|
|
Der er måske nogle der vil se en parallel mellem den fornemmelse af sårbarhed som amerikanerne oplevede med Teheran-krisen - som bogstaveligt kørte næsten op til det minut hvor Reagan overtog Det Hvide Hus - og så Bush efter 9/11: når der er den fornemmelse af sårbarhed - amerikanske liv i fare - så giver man præsidenten en langt længere line i forhold til hvad vi accepterer, ser igennem fingre med, hvad han må gøre på det sikkerhedspolitiske. Er det rigtigt?
ME: Det er jeg ikke så sikker på. Jeg mener at Reagan er blevet meget misforstået i Europa. Jeg tror at hans plads i historien vil blive meget anderledes og mere fremtrædende - og meget mere positiv, end mange i vores del af verden forestiller sig. I USA betragtes han jo allerede som en af de helt store præsidenter - en af de 5 største i amerikansk historie.
Det, som er hans genialitet, det er at han på en meget slagkraftig måde formår at få sine budskaber frem. Han formulerer en håndfuld principper, som er meget fundamentale - nogle vil næsten sige: banale - op dem holder han sig til, under hele embedsperioden, og viger aldrig fra dem. Og den måde at kommunikere på var ny dengang: med hele sin måde at være på, sin omfavnende??? stil, osv., så lykkes det ham altså at genskabe en optimisme i USA, som man ikke havde haft i de foregående årtier. Jeg udtaler mig nu slet ikke om hans politiske program eller hans politiske retning - fordi dem kan være enig eller uenig i - men det er mere stil og performance, som jo spiller en meget stor rolle for politikere, ikke mindst i USA. Og dér formår han altså at samle nationen på et kritisk tidspunkt - hvor man har været ude for mange ting og været helt nede i kulkælderen. Og han gør det på en meget kraftfuld måde.
Hans valgkampagne i '84 hed "Morning in America", så vidt jeg husker - er det rigtigt at der var den fornemmelse af morgengry, morgenluft og optimisme?
ME: Der var en fornemmelse af at han havde fået maskinerne til at rulle. Han havde genskabt optimismen - og fremdrift og energi. Alt det, som amerikanerne er kendt for - og alt det, som de gerne vil stå for, havde han fået til at udkrystallisere sig igen. Og det var med rette - og meget klogt - dét, han gennemførte sin genvalgskampagne på. At han så røg ud i nogle enorme problemer i den anden valgperiode det er en helt anden historie. Men det er først og fremmest det, der er hans psykologiske, historiske fortjeneste.
Men for europæerne og de liberale amerikanere på Østkysten, der vil "forklaringerne" på Reagan være at økonomien ikke kørte, Iran-Contra-skandalen, Libyen-bombningerne, Grenada-invasionen. De ser en afstand mellem hans principper og hans patriotisme og så den lidt skumle og ret ineffektive politik han førte på mange områder - mellem retorikken og realiteterne.
ME: Ja, både og. Det er rigtigt at Reagans økonomiske politik - som jeg selv er en meget stor kritiker af - medførte en enorm gældsætning og at de offentlige budgetter gik mere eller mindre grassat. Det var noget, som også fik global betydning i den forstand at det kapitalbehov, som Amerika så havde for at finansiere det her underskud, det støvsugede kapitalmarkederne på en måde, som mange ulande fik at føle i de følgende år. I virkeligheden skal vi helt frem til Clinton før at de ting bliver ordnet.
Men jeg mener ikke man kan sige at Grenada og Libyen er i modstrid med Reagans erklærede politik - nemlig at stå fast overfor de udfordringer og de trusler, som USA blev stillet overfor - hvadenten det var fra den sovjetiske kommunisme eller Ghadaffi i Libyen.
Portrætfoto: Berlingske Tidende
Illustrationsfotos: The White House, Reagan Foundation, Bush Presidential Library, Fragments m.fl.
x
|
|
|
|
|
