|
|
OFTE HØRER MAN spørgsmålet: ‘Hvor er Europas østgrænse?’ Jerntæppet var en solid grænse indtil 1989, og den kolde krig har efterladt et mentalt kort i mange vesteuropæeres bevidsthed hvor muren stadig findes. Selv inden for Tyskland, hvor det er udenrigsminister Joschaka Fischers opfattelse at det vil tage mellem en generation og to at fjerne den mentale mur.
Men det er ikke blot den kolde krig der har skabt dette kort. Fyrst Metternich, der som Østrigs udenrigsminister spillede en afgørende rolle på Wienerkongressen i 1815, citeres ofte for bemærkningen ‘Østen begynder ved Landstrasse!’ – den boulevard der fra Wiens centrum går østpå. Og endnu langt længere tilbage, til middelalderen, før Danmark overhovedet kom på landkortet. Dengang taltes ikke om Europa, men om kristenheden. Og kristenheden var den romerske kirke. Den ortodokse Østkirke med centrum i Konstantinopel var ikke del deraf. Den opfattelse gør sig stadig gældende hos mange, og den blev genoplivet af den amerikanske politolog Samuel Huntington for få år siden med bogen ‘The Clash of Civilizations’ (Civilisationernes sammenstød), hvori han hævdede at ‘Europa ender hvor vestlig kristendom ender og islam og ortodoksi begynder.’
Den påstand førte til mange protester og blev ret enstemmigt forkastet af europæiske politologer. Men opfattelsen af at slaverne, de østeuropæiske folk og især folkene på Balkan, er en smule, ja måske meget, uciviliserede, er blevet kraftigt styrket af de ulykkelige begivenheder i det tidligere Jugoslavien. Ikke mindst krigen om Kosovo gav anledning til at dæmonisere serberne for at retfærdiggøre NATOs angreb. Skulle det ske at EU's udvidelse mod øst blev lagt ud til folkeafstemning i de nuværende medlemslande, således som EU-kommissær Verheugen’s nylige udtalelser rejste diskussion om, er det ikke utænkeligt at man vil høre slet skjulte argumenter om at det er barbarer som presser på mod Fort Europas porte.
DET FOREKOMMER helt utænkeligt at Stats- og Regeringscheferne på det forestående møde i Nice vil kunne enes om reformer, der vil kunne gøre medlemskab af EU mulig for de tolv ansøgerlande i en overskuelig fremtid, for slet ikke at tale om de følgende tolv-fjorten. Sandsynligvis enes man om institutionelle ændringer som kan iværksættes når antallet af medlemmer kommer over tyve – det ske sent. Man vil bruge mange smukke ord, og samtidigt hæve barrieren for adgang yderligere en smule ved et charter om fundamentale rettigheder. Men en fundamental ændring af Unionen som kan give disse lande ‘Peace and Prosperity’ – fred og fremskridt – vil ingen af de høje politikere tænke på.
Folkene østpå vil forblive bag et glastæppe indtil EU ser meget anderledes ud. For et par år siden skrev en at disse ‘østerlændinge’, Slavenka Draculic, derfor følgende: ‘Måske ’Europa’ skulle defineres ikke ved hjælp af geografi eller historie, ej heller ved politik eller kultur, men blot som en drøm; som noget man blot forestiller sig: Utopia. Det dejlige ved en sådan definition ville være at alle ville have lige ret til at drømme den; og derved ville det blive en drøm som ingen kunne stjæle fra dig.’
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
