|
|
Hvis man nu sidder i Buenos Aires og skal forklare dansk udenrigspolitik det sidste halve år, så kan det synes let: for hvornår var det, Danmark gik ind i EF? Det var med Storbritannien. Hvorfor var det, vi var med til at bryde det europæiske sammenhold? Det var i det øjeblik Storbritannien gik ud igen! At den danske politik, selvom vi aldrig rigtigt anerkender det, er et gennemslag eller et ekko af hvad London gør!
Vi har en situation i øjeblikket, hvor briterne har den mest venstreorienterede leder de har haft i 25 år: da han blev valgt havde man et indtryk af, at nu blev London europæisk: nu vendte de sig mod kontinentet. Men lo and behold: de går ud i et tættere militært samarbejde med amerikanerne end de har haft i 200 år! Dette her special relationship som ikke altid har været særlig godt, er pludselig sindssygt stærkt - mellem George Bush fra Texas og Tony Blair, som jo i så mange henseender er hinandens modsætninger. Hvis Storbritannien vælger at stå udenfor en europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik - at det kommer dertil hvor Storbritannien oplever det valg, som du siger du ikke rigtigt ser for dig, mellem kontinentet og USA - og briterne vælger USA til og Europa fra... Hvad gør Danmark så?
ME: Nu får du et politisk svar, for det er et politisk spørgsmål. Det politiske svar er, at vi skal undgå at vi kommer i den valgsituation. Det som er det centrale for Blair, er i virkeligheden det, som har været det centrale for Storbritannien i mange år, uanset om premierministeren har heddet Thatcher, Blair eller whatever - det er det, som briterne med sådan et lidt fornemt udtryk kalder: the special relationship. Noget, som nogle af amerikanerne ikke rigtigt ved hvad er, men som man lægger meget stor vægt på fra britisk side. Men det er rigtigt at det eksisterer: de to lande har et historisk, et sprogligt, et kulturelt og et økonomisk fællesskab, som de færreste andre har med USA - og så længe Storbritannien ikke har en anderledes europæisk politik end man har, så vil man forsøge at lægge sig i midten - i Atlanten, så at sige. Dvs. som mægler eller som brobygger mellem USA og Europa.
Det var noget, som Margaret Thatcher havde meget stor succes med i sin tid: hendes forhold til Ronald Reagan var fortrinligt: hun gik ind ved forskellige lejligheder, bl.a. om Stjernekrigsprojektet, og fik en vis form for moderation til at slå igennem i de amerikanske positioner. Blair har i Irak-spørgsmålet haft mindre held med det - og der tror jeg forklaringen er, at hans modparter - eller medparter - i Washington har været en republikansk administration, som har været mere selvsikker og mere unilateral, og som har handlet mere på egen hånd, også i visse tilfælde på en meget klodset måde. Jeg tænker på nogle af de udtalelser, som forsvarsminister Donald Rumsfeld er kommet med, og hvor det mere eller mindre har skinnet igennem at det britiske bidrag - det var ikke rigtigt noget man regnede med. Udtalelser som har skadet Tony Blair umådeligt i den britiske offentlighed. Men han er tvunget til --- så længe Storbritannien ikke er med i euroen, så længe man ikke er med i Schengen, så længe man står kun og er med i det europæiske samarbejde for halv- eller to-tredjedels-kraft --- så vil han være tvunget til at vedligeholde og kultivere The Special Relationship med amerikanerne.
Så det er en kompensationspolitik?
ME: Det er vejen til fortsat britisk indflydelse på den internationale scene. Den kan du ikke opnå med mindre du har allierede, og da Storbritannien som sagt ikke er i centrum af eden europæiske politik, ja så må man lægge sig et andet sted. Og så vil man fortsætte den linie her, det er der ingen tvivl om.
Portrætfoto: Berlingske Tidende
Illustrationsfotos: The White House, Reagan Foundation, Bush Presidential Library, Fragments m.fl.
|
|
|
|
|
|
|
|
