|
|
BALANCE FORUDSÆTTER i det mindste to kræfter, to magter. Da den tredie verdenskrig sluttede i 1989, forsvandt begrebet magtbalance. Herefter var der kun én stormagt, USA. Hermed skulle NATOs rolle ud fra en europæisk, realpolitisk vurdering være udspillet, i hvert fald i det omfang organisationen var at opfatte som en forsvarsalliance. For når der ikke længere var tale om en trussel eller frygt for angreb, ville forsvar ikke blive påkrævet. NATO kom ganske åbenbart ud i en identitetskrise. Men organisationen overlevede, ja den hævdes endda nu at trives i bedste velgående. Hvorfor?
Den gør det primært fordi den i amerikansk bevidsthed aldrig har været nogen forsvarsalliance, men en ‘alliance mod krig’. Man må gøre sig klart at NATO også ud fra en realpolitisk vurdering ikke blot blev oprettet for at ‘inddæmme’ eller modstå pres fra Sovjetunionens magt og vælde. Den blev også oprettet for at ‘indbinde’ europæerne, herunder især tyskerne, i en stærkt integreret militæralliance som ville umuliggøre væbnet konflikt mellem vesteuropæerne selv.
Amerikanerne opfatter med god grund europæerne som krigeriske folkefærd - nogle af dem måske mere end andre, men alligevel. Da Muren faldt og Tyskland blev forenet var der endnu mere grund til at fastholde ‘indbindingen’. Europæerne, inklusive tyskerne selv, var mere end villige til at blive endnu stærkere indbundet. Deres eget bidrag var en monetær union, men det var en idé som amerikanerne så på med skepsis. For dem var NATO ganske åbenbart det mest effektive middel og derfor vedtog man i november 1991, en måned før Maastricht-traktatens færdiggørelse, et nyt strategisk koncept hvor vægten blev flyttet fra kollektivt forsvar til kollektiv sikkerhed. Samarbejde - for samarbejdets egen skyld!
Det er denne forskydning som blev fuldt udviklet på jubilæums-topmødet i Washington i april i år. Bertel Heurlin, som er forskningschef ved Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI, redegør grundigt for NATOs nye strategiske koncept i en nylig publikation.* Han konstaterer her at det er USA der som alliancens ubestridte leder nu dækker hele Europas sikkerhedsbehov. NATO har formået at tilpasse sig den ny verdensorden og dens generelt accepterede værdier, demokrati, markedsøkonomi, menneskerettigheder og personlig frihed. EU's rolle er i denne forbindelse klart underordnet. ‘EU er afhængig af NATO. Det er muligt at forestille sig et NATO uden EU. Det er imidlertid vanskeligere at se et EU for sig selv uden NATO. Gennem NATO og dermed den amerikanske sikkerhedspolitiske paraply over Europa sikres det at de enkelte lande ikke konkurrerer sikkerhedspolitisk med hinanden’, ifølge Heurlin.
NATO har nu hovedansvaret for sikkerhed og stabilitet i det ‘euro-atlantiske område’, et område som ikke er nærmere defineret, men som i hvert fald strækker sig langt uden for medlemslandenes territorium. Her vil NATO uden noget explicit FN-mandat kunne gribe ind med militære operationer i tilfælde af ‘kriser’, konflikter af religiøs, økonomisk og etnisk oprindelse i områder, hvor NATO ingen strategiske interesser har. Det vil ske gennem asymmetriske krige hvor man bruger en overvældende væbnet indsats som et politisk middel, som et redskab der kun har til formål at hindre uacceptable brud på menneskerettigheder og derefter sikre stabilitet.
Men USAs aktionsradius vil ikke være begrænset til det euro-atlantiske område, skriver Heurlin. ‘Med fraværet af en alternativ supermagt er USA stort set ene om at sætte den internationale dagsorden og dermed i princippet fremme sine egne interesser. Det behøver ikke nødvendigvis være snævre nationale interesser. Med USA's enestående position har landet en indbygget interesse i at varetage store dele af, ja i princippet hele det internationale systems sikkerhed og eksistens.’
Man kan kun frygte at USA vil varetage denne globale interesse på samme måde som NATO har varetaget respekten for menneskerettighederne i Kosovo. I en artikel med overskriften ‘Madeleine's War’ i Time Magazine den 17.maj 1999 citeres den amerikanske udenrigsminister for i en diskussion i 1993 med den daværende forsvarschef Colin Powell at have spurgt: ‘Hvad er meningen med at have den overlegne militære styrke, som du altid taler om , hvis vi ikke kan bruge den?’ Powell bemærkede senere at han nær havde fået et hjerteslag ved denne arrogante bemærkning.
FOR SÅ VIDT er der ikke noget nyt i den amerikanske politik til forsvar af demokrati og markedsøkonomi. Det er det mål som USA har forfulgt i forhold til en lang række lande i Sydøstasien, Syd- og Mellemamerika, Afrika og Mellemøsten i de sidste halvtreds år. Midlerne har overalt været de samme, den overlegne militære styrke, bomber og missiler. Men intet sted er resultatet blevet et velfungerende demokrati. Det nye består i at det nu sker i NATOs navn og under menneskerettighedernes banner.
Har vi europæere gjort os klart at med det ny NATO er vi blevet dybt involveret i den amerikanske, puritanske mission til forbedring af verden? Legitimationen bag dette ideologiske korstog er at finde i den vidtbredte opfattelse blandt amerikanere at USA er exceptionel, at her har ‘Gud den Almægtige skabt en nation der er unik i retfærd og storsind, frigjort fra de motiver som styrer alle andre stater’, som Schlesinger udtrykker det. Dette storsind og denne frigjorthed forklarer også hvorfor det amerikanske senat for nylig kunne afvise ratifikation af traktaten om forbud mod kernevåbenforsøg.
EU's stats-og regeringschefer søger i disse måneder krampagtigt at lægge grunden til en europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik som også omfatter en forsvarsmæssig dimension. Mangel på politisk vision og styrke synes at føre til at resultatet heraf bliver en blank accept at det ny NATO under amerikansk hegemoni. Vore svage politiske ledere er domineret af en frygt for at en selvstændig politik, hvorunder europæerne selv påtog sig ansvaret for at opretholde fred og stabilitet i et Europa som ikke længere er kuet af terrorbalancen, kunne føre til et brud med USA. Denne frygt er for så vidt velbegrundet for amerikanerne har absolut ingen tillid til at europæerne vil være i stand hertil. Deres erfaringer i dette århundrede og ikke mindst i det seneste årti bekræfter til fulde denne mistillid.
Men hvis europæerne vil at deres unionsprojekt skal have mere end blot økonomisk relevans, så må de etablere en ny magtbalance, ikke blot mellem hinanden, men også i forhold til USA. En balance som ikke er baseret på frygt og militær terror, men på gensidig respekt og fællesskab. Der er mange og stærke kræfter i det amerikanske politiske system, som er frigjort fra den puritanske tankegang og har en tilstrækkelig selvkritik til at forstå nødvendigheden af en sådan positiv balance. De ville kunne mobiliseres såfremt europæerne kunne leve op til deres ansvar for egen sikkerhed.
Alternativet hertil er en euro-atlantisk verden som politisk og økonomisk er undergivet amerikansk magtarrogance. I 1966 da Vietnamkrigen eskalerede og løb ud af kontrol for Lyndon Johnson, udgav formanden for senatets udenrigspolitiske udvalg, J. William Fullbright, en bog som han kaldte The Arrogance of Power. Han skriver her i indledningen at efter 100 års fred og fremgang ‘er Amerika som en stor nation ved at miste oversigten over hvad der faktisk er inden for magtens rækkevidde og hvad der er udenfor. ... Magt tenderer til at forveksle sig selv med retsind og en stor nation er særlig modtagelig for tanken om at dens magt er et tegn på Guds gode vilje, så den tillægger sig selv et særligt ansvar for andre nationer - for at gøre dem rigere og lykkeligere og klogere, at genskabe dem i sit eget strålende billede. Magt som forveksles med at have ret tenderer til at opfattes som almagt - og har man først set sig selv som havende en mission, så vil en stor nation let antage at den har ikke blot midlerne men pligten til at gøre Guds gerning.’
USA vil blive bekræftet i denne antagelse så længe Europa kun demonstrerer sin afmagt.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
