ark og ulands

 

 

 

 

Moralen fra South Central

Hvis man så sammenligner den første Golfkrig, hvor du var i USA, med den sidste her, så har Bush senior jo fået ry for, at han var den store diplomat, der kunne bygge koalitionen. Han kunne få USSR med, hvad der jo var historisk da det skete; han besad en forsigtighed - et light touch - og så vil folk se en voldsom kontrast til den nuværende Bush. Er det en medieskabt eller en reel forskel på de to præsidenter og forløb?

ME: Jeg mener som udgangspunkt, at forsåvidt angår Bush senior så er det meget vanskeligt at overvurdere hans udenrigspolitiske betydning - særligt i vores egen del af verden, for os som europæere. Det faldt ud sådan, at han var amerikansk præsident da Den Kolde Krig sluttede, den sovjetiske kommunisme brød sammen og muren faldt. Det krævede meget stor statsmandskunst at være den udfarende og den betydende politiker på den anden side - at styre alt det der igennem. Der mener jeg at vi i Europa har grund til at være meget tilfredse med den måde hvorpå det lykkedes ham at styre det vestlige svar igennem.

Der var folk, som rådede ham til - på et tidspunkt, kan jeg huske, da muren var faldet - at rejse til Berlin og stille sig op på murbrokkerne med ansigtet mod øst og så råbe triumferende i den retning: "Se bare, vi vandt!" - eller sådan noget lignende. Altså: holde en tale i lige så stor opsætning som Kennedy's "Ich bin ein Berliner"-tale i sin tid, og så prale og erklære Den Kolde Krig for vundet. Det råd, det rettede han sig heldigvis ikke efter - og heldigvis, mener jeg, fordi det var en meget følsom periode, hvor meget stadigvæk kunne gå galt i Moskva. Man vidste jo ikke, på det tidspunkt, om de ting som Gorbatjov var igang med ville fremkalde en reaktion fra reaktionære kræfter i det sovjetiske maskineri. Så det er et eksempel på at der skal statsmandskunst til, her - og man skal kunne løfte sig op over krav om at score kortsigtede politiske point.

Var den form for fingerspidsfornemmelse blevet introduceret allerede af Reagan? Du talte før om at han var en mand af sine principper, veg ikke fra dem - men fra topmødet i Reykjavik i 1986 og frem (jf. hans besøg i Moskva, hvor han blev spurgt om han stadigvæk mente at USSR var ”Ondskabens Imperium”) viser denne her mand - der, ihvertfald overfor nogle europæere, havde stået som sådan en Darth Vader-agtig koldkriger - en fingerspidsfornemmelse som man måske ikke helt havde ventet. Var amerikanerne allerede i Reagans anden periode klar over, at nu skal vi tage vare på denne her situation?

ME: Det tror jeg ikke. Jeg tror at man, ligesom de fleste andre steder i verden, ikke var klar over at det sovjetiske system var så porøst som det var. Det kom som en meget stor overraskelse for alle. Jeg kan huske den aften hvor muren så faldt - hvor den blev gennembrudt: hvor østtyskerne pludselig meddeler, at nu kan man rejse ud. Og der så alle jo så mod Washington: ”Hvordan skal vi reagere på det her?” Bush indkaldte så nogle journalister til Det Ovale Kontor - jeg var ikke en af dem, men jeg så det på fjernsynet, og der var han i tvivl, kunne man se. Gudskelov reagerer han så ved den lejlighed afdæmpet og henholdende - og siger: vi må se hvad det er for noget. Vi må vurdere om det kan bære - om det er varigt osv. I stedet for at braldre ud og overfortolke en begivenhed på en måde, så det kunne få nogle skadelige virkninger. Da man så satte sig ned og analyserede det, så fik man jo tilrettelagt en Ruslandspolitik som gjorde at Den Kolde Krig sluttede uden at der blev løsnet et skud i Europa. Et historisk resultat, som vi i virkeligheden skal være meget glade for.

Man kan så spørge, hvorfor han ikke fik mere indenrigspolitisk credit for det blandt de amerikanske vælgere - han taber det efterfølgende valg osv., og der mener jeg hovedforklaringen er, at selvom han spiller en stor og afgørende rolle udenrigspolitisk, ikke mindst om de store spørgsmål, så svigter han klart indenrigspolitisk. Det er tydeligt - også for vælgerne - at det, der står med småt i de amerikanske lovforslag, det interesserer ham ikke. Han får på et tidspunkt på en pressekonference sagt at 'skattepolitik - det har vi folk til'. Jeg var ved at falde bagover - og det blev en stor historie i de amerikanske aviser dagen efter. Men dét viste hans manglende instinkt.

En anden begivenhed jeg husker det er raceurolighederne i Los Angeles – i South Central, der finder sted i hans embedsperiode. Han flyver så derud - og der er billeder af hvordan han går rundt i kvarteret: og det er helt tydeligt, at det siger ham ingenting. Hele hans kropssprog og de ting han siger, måden han siger det på ---  det interesserer ham ikke. Han ser kun frem til at komme tilbage til Det Ovale Kontor, hvor han kan kaste sig over udenrigspolitiske problemstillinger. Så han formår ikke at omstille sit eget kompas til den situation, som jo var amerikanernes: nemlig at man blev af med den store trussel. Den Kolde Krigs store udfordringer slutter, og så vender amerikanerne sig om og kigger på deres egen situation. De ser indad - de ser på situationen i storbyerne, på ghettoerne, på de meget omfattende sociale problemer, på kriminaliteten osv. osv. Og dér har Bush ikke noget svar, for det interesserer ham dybest set ikke.

1992: Efter 'the LA riots'. Photo credit: www.fragmentsweb.org

 

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

      

 

 

 

       

        

 

 

 

 

 

 

Portrætfoto: Berlingske Tidende

 Illustrationsfotos: The White House, Reagan Foundation, Bush Presidential Library, Fragments m.fl.