|
|
Kronik i Politiken, 10. oktober 2000
DET VAR I MARTS 1946 Churchill holdt den berømte tale hvor han sagde: ‘Fra Stettin ved Østersøen til Trieste ved Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig over kontinentet.’ Dette tæppe delte Europa i mere end fyrre år indtil det endeligt brød sammen da Berlinmuren faldt i november 1989. Men nu, elleve år senere, viser det sig at et glastæppe har sænket sig i stedet.
At det europæiske projekt, EF/EU, skal udvides til at omfatte i det mindste nogle af landene på den anden side jerntæppet, har der været principiel enighed om hele tiden siden 1989. Det var ikke nogen klar politisk beslutning dengang. Det var simpelthen den politiske opinion, pressen, offentligheden, der satte den dagsorden. Men tøvende bakkede politikerne op bag den.
Så hvorfor er det ikke sket? Lige siden 1992 har man sagt at om fem år vil det første centraleuropæiske land blive medlem. Nu i 2000 siger man det samme, 2005. Disse lande har i mere end ti år set frem til at ‘vende tilbage til Europa’. Polakker, tjekker og ungarere mente længe at de faktisk havde en førstefødselsret fordi de havde udgjort Centraleuropa engang. Kulturelt tilhørte de Vesten, men de var blevet kidnappet af Sovjet og politisk placeret i Øst, som Milan Kundera skrev i midten af 1980erne.
1989 var et dobbelt chok for EF. Umiddelbart blev politikerne skrækslagne ved tanken om Tysklands samling. Ville et stort, stærkt, forenet Tyskland fortsat være med i det europæiske projekt, når der ikke længere var en trussel fra Øst? Eller ville det selv komme til at udgøre en trussel som tidligere i historien?
Det andet chok var det ny Europa. Hvordan skulle man forholde sig til de helt nye sikkerhedspolitiske problemer, der her ville opstå, så længe man ikke havde en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik? Hvordan skulle man kunne indpasse dem i det økonomiske samarbejde som var tilpasset de langt rigere lande?
Heldigvis tog amerikanerne ikke hjem til Amerika straks efter Murens fald, så de kunne fortsat tage sig af sikkerhedspolitikken. Derfor valgte EF-landene at kaste sig over en uddybelse af deres projekt, før der kunne blive tale om en udvidelse af det. Det drejede sig om at binde Tyskland endnu stærkere ind i det europæiske projekt. Den strategi førte til Maastricht traktaten og planen om en økonomisk og monetær union, ØMU. Udvidelsen måtte udsættes.
Kommissionens taktik over for de central- og østeuropæiske lande bestod i at få dem til at vente længst muligt med at søge om medlemskab, selv om de faktisk i henhold til både Rom-traktaten og den ny EU-traktat havde ret til at søge herom, når de ville. Flere af dem fik allerede i 1989 tilbudt teknisk og handelsmæssig bistand, og forhandlinger om de første ‘Europa-aftaler’ om associering blev påbegyndt i december 1990. Men det blev klart understreget at der ikke hermed blev givet tilsagn om at åbne op for fuldt medlemskab, således som tilfældet havde været da Fællesskabet indgik associeringsaftaler med Grækenland og Tyrkiet i begyndelsen af 1960erne. Hensigten var at skabe et frihandelsområde for industrivarer – med undtagelse af de for EF ‘følsomme sektorer’, kul, stål og tekstiler, hvilket betød at op mod halvdelen af disse landes industriproduktion ikke ville få fri adgang til EF. Deres landbrugsvarer ville heller ikke kunne komme ind, men omvendt ville EF-landenes landbrug få store tilskud til eksport til øst. Spørgsmålet om fri adgang for arbejdskraft blev overhovedet ikke nævnt – der var tilstrækkeligt med arbejdsløse i vest. Resultatet i de følgende år var et kæmpeoverskud i EF’s handel med østlandene og en forsinkelse af deres økonomiske omstilling.
INTET AF EF-LANDENE talte alvorligt for en udvidelse. Briterne gjorde det nok, men alle vidste at deres hensigt hermed var at udvande EF og gøre det til et frihandelsområde, så ingen tog det alvorligt. Tyskerne var fuldt optagne af deres problemer med at indlemme de østtyske delstater i Forbundsrepublikken, og Kohl håndterede den økonomiske side af den sag så elendigt at hele Europa blev trukket ud i et voldsomt tilbageslag, hvilket ikke gjorde sagen lettere. Franskmændene, tro mod deres politiske natur, fandt på alle mulige krumspring. Præsident Mitterrand talte tåget om af skabe en stor Europæisk Konføderation og blev bakket op af Kommissionens præsident, Jacques Delors, der forslog skabelsen af et Europa bestående af koncentriske cirkler med EU i midten og de andre flydende mere løst udenom.
I 1993 var Europa-euforien fordampet. Frustrationen i øst steg og kritikken af EU's protektionisme blev stadig stærkere. Forsøgene på at tilbyde erstatning for fuldt medlemskab ophørte, og på mødet i København i juni 1993 tilbød det Europæiske Råd de associerede lande adgang ‘så snart de var i stand til at påtage sig forpligtelserne som medlemmer og til at leve op til de økonomiske og politiske betingelser.’ Det betød at de skulle have opnået en politisk stabilitet der sikrede demokrati og respekt for menneskerettigheder og lovgivning, og desuden etableret en markedsøkonomi som kunne møde konkurrencen inden for EU. De skulle antage EU's regler i fuldt omfang, herunder i princippet acceptere deltagelse i ØMU’en, og – ikke mindst – have den administrative kapacitet til at gennemføre og håndhæve denne lovgivning.
Herefter udarbejdede Kommissionen en før-tiltrædelsesstrategi som blev vedtaget i slutningen af 1994. Den forudsatte at ansøgerne kunne begynde at tilpasse sig på grundlag af en ‘hvidbog’, et katalog med en detaljeret opregning af alle de områder i det Indre Marked, hvor de måtte udarbejde ny lovgivning. Men det blev også præciseret at forhandlinger om optagelse først kunne ske når EU selv var parat til udvidelse efter en ny regeringskonference.
Denne konference fandt sted i 1996 og førte frem til Amsterdam-traktaten. Men allerede før konferencen startede, havde medlemslandene udskudt de forudsete reformer af landbrugs- og strukturpolitik, og der blev heller ikke på konferencen enighed om væsentlige institutionelle reformer. Det Europæiske Råd havde imidlertid tilbage i juni 1994 forpligtet sig til at optagelsesforhandlinger med Cypern skulle begynde senest seks måneder efter konferencens slut, så derfor indbød man på mødet i Luxembourg i december 1997 ikke blot Cypern, men også Polen, Tjekkiet, Ungarn, Estland og Slovenien til forhandlinger som startede i marts 1998. Og endelig i december 1999 gav man grønt lys for andre seks, Rumænien, Bulgarien, Letland, Litauen, Slovakiet og Malta. Forhandlinger med dem blev indledt i februar 2000.
Ti år var gået før man nødtvunget begyndte at forhandle om optagelse, vel at mærke uden at EU selv havde været i stand til at foretage de nødvendige institutionelle reformer som alle vidste ville være nødvendige. Det er sådanne reformer man forhandler om i øjeblikket og som der skal skabes enighed om på mødet i Nice i december.
MEN ÉN TING ER de formelle procedurer og afstemningsregler. Noget andet er virkeligheden uden for mødelokalerne. Og den gør en fuld økonomisk integration af de ti central- og østeuropæiske lande i EU komplet umulig, i hvert fald i de næste 10-15 år. Alle ved det, men ingen tør sige det.
Årsagen er enkel. Der er 105 millioner indbyggere i de ti lande og 374 millioner i EU, så det er en kæmpeopgave der er tale om. Men intet af de ti lande er så velstående som selv det fattigste land i EU, Grækenland. Indkomsten pr indbygger i de ti lande ligger under en trediedel af gennemsnittet i EU og under halvdelen af indkomsten i Grækenland. Selv om deres økonomiske vækst i de kommende år ville være dobbelt så stor som i EU, så vil det tage dem 25-30 år at nå op blot på niveau med Grækenland. Hvis de skulle tage del i den nuværende landbrugspolitik, ville EU's udgifter stige voldsomt – alene polsk medlemskab ville forøge EU's landbrugsbefolkning med næsten halvtreds procent. Udgifterne til strukturpolitikken ville blive stort set fordoblet ved anvendelse af de eksisterende regler.
Integrationen kan ikke ske uden at der sker fundamentale ændringer i EU's egne politikker – og der er mange stærke kræfter der modsætter sig det. Men selvom dette skete, ville der blive tale om meget lange overgangsordninger, hvor de nye medlemmer blev stedmoderligt behandlet. Og hvis man med rimelighed fortsat kunne tale om Fællesskab eller Union, ville det under alle omstændigheder være nødvendigt med en betydelig økonomisk bistand, som vil koste de nuværende EU-landes borgere dyrt.
Her ligger en væsentlig del af forklaringen på at EU er mere end tøvende med udvidelsen østpå. Som William Wallace, en kender af både EU og Centraleuropa, har sagt for nylig: ‘Det institutionaliserede Europa strækker sig så langt østpå som de vesteuropæiske skatteydere og vælgere er villige til at tolerere.’
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
