|
|
Nu har vi haft et par måneder til at betragte Irak og forsøge at lære noget af det sidste år. Helt overordnet: har vi nu set det værste i denne her såkaldte transatlantiske krise, eller tror du at der er sket et mere varigt brud, som vi kun lige har set hovedet af?
ME: Jeg vil starte på den måde, at jeg vil sige, at jeg mener ikke det på noget tidspunkt er kommet så langt at man kan tale om et brud. Og det tror jeg slet ikke vil komme - alene af den grund, at de to parter har så mange fælles interesser; et så fælles udgangspunkt - både historisk og kulturelt og politisk, at man vil blive tvunget i hinandens arme igen. På den anden side så har hele Irak-forløbet vel afsløret nogle fundamentale problemer i forholdet, som man er nødt til at forholde sig til. Det gælder på amerikansk side - forstået på den måde at jeg synes at amerikanerne skal lære at forholde sig til Europa som en partner og som en medspiller, ligesom man bør forholde sig til andre aktører på den internationale scene.
Med andre ord: dæmpe det unilaterale præg, som der er kommet over amerikansk udenrigspolitik, ikke mindst under den nuværende præsident. Og vi, på vores egen side af Atlanten, skal også sadle lidt om - måske på en mere fundamental måde. Jeg synes at hele forløbet jo har illustreret Europas manglende vilje og evne til at spille en rolle på den internationale scene, når det virkelig gælder. Europa havde ikke på noget tidspunkt nogen strategi overfor Irak-problemet: vi demonstrerede ikke handlekraft. Tværtimod så viste det sig at de europæiske lande var dybt uenige, da det så kom til stykket - og det lykkedes Washington på en relativt enkel måde at spille de europæiske lande ud mod hinanden. Så jeg mener det går begge veje. Det transatlantiske forhold vil bestå, fordi der er brug for det - som et anker i det internationale billede. Hvis det brydes, så vil alt blive kaos, og det vil ingen - specielt ikke de to aktører - være interesserede i. På den anden side så skal forholdet moderniseres og justeres - specielt hvis det skal kunne bære ind i en ny tid med nye trusler.
én ting er spørgsmålet om vi er uvenner eller ej, men der er vel også et andet spørgsmål, der handler om hvor meget vi overhovedet har med hinanden at gøre. Der er måske to muligheder. (1) Hvis NATO og FN spiller en rolle, hvis der hele tiden er krigs- og konfliktsituationer, eller hvis man endda opretter et frihandelsområde, der indbefatter både NAFTA og EU - så har vi hele tiden kontakt. Der vil være uenighed og diskussioner, fordi det er internationaliseringens konsekvens. (2) Men er det muligt at den indenrigspolitiske logik trækker USA i én retning og Europa i en anden? De amerikanske vælgere vil vide: "Hvad vil I gøre ved økonomien?" - og det vil de europæiske i øvrigt også! Så de to verdensdele har ikke så meget at snakke om - ikke fordi man er så uenige, i grunden, men fordi verdensdelene så at sige driver fra hinanden. Så man har et ’køligt venskab’.
ME: Igen, både og. Det, jeg tror vi skal indstille os på, det er at i og med at Den Kolde Krig er afsluttet, så er det atlantiske forhold også blevet meget mere komplekst eller mange-facetteret. Det er ingen naturgiven ting at de to parter er enige om alt. For nu at tage nogle handelsmæssige spørgsmål, nogle miljømæssige spørgsmål - Kyoto, fx. Så er det jo ting, som idag skiller: under Den Kolde Krig var det også ting, hvor man var uenige - men på grund af den overliggende trussel fik disse uenigheder ikke lov til at udkrystallisere sig. Man klarede det ved at bøje sig mod hinanden - tit var det amerikanerne, som bøjede sig for at have europæerne med i folden på den overordnede opgave. Der tror jeg vi skal indstille os på, at vi kan sagtens være partnere i historien og i den internationale politik - stillet overfor opgaver som slyngelstater og masseødelæggelsesvåben og terrorisme, hvad det end er - samtidig med at vi er uenige om hormonbøffer og Kyoto og sådan nogle ting. At billedet er meget mere nuanceret end vi måske er vant til.
Det, der er afgørende, det er at du også vedvarende vil have en akse i det globale billede, hvor Europa og USA holder sammen om de store, afgørende spørgsmål. Fordi det viser sig jo at det er de situationer, hvor Europa og USA er uenige - det er dér NATO kommer i vanskeligheder, FN bliver sat ud af spillet, mange ting holder op med at fungere.
Jeg ved godt at der er en fornemmelse - specielt blandt kredse i det republikanske parti - at nu er USA blevet så stærkt og så mægtigt og så slagkraftigt, at nu kan man klare alting selv. Det er et meget forsimplet og meget fortegnet - og i virkeligheden et helt misvisende billede af den internationale situation. Og specielt stillet overfor udfordringerne efter 11. september: der har det jo vist sig at dét ikke er noget, som USA på nogen måde kan klare alene: man vil også i fremtiden have brug for stærke og kraftige allierede. Der kommer Europa ind i billedet - hvis vi formår at, jeg havde nær sagt: at udvikle en international strategisk tænkning i vores del af verden, som man ikke har været vant til at beskæftige sig med i de mange år, hvor de internationale problemer var nogle amerikanerne klarede for os.
Portrætfoto: Berlingske Tidende
Illustrationsfotos: The White House, Reagan Foundation, Bush Presidential Library, Fragments m.fl.
|
|
|
|
|
|
|
|
