Artiklen kan på sidste
side (s.3) downloades som Word-dokument, fx til udprintning
ark og ulands
DET
SOM sandsynligvis kommer til at stå i centrum for den politiske kamp i
det kommende århundrede er spørgsmålet om hvorledes demokratiet vil være i
stand til også at udvikle principper og institutioner for at borgerretten
kommer til at omfatte kulturelle rettigheder.
Spørgsmålet har
rejst sig med stigende styrke i de sidste to årtier som følge af indvandringen
til Europa. I USA har man kendt det længe, men har forsøgt at overleve på
myten om landet som en kulturel smeltedigel. Men i Europa er problemet
væsentligt større, for her har man baseret nationalstaten på en myte om
kulturel homogenitet. Ydermere må man, hvis man vil søge frem mod en form for
politisk enhed i Europa, i sin opfattelse af en europæisk politisk kultur også
skabe rum for nationalstatens kulturelle rettigheder.
Spørgsmålet er og
vil længe være uoverskueligt, for det rækker helt ned til roden i
oplysningstidens filosofi som ligger bag vort politiske system. Det var
individets frihed i forhold til samfundet, som stod i centrum for denne
filosofi, og det liberale demokrati som vi hylder lægger afgørende vægt på
individuelle rettigheder. Men kulturelle rettigheder må nødvendigvis opfattes
som kollektive rettigheder, og de kommer derfor let i modstrid med den
dominerende opfattelse af liberalt demokrati – mest absurd som tilfældet var
under det kommunistiske system hvor arbejderklassens kollektive ‘ret’
fuldstændigt undertrykte individet.
Den europæiske
konstruktion har hidtil været blind over for spørgsmålet om kulturelle
rettigheder selv om det i stadig stigende grad virker lammende for projektet.
Sagen er at man ikke tør anvende udtrykket, og derfor kommer problemet
konstant op under dække af udtrykket ‘nationale interesser’. Efter hvert
eneste møde i det Europæiske Råd kommer regeringscheferne ud på stribe og
forklarer pressen hvorledes de har forsvaret deres nationale interesser. Det
er et udtryk som dækker over mange ting, men den seriøse kerne i det er
rettigheden til at opretholde deres nationale politiske kultur.
DET
ER EN overvejelse værd om ikke man skulle bruge tanken om et imperium,
et kejserrige, som model. Det vil utvivlsomt virke provokerende fordi der
knytter sig så mange negative forestillinger til dette ord, vel begrundet i
Europas historie. Men i princippet respekterer den gode kejser folkenes
kulturelle rettigheder mens hans opgave er at opretholde fred og stabilitet i
riget. Legitimiteten til at udøve den nødvendige magt for at opretholde freden
kan dog ikke som i tidligere tider findes i ‘Guds nåde’, men må nødvendigvis i
den moderne tid findes i ‘de regeredes samtykke.’ Men magten til at opretholde
freden ligger ét og kun ét sted i et imperium. Hos kejseren.
For at blive i
billedet, så er Europas problem at den traditionelle opfattelse af
nationalstaten, hvad enten den er baseret på Statsnation eller Kulturnation,
blokerer for en tanke om at skabe et europæisk imperium. Derfor er den
Europæiske Union ikke en union, men et anarki, dvs. et politisk system uden
regeringsmagt. I realiteten ligger magten på den anden side Atlanten, hos USA,
som den har gjort siden 1940erne. Det er senest klart demonstreret ved EU's
fallit over for udvidelsen mod øst. Europa er blevet del af et amerikansk
imperium.
Og nu indkalder
man så atter en gang i 2004 forfatningsskrædderne til som i Maastricht,
Amsterdam og Nice at sy nye klæder til det europæiske projekt. Men på grund af
den ynkelige tilstand, Europa befinder sig i, skal vi nok regne med at der
heller ikke denne gang vil være en kejser inden i de ny klæder.
