ark og ulands

 

 

 

 

 

 

DET BLEV hermed skåret ud i pap at ligegyldigt hvad europæerne finder på med hensyn til fælles forsvar, europahær og alt det som danskerne frygter, så sker det under amerikansk overhøjhed. Europa har fuldstændig afskåret sin suverænitet i så henseende. Det var også det EU’s stats- og regeringschefer måtte konstatere på mødet i Nice i december, om end ikke helt med dette ordvalg. Det er resultatet for europæisk sikkerhedspolitik efter otte år med demokraterne ved magten i det Hvide Hus og i ‘Foggy Bottom’, det amerikanske udenrigsministerium.

MEN HVORFOR skulle det blive anderledes under republikanerne og med Colin Powell som afløser for Madeleine Albright? Fordi der så måske kunne komme lidt mere ‘realisme’ og mindre ‘idealisme’ ind i amerikansk udenrigspolitik.

DEMOKRATERNE ER i højere grad end republikanerne præget af forestillingen om at det er deres mission at udbrede den amerikanske model til den øvrige verden. De blev bekræftet heri da de så europæernes mere end ubehjælpsomme reaktion på de ulykkelige begivenheder i det tidligere Jugoslavien og på de central- og østeuropæiske landes bøn og forventning om at ‘vende tilbage til Europa.’ Der er ingen grund til at vente på at ‘tomatavlerne i Ungarn skal begynde at bruge de rigtige pesticider’ som EU kræver før en udvidelse, skrev Madeleine Albright i 1997, og så begyndte hun at udvide NATO.

              Alliancen, som i amerikansk bevidsthed oprindelig var en alliance ‘mod krig’, var i mellemtiden blevet erklæret at være en ‘alliance for fred og samarbejde’. Denne opfattelse synes at have givet legitimation til det brud på FN-pagten der skete da NATO besluttede at intervenere i Kosovo. Der var tale om en ‘humanitær intervention’, men hvorledes dette begreb kunne omfatte massive bombetogter er ikke umiddelbart forståelig. USA havde tilsyneladende overbevist sine allierede om at man med dette middel kunne bringe den forfærdelige situation, der havde udviklet sig i Kosovo, til afslutning i løbet af et par dage, og man havde derfor ikke nogen alternativ strategi. Da dette mislykkedes aldeles, blev krigens primære formål at redde USA's troværdighed og NATO’s overlevelse. Det lykkedes efter ti ugers forløb at standse fjendtlighederne, men ironisk nok ikke uden hjælp fra russerne som forhandlingsformidler.

 

FORSKELLEN PÅ Madeleine Albright og Colin Powell er klart illustreret i en situation som Powell redegør for i sine erindringer, My American Journey. I 1993, da Albright var USA's FN-ambassadør, spurgte hun ham retorisk i en diskussion hvilken mening der var i at have al den overvældende militære magt, som han altid talte om, ‘hvis vi ikke kan bruge den.’ Powell nævner at han nær havde fået et anfald ved den bemærkning.

              Powell er præget af sine oplevelser i Vietnam. Som professionel soldat modsætter han sig tanken om at blive sendt i krig med bagbundne hænder og uden et klart defineret mål. Det var det, der skete i Kosovo, da den etniske udrensning af albanere skulle standses udelukkende ved hjælp af bomber. For soldaten kan en krig vanskeligt opfattes som ‘humanitær’. For generalen bør krigens formål være at beskytte en klar ‘national interesse’, som tilfældet havde været i Golfen da Powell var generalstabschef. Her var der tale om at beskytte USA's og Vestens vitale interesser i olietilførslerne og ikke at opretholde et ikke-eksisterende demokrati i Kuwait.

 

POWELL HAR givetvis en langt mere realistisk opfattelse af hvad der er USA's nationale interesse end Albright havde. Derfor kom der under valgkampen signaler fra Bush's  lejr om at man måske ville trække de amerikanske tropper tilbage fra Balkan. De blev mødt med nervøse reaktioner fra europæisk side, for i så fald ville EU komme til at stå med ansvaret for sikkerheden i Europa.

              Det ansvar er EU ude af stand til at varetage, fordi man ikke har kunnet afklare hvad man vil med en europæisk sikkerhedspolitik. Man tænker udelukkende på en traditionel forsvarspolitik med et massivt militærapparat som det NATO opbyggede under den kolde krig og som USA nu har videreudviklet med al deres sofistikerede teknologi. Derfor taler Tony Blair om at EU ikke skal være en superstat, men en supermagt, og derfor har franskmændene altid villet frigøre Europa fra den amerikanske overhøjhed i NATO og udvikle en europæisk forsvarsdimension. Det er påfaldende at det er de to gamle ‘stormagter’, der fører sig frem på den måde. De har åbenbart ikke kunnet erkende at deres tid som sådanne for længst er passé.

              Hvis Powell’s realistiske opfattelse af den militære magts muligheder vil erstatte Albright’s frelsermentalitet, kunne EU måske bringes til besindelse om hvorledes ansvaret for egen sikkerhed omfattende hele Europa bedst kan varetages. Derfor ønsker jeg Mr Powell velkommen.

  RÆSONS FORSIDE

TILBAGE

DOWNLOAD SOM WORD-DOKUMENT

ARTIKLENS FORSIDE

INDSIGT I EUROPAs FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov