ark og ulands

 

 

 

 

 

DET LIGGER meget dybt i amerikanernes bevidsthed at USA er exceptionel. De dybeste rødder i deres politiske kultur rækker tilbage til de første pilgrimme der landede med Mayflower i New England i 1620. De så den ny verden som det forjættede land i gammeltestamentlig forstand, som et sted givet til dem af Vorherre. Mange af de senere indvandrere, der flygtede fra fattigdom og undertrykkelse i Europa, var eller blev ligeledes dybt religiøse, hvilket ikke er overraskende fordi de havde vendt ryggen til deres hjemstavn og dermed skåret båndene over til den del af deres identitet. Det gælder i endnu højere grad dem der kom til Amerika mod deres vilje, afro-amerikanerne. Religionen kom til at udfylde dette tomrum, og den har siden spillet en særdeles væsentlig rolle i amerikansk politik – noget som europæere har svært ved at forstå og acceptere.

              Efter 1776 opbyggede amerikanerne et politisk system som de siden har anset for en model også for den øvrige verden. Det er et system der bygger på myten om USA som en kulturel smeltedigel, hvor individuel frihed, lighed og initiativ er de afgørende værdier. I den amerikanske bevidsthed er der ikke grobund for de politiske ideologier – nationalisme og socialisme – som har plaget Europa i de sidste to hundrede år. Som en klog amerikaner har sagt: ‘Det har været vor skæbne ikke at have, men at være en ideologi.’ USA er ikke en nationalstat i europæisk forstand, men en ‘idé-stat’. Demokrati og markedsøkonomi er blevet den sekulære ideologi alle er fælles om. Styrket af det religiøse element i den politiske kultur anser amerikanerne deres nation for at være en redeemer nation, en frelsernation som har til opgave at frigøre verdens folk fra undertrykkelse og tyranni. ‘Vor nation er udvalgt af Gud og har af historien fået til opgave at være en model for verden’, sagde George W. Bush under valgkampen sidste efterår.

              Den gammeldags isolationisme og protektionisme har i dag ingen chance i amerikansk politik. Den kommer kun til udtryk hos ekstreme figurer som Ross Perot og Patrick Buchanan. Spørgsmålet for Europa er hvilken politik det brede flertal,  internationalisterne, vil føre.

              Blandt dem har idealisterne som regel overtaget blandt demokraterne, mens realisterne dominerer hos republikanerne. De fleste europæere har som nævnt en tilbøjelighed til at foretrække demokraternes politik. Men der er god grund til som europæer netop nu at forholde sig kritisk til den idealistiske demokratiske tradition som den tegner sig gennem Wilson-Roosevelt-Kennedy-Clinton. Der er her tale om en form for internationalisme som resulterer i en politik hvor USA aktivt, militært og økonomisk, påtager sig ‘sin forpligtelse’ til at udbrede deres samfundsideologi, også til Europa. Det var velkomment at de gjorde det efter den anden verdenskrig, hvor Europa var økonomisk knust og politisk splittet. Når de fortsat mener at de må tage ledelsen i europæisk sikkerhedspolitik, skyldes det især at europæerne har været forvirrede og ude af stand til at samle sig om en relevant politik under de ny forhold efter murens fald.

              Man skal ikke lade sig vildlede at demokraternes politik siden Roosevelt er blevet præsenteret som ‘multilateral’. USA har altid sikret sig mod at blive underlagt en international organisation. FN-systemet har kun kunnet fungere i det omfang det har haft USA's støtte, og det skyldes ikke blot vetoretten i Sikkerhedsrådet. Ethvert forsøg på at få USA til at bøje sig for en FN-resolution er blevet blokeret, hvad enten det gjaldt forbud mod landminer eller oprettelse af en International Domstol. Ligeledes har det amerikanske finansministerium altid sikret sig kontrol med Valutafonden. Multilateralismen har været en strategi hvor amerikanerne gennem forhandling, som tilfældet var under Golfkrigen for ti år siden, søger at skaffe sig tilslutning til deres egen politik, men heller ikke mere. I tilspidsede situationer kommer denne holdning klart til udtryk som unilateralisme. Derfor foreslog Madeleine Albright også i et tv-interview for nogle år siden at man skulle holde op med at tale om multilateralisme. ‘Lad os kalde det byrdefordeling’, sagde hun. Det var da ærlig snak.

 

NATO ER principielt en multilateral organisation. Men ingen har været i tvivl om hvem der bestemte når forhandlingerne var i gang. Ganske vist spiller atomvåbnene ikke den samme rolle nu som under terrorbalancen mellem USA og Sovjetunionen, men efter Golfkrigen og især efter Kosovokrigen er det helt åbenbart at amerikanerne besidder højteknologiske våben og informationssystemer, som europæerne ikke har nogen chance for at hamle op med. Det har gjort de sidstnævnte meget ydmyge og har stort set blokeret for udviklingen af en selvstændig europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik.

              USA har været meget på vagt over for de europæiske planer i så henseende. Allerede på NATO mødet i Rom i november 1991, få uger før undertegnelsen af Maastricht-traktaten, blev det fremhævet at NATO-alliancen ‘er det afgørende forhandlingsforum for medlemmerne og stedet for enighed om en politik der har betydning for de allieredes sikkerheds- og forsvarsforpligtelser under Washington-traktaten (NATO-traktaten)’.  Amerikanerne frygtede at EU-landene med Maastricht ville etablere deres eget forum for en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, så de ville komme til forhandlinger i NATO i enighed med et færdigt forslag, som de ikke kunne ændre på. USA har lige siden 1991 holdt et vågent øje med at noget sådant ikke ville ske. Så sent som på NATO-mødet i Washington i april 1999, et par uger efter NATO gik i krig i Kosovo, blev det noteret at ‘udviklingen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (i EU) omfatter den fortsatte tilrettelæggelse af en fælles forsvarspolitik. En sådan politik, som der lægges op til i Amsterdam-traktaten, vil være i overensstemmelse med den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik der etableres inden for rammerne af Washington-traktaten.’

  NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov