|
|
DET ER DOG IKKE blot pengene og størrelsen af opgaven, der er forklaringen. Problemerne stikker langt dybere og er af en karakter som EU er ude af stand til at håndtere med den nuværende struktur.
Udvidelsen mod øst har en helt anden ‘kvalitet’ end udvidelsen mod syd med Grækenland, Spanien og Portugal havde. Der skete i 1970erne en ændring i disse landes politiske regimer, som gjorde en optagelse mulig. Men en fundamental ændring af deres økonomiske systemer var ikke nødvendig. De var markedsbaserede og integrerede i vesteuropæisk økonomi. Noget sådant var slet ikke tilfældet, hvor de kommunistiske regimer brød sammen. Her skulle der ske en transformation af deres politiske system til demokrati, men det er en transformation som går langt dybere end blot til indførelse af frie valg og demokratiske institutioner. Hele deres lovgivningsmæssige og administrative system skal bygges op stort set fra grunden.
Der skete på det nærmeste et totalt sammenbrud af deres centralt styrede økonomier i begyndelsen af 1990erne med et voldsomt fald i produktionen til følge. Det var kun de færreste af landene der i 1999 var kommet op på samme indkomstniveau som ti år tidligere. Regeringerne har i varierende grad satset på en dybtgående omstillingsproces med prisliberalisering og privatisering af virksomheder, i nogle tilfælde mere til gavn for vestlige investorer og lokale mafiaer end for befolkningen. De offentlige finanser har været svære at håndtere så længe der ikke var noget indkomstbaseret skattesystem, så inflationen har været kolossal. Der fandtes ikke nogen privat finanssektor med banker og børser, som kunne kanalisere opsparing og kapital ind i nye investeringer. De sociale velfærdsordninger, som var meget betydelige i det kommunistiske system, brød sammen med udbredt nød og fattigdom til følge. Miljøpolitik havde været ‘en by i Rusland’ og udgør nu et kæmpeproblem som synes helt uoverskuelig i forbindelse med optagelsesforhandlingerne.
Måske værst af alt, så havde det totalitære system
forhindret udviklingen af det civile samfund, de sociale relationer og netværk
uden for statens rækkevidde. Som flere af dissidenterne, ikke mindst Vaclav
Havel, har fremhævet, så havde det kommunistiske system
en ødelæggende indflydelse på den individuelle psykologi og arbejdsmoral.
Samfundet var i to generationer blevet gennemsyret af mistillid og frygt, og
det viste sig at være en meget krævende og kompleks proces at iværksætte et
demokratisk system, som i princippet må baseres på tillid. De fleste af
landene havde aldrig haft en chance for at opbygge en demokratisk tradition,
men havde været styret af autokratisk-militære regimer i mellemkrigstiden,
undtagen Tjekkoslovakiet som havde haft et sundt demokrati indtil vestmagterne
lod det knuse af Hitler.
Trods alle disse vanskeligheder har de fleste af landene nået imponerende resultater med omstillingen, både politisk og økonomisk. Men processen har været vanskelig og skrøbelig, politisk usikker i Slovakiet og Bulgarien i 1996-98 og med økonomisk tilbageslag i Tjekkiet i 1997. Kravene som EU har opstillet for medlemskab har utvivlsomt virket som en kraftig spore for reformer, og folkene har ikke alene lært men også lidt under omstillingen. Det er fuldt forståeligt at skuffelse og frustration har bredt sig når man tænker på det håb om frihed og velstand som 1989-revolutionen vakte. En EU-analyse viser at i 1999 var utilfredsheden med omstillingen så høj som 72 pct blandt tjekkerne, 66 pct blandt ungarerne og 61 pct blandt polakkerne. Nostalgien for den kommunistiske tid er udbredt. Det er eliterne som ubetinget støtter tilslutning til EU, mens opbakningen fra de brede befolkning er faldende.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
