan samle landet. Det viser sig at det kan han ikke - hvad der er blevet en meget belastende del af hans eftermæle. Men var han nu kommet på et andet tidspunkt, hvor du ikke havde haft den tidslinie som du selv lancerede for et øjeblik siden - Kennedymordet, Vietnamnederlaget, Nixon og Watergate - så kan det godt være at Jimmy Carter var blevet betragtet på en anden måde.
Så havde han vel også sort uheld på nogle områder - energikrisen som det primære eksempel, hvor supermagten virkelig går i knæ på et område som man slet ikke er vant til at betragte som noget problem. Så var der Iran-krisen - som også var ny på mange måder, og som også blev et utroligt traume. Og endelig, vel, at Carter var den næstsidste præsident under Den Kolde Krig, og det er heller ikke noget, han får særlig meget ud af, kan man sige - fordi han ikke reagerer tilstrækkeligt stærkt på Afghanistan-invasionen. Han blegner ligesom i sammenligning med efterfølgeren: Ronald Reagan.
Og endelig, som det tredje, havde han nogle åbenlyse mangler som national, amerikansk præsident og statsoverhoved. Han kom til Washington fra en position som guvernør i Georgia og - jeg hader udtrykket provinsialisme, men alligevel: Georgia er ikke - heller ikke i amerikansk sammenhæng - sådan centret for den højere teoretiske atomfysik. Det er et stykke ude på landet - og han lærte først meget sent det politiske system og de politiske mekanismer i Washington at kende - dem en præsident skal kunne spille på hvis han vil have sin politik igennem.
Portrætfoto: Berlingske Tidende
Illustrationsfotos: The White House, Reagan Foundation, Bush Presidential Library, Fragments m.fl.
|
|
|
|
|
