|
|
Er det udenrigsjournalistikkens vilkår generelt? At man er nødt til at springe mellemregningerne over og præsentere nogle ting: "I har godt nok ikke hørt om Liberia i 20 år (i bedste fald!) men nu skal I høre..." Jeg synes man kan se med de amerikanske præsidentvalg fx, at så besøger tv-stationerne de samme små landsbyer i the American heartland. Bliver man nødt til i udenrigsjournalistikken indimellem at banalisere ting på en måde, man ikke behøver i indenrigsjournalistikken, hvor der er plads til mellemregningerne?
ME: Der er betydelig mindre plads at brede sig på - og der er mindre rum til at beskrive nogle ofte meget dybt komplicerede sammenhænge og nogle lange tidslinier, hvor det er nødvendigt at du har faktorerne - OG at du har dem i en vis orden - for at forstå hvad det er, der sker. På den anden side så kan man vel sige, at i udenrigsjournalistikken er der større frihed til at ikke at være direkte kommenterende, men at skære igennem og fortolke, analysere - så skribentens egen viden, egen person slår kraftigere igennem end man er vant til i den indenrigspolitiske journalistik.
Når man sidder som korrespondent i de lande, som jo er blandt vores vigtigste allierede, tæt på os kulturelt - er det et ansvar man er klar over? At man er en lille håndfuld af mennesker, der bestemmer hvilket billede der filtreres hjem?
ME: Jeg var klar over det, selvom jeg kom ud i en relativt ung alder - i hvert fald dengang som 30-årig. Jeg var klar over det, men det skyldes alene, at der var nogle meget dygtige redaktører på Berlingske Tidende dengang, som gjorde mig det klart at sådan var det. At det ansvar var stort - og det skulle man forvalte med en meget stor disciplin. Jeg har så senere, da jeg så kom i ledende stillinger og selv sendte journalister ud som korrespondenter, holdt lange taler for dem, hvor jeg har forsøgt at gøre disse ting klart. Jeg har sagt at nu rejser du altså til et andet land, og selvom mediebilledet hele tiden bliver hurtigere og mere avanceret, så er der altså ting som vi herhjemme på redaktionen ikke kan følge med i, og det gør at dit ansvar for at give et dækkende billede til læserne bliver så meget desto større.
Mange maler jo et billede af, at i hvert fald den elektroniske nyhedsdækning på det der tidspunkt i 80erne var venstredrejet. Oplevede du det? Skiftede din egen personlige perception af USA da du kom derover i forhold til det, du havde fået gennem medierne?
ME: Ikke i politisk forstand. Det ændredes jo selvfølgelig fordi det blev mere sofistikeret - jeg kom tættere på landet, fik adgang til flere og bedre oplysninger, men grundlæggende skiftede det ikke.
Idag får man det jo fremstillet sådan, at der er så meget mere information på hylderne end dengang - at man - hvis man har tid og lyst - kan gå ud og supplere de store morgenaviser og de to tv-stationer. De har ikke den mulighed for at være dagsordensættende, de havde på det tidspunkt. Er det rigtigt med udenrigsjournalistikken, eller er der fortsat en centralisering af den?
ME: Det er delvist rigtigt. Det er klart at der fx er flere danskere, der læser New York Times idag end der var i min tid. Alene fordi at vi nu har nettet. Mens jeg var i Washington fik den danske offentlighed adgang til CNN - det ændrede overnight min måde at lave journalistik på. Fordi nu var det ikke længere nogen epokegørende begivenhed at den amerikanske præsident holdt en pressekonference. Det kunne mine læsere se direkte - live, på fjernsynet og i farver. Og det vil sige at jeg måtte ændre min journalistik til at blive mere analyserende, mere forklarende, mere baggrundspræget. Så det er rigtigt at det forøgede mediebillede gør at vi har flere kanaler - vi har mulighed for at chekke hinanden - men realiteterne er jo at det er de færreste medieforbrugere, sådan udenfor mediernes egen kreds og måske udenfor den politiske verden, som har tid og ressourcer til at sidde og efterprøve alle disse ting. Læserne og lytternes og seernes virkelighed er stadig, at man er afhængig af, at dét man får præsenteret er dækkende og sobert og i orden.
Du sagde at CNN ændrede dagsordenen overnight. Blev det lettere eller sværere at være udenrigskorrespondent?
ME: Det blev sværere. Fordi jeg skulle tre spadestik dybere ned - på den samme plads og indenfor de samme deadline-krav. Så det stillede større krav til min research og til min viden om USA, for at jeg kunne komme dybere ned og give mine artikler det analyserende og forklarende præg. Det krævede også en diskussion på Berlingske Tidende, hvor den almindelige refererende journalistik så måtte forsvinde fra min hånd og jeg måtte over i noget andet - og det var også et skridt, som krævede overvejelser og beslutninger.
Men der er vel en betydelig forskel idag på den del af udenrigsjournalistikken, der er bundet op på de engelsksprogede medier og som reflekterer landene hvor de ligger, og så på de lande, som vi ikke har den adgang til? Der er trods alt ikke så mange danskere, der ser franske, italienske eller russiske nyheder. Kan man sige at dækningen af de lande, der ligger udenfor den angelsaksiske sfære, idag ligner sig selv mere som den så ud for 15 år siden?
ME. Egentlig ikke. Fordi de lande skal konkurrere. Det er rigtigt at vores udenrigspolitiske nyhedsbillede er meget angelsaksisk præget herhjemme og sådan vil det være i meget lang tid fremover. Men det betyder også at Tyskland og Frankrig og Italien og Spanien skal konkurrere med en angelsaksisk nyhedsstrøm, som er overvældende, konstant og meget kraftfuld. Og hvis du skal det, så er du også nødt til at komprimere og modernisere din udenrigsjournalistik fra de destinationer. Ellers så vil der blive en niveauforskel som det samme medie ihvertfald ikke kan rumme, efter min opfattelse.
Portrætfoto: Berlingske Tidende
Illustrationsfotos: The White House, Reagan Foundation, Bush Presidential Library, Fragments m.fl.
|
|
|
|
|
|
|
|
