|
|
Kronik i Politiken, 25. november 1999
EUROPÆERNES LÆSNING af USA's udenrigspolitik bliver ofte fejlagtig fordi vi er tilbøjelig til at vurdere den ud fra vore egne forudsætninger. Vi tror at de har en selvopfattelse, som ligner vores. De er jo trods alt en slags europæere. Men det er ikke rigtigt. Amerikanere er ikke europæere. Når det kommer til udenrigspolitik, er de ikke nationalister. De er globalister. De ser sig selv i et andet perspektiv i forhold til den omgivende verden.
Amerikanerne har en tvedelt opfattelse af deres nation, hvor de to tendenser kan virke indbyrdes modstridende, mens de også kan ses som gensidigt forstærkende eller komplementære. Den ene opfattelse er at de ser deres nation som et storslået eksperiment, et forsøg på at skabe et samfund uden grænser af social eller etnisk karakter, et samfund hvor individets frihed til selvudfoldelse, baseret på hårdt arbejde og selvtillid, er af fundamental betydning. Det er en opfattelse som har sin rod i flugten fra Europa, fra feudalisme, standsforskelle og religiøs intolerance. Man vender ryggen til Europa for at skabe et nyt og mere retfærdigt samfund som bliver en smeltedigel af alle mulige etniske elementer. Det er den holdning der danner baggrund for den tilbagevendende tilbøjelighed til isolationisme i amerikansk politik. I stedet for at blande sig i omverdenens problemer har amerikanerne ofte koncentreret sig om at opbygge deres eget samfund og deres egne institutioner på grundlag af den amerikanske forfatning. Det forhold at det er forfatningen (dvs. loven og ikke staten) som sikrer individets rettigheder, har haft som resultat at der relativt set er tre gange så mange advokater i USA som i de fleste europæiske lande. Det præger amerikansk politik. Det siges at Keynes under forhandlingerne i 1944 om efterkrigstidens valutasystem på et tidspunkt opgivende udbrød at Mayflower i sin tid måtte have været fyldt med advokater.
Det var nu ikke tilfældet. Mayflower, skibet der i 1620 landede på New Englands kyst, var derimod fyldt med engelsk-hollandske calvinister, strenge puritanere, pilgrimme som så det ny land som en gave fra Vorherre næsten i gammeltestamentlig forstand. De følte de måtte genskabe og forbedre verden. Det er her roden til den anden opfattelse af Amerika ligger, nemlig troen på USA som en ‘redeemer’ nation, en forløser- eller en frelsernation, som har en mission at udføre i verden. Efter amerikanernes opfattelse er USA ikke et land som alle andre, påpeger Arthur M. Schlesinger, Jr.. Det er ikke en nationalstat, baseret på et folk med fælles historie, tradition og nedstamning. Det er en ‘idealstat’, en idea-state, baseret på en idé, på en sekulær ideologi som de mener har universel gyldighed. Uafhængighedserklæringen fra 1776 er deres fælles trosbekendelse. Den forpligter dem til at udbrede frihed og demokrati til alle verdens folk. Det er en opfattelse som gør dem til interventionister som formidlere af den rette samfundslære, den rette ideologi. Resultatet er, som Henry Kissinger siger i sin bog om diplomati, at ‘der er intet land der så kraftigt har afvist indblanding i egne affærer som USA, mens det samtidigt lidenskabeligt har krævet at dets egne værdier skulle være universelt gældende.’
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
