|
|
Dét der forløb vi havde i foråret, hvor vi "pludselig" står på amerikanernes side, da det viser sig at de mere eller mindre alene vil agere - og Danmark skal i krig. Man får starten på en debat omkring dét, og aner en form for uenighed omkring udenrigspolitikken vi ikke har været vant til i mange år. Da regeringen så sender styrker i kamp, er det i en størrelsesorden hvor man kan være ikke sikker men dog nogenlunde forvisset om at det ikke risikerer at udvikle sig til en katastrofe for Danmark. Det begyndte at ligne involveringen i den gamle Golfkrig, hvor oppositionen var med, og så fik man ikke den der udenrigspolitiske debat. Nu dukker den så op igen, i diskussionen om Iraks masseødelæggelsesvåben.
Hvad er dit indtryk dér? Man kan godt have den fornemmelse, at mange mener at dét at Danmark endte på USA's side i foråret var lidt tilfældigt, lidt arbitrært: hvis kortene var faldet på en lidt anden måde havde vi ikke gjort det. At det IKKE er udtryk for at Fogh-regeringen er atlantisk eller at Danmark er USA's bedste ven. At det IKKE er en refleksion af noget varigt interesseforhold - men et midlertidigt atlantisk fata morgana, der forsvinder igen. Tror du dét?
ME: Hvis jeg lige må starte med arten af de styrker, som rent faktisk blev sendt afsted, så er det rigtigt at man skiftede fra specialstyrker og et fartøj til at holde sig til en korvet og en ubåd. Der er ingen tvivl om, at når den beslutning blev truffet på den måde det skete, så var det fordi Folketinget var delt. Og udsigten til at få danske soldater i kamp - i fremskudte positioner - med et delt folketing, det var ikke noget som forekom tiltalende - og det kan man godt forstå.
Jeg mener at debatten jo - på trods af det her - blev meget uforsonlig. På den måde at vi fik den udenrigspolitiske adskillelse eller opsplitning som der altid er blevet advaret imod, så det var en relativ skelsættende begivenhed - og jeg tror ikke at den var tilfældig. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har i en efterfølgende kronik meget omhyggeligt opregnet sine motiver for at placere sig dér, hvor han gjorde - og jeg tror langtfra der var tale om noget tilfældigt. Jeg tror det er en dybfølt fornemmelse af, at Danmark må have en meget fremtrædende atlantisk politik - og en tilknytning til USA, som også betyder at så må Danmark stille op, når der bliver kaldt. Og det har jo betydet at debatten om Danmarks forhold til USA er blevet meget spids herhjemme. Socialdemokraterne er jo pludselig blevet meget europæiske i hele deres approach til mange udenrigspolitiske spørgsmål, og der er ingen tvivl om at en del af forklaringen på det er den fremtrædende atlantiske position i regeringens politik.
Det her med at USA og Europa må stå og arbejde sammen er noget man altid har sagt. Man kan fornemme, at der nu er ved at opstå et argument om at Europa først skal blive enigt med sig selv - så har vi én holdning og indgår efterfølgende i en dialog med amerikanerne. Dvs.: det europæiske ikke som et alternativ men som en del af den samme pyramide: et supplement, bundet ind i det amerikanske. Men hvor stærkt er ønsket i Europa om at have så selvstændig en europæisk profil, at man føler sig anderledes end amerikanerne? Jf. Irak nu: man ønsker ikke at gå ind og få blod på hænderne eller blåstemple krigen retrospektivt.
ME: Jeg tror at svaret på det spørgsmål afhænger af hvorhenne i det politiske spektrum du spørger. For der er ingen tvivl om at til venstre i billedet er der en ambition om at gøre Europa til en meget slagkraftig aktør på den internationale scene - også, og det er jo det nye i den danske udenrigspolitiske debat: på det militære område, det sikkerhedspolitiske område. Nogle komprimerer det så til at sige at de vil have 'et stærkt Europa som en modvægt til USA' - det tror jeg er et fata morgana. Vi skal meget, meget langt frem før dét kan blive til virkelighed, om nogensinde. Og det vil, hvis det er et politisk koncept som man går videre med, føre til en europæisk splittelse i stedet for en europæisk samling - hvis man forsøger at lave et Europa i modsætning til USA. Det tror jeg ikke har nogen gang på jorden.
Så det afhænger af hvor du spørger. For mig er det umiddelbart svært at se at der er nogen modsætning mellem det atlantiske og det europæiske spor i vores egen udenrigspolitik. Det er klart at der kan opstå nogle konflikter på delområder, men når vi taler om det overordnede, så vil USA og Europa også fremover have så sammenfaldende interesser at det sagtens kan bære igennem.
Portrætfoto: Berlingske Tidende
Illustrationsfotos: The White House, Reagan Foundation, Bush Presidential Library, Fragments m.fl.
|
|
|
|
|
|
|
|
