|
|
OP GENNEM 1800-tallet var det den første opfattelse, isolationismen, som var dominerende i amerikansk udenrigspolitik. Men da eksperimentet så ud til at lykkes og USA i begyndelsen af dette århundrede var blevet økonomisk og teknologisk førende, blev det den idealistiske eller missionerende tendens der tog overhånd. USA kunne ikke trues udefra og havde derfor ikke nogen national interesse at forsvare. Men det måtte varetage en universel interesse. USA's sikkerhed var, som Woodrow Wilson sagde, afhængig af sikkerheden i hele verden, og ‘når vi kræver frihed og demokrati for os selv, må vi også kræve det for andre.’ Denne tankegang førte ham ved slutningen af krigen i 1918 til at fremlægge af de berømte 14 punkter som dannede grundlag for forhandlingerne om Folkeforbundet. Det var hensigten hermed at etablere et kollektivt sikkerhedssystem baseret på lov og ret. Alliancer landene imellem skulle forbydes, da de var udtryk for en magtbalancepolitik som ville resultere i krig.
Oprindeligt var det ikke Wilsons tanke at USA skulle tage del i dette sikkerhedssystem, fordi USA var exceptionel. Men da han blev stærkt optaget af sikring af folkenes selvbestemmelsesret som grundlag for demokrati og dermed sikring af freden (for demokratier går ikke i krig mod hinanden), skiftede han opfattelse. Imidlertid brød de isolationistiske tendenser i amerikansk politik igennem efter krigens afslutning, og den amerikanske kongres ville ikke forpligtige sig under et kollektivt system. Systemet kom iøvrigt aldrig til udvikling. Paris-konferencen havde været domineret af de europæiske stormagters nationale interesser, og Folkeforbundet blev en parkeringsplads for uafklarede problemer som det ikke kunne løse.
Historien gentog sig i store træk mod slutningen af den anden verdenskrig. Roosevelt delte i mange henseender Wilson's idealisme og vendte sig imod europæernes tilbøjelighed til at dele verden op i interesseområder som kunne holdes i realpolitisk balance. Han mente det måtte være i alles interesse at årsagerne til krig blev fjernet gennem samarbejde og diplomati inden for rammerne af et globalt sikkerhedssystem, de Forenede Nationer (FN). Men han tog ved lære af Folkeforbundets fallit og ville lægge ansvaret for fredens opretholdelse hos en gruppe af fire ‘politibetjente’, USA, USSR, Storbritannien og Kina - hvor Frankrig ved Stalins velvilje senere kom med som ‘stormagt’ i FN's Sikkerhedsråd. Ifølge FN's charter ville magtanvendelse i internationale relationer kun være tilladeligt i tilfælde af angreb, eller hvor Sikkerhedsrådet konstaterede en trussel mod verdensfreden som følge af en stats adfærd. Men tanken om magtbalance sneg sig alligevel ind i det kollektive retssystem idet de fem stormagter hver fik tillagt en vetoret mod rådets resolutionsforslag.
Umiddelbart efter krigen tenderede USA igen til at isolere sig idet Truman antog at Storbritannien ville kunne spille en stabiliserende rolle i Europa. Men dels viste det sig hurtigt at briterne var politisk og økonomisk alt for udmarvede til noget sådant, dels sænkede jerntæppet sig fra Østersøen til Adriaterhavet og skabte en massiv konfrontation med Sovjetunionen. Realpolitikken kom til at dominere over idealismen - og NATO blev oprettet i 1949.
Men trods det realpolitiske initiativ måtte begreber som magtpolitik og alliancedannelse ikke indgå i den amerikanske sprogbrug. Det var begreber som hørte Europa og dermed ufreden til. Den amerikanske diplomat George F. Kennan, som fremfor nogen var den som udviklede det strategiske koncept bag USAs politik over for Sovjetunionen, var hverken idealist eller ideolog, men realpolitiker. Han opfandt begrebet inddæmningspolitik for at undgå noget som kunne lyde som magtbalance. Og da NATO-traktaten skulle gennem en høring i USAs senat, måtte forsvarsministeren gøre sig store bestræbelser for at undgå at bruge begrebet ‘alliance’. Hårdt presset gik han med til at omtale den ny organisation som en ‘alliance mod krig’, men ikke som en alliance rettet mod nogen anden magt. Det var en alliance til sikring af freden ‘indtil den tid da FN's Sikkerhedsråd ville være i stand til at tage de nødvendige skridt.’ Det synes stadig at være den amerikanske opfattelse af NATO som demonstreret ved krigen i Kosovo..
Dean Acheson, som var udenrigsminister i disse år og en af de kløgtigste USA har haft, var ligeledes en klarsynet realpolitiker. Da han nogle måneder efter traktatens vedtagelse skulle forklare det ny initiativ i international politik, skete det ved at understrege at NATO ‘styrkede internationalt samarbejde for fred, virkede fremmende for opretholdelse af menneskerettighederne, øgede velfærden og respekten for lige rettigheder og selvbestemmelse for folkeslagene.’ Sådan måtte magtbalance fremstilles i amerikansk retorik. Selv om denne balance udviklede sig til den mest absurde terrorbalance af forfærdende ‘over-kill’ dimensioner, så må man erkende at realpolitikken bag NATO lykkedes. Den tredie verdenskrig forblev kold, i hvert fald i Europa.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
