Europas tilstand

DE TO EKSEMPLER illustrerer det flimrende billede der er i Europa af forholdet mellem stat og borger. Der må ske en afklaring af dette billede før Europa kan bringes ud af sin ynkelige tilstand. Årsagen til at billedet flimrer er den placering som nationalstaten har fået i den europæiske politiske kultur i løbet af de sidste to århundreder. Den franske revolution i 1789 åbnede op for en politisk virkeliggørelse af de demokratiske principper som oplysningstidens filosoffer havde formuleret. Demokratiet blev det dominerende politiske system om end det tog årtier at få det i gang, og det er først efter den europæiske revolution i 1989 at det er blevet realiseret i hele Europa.

I de senere års debat om nationalisme er det ofte blevet fremhævet at opfattelsen og etableringen af nationalstaten baserer sig på to forskellige principper som afspejler forholdet mellem stat og borger. Ifølge den ene er det statsmagten som har skabt nationen gennem et effektivt administrations- og undervisningssystem. Herved er borgerne, folket, blevet ‘nationaliseret’ eller ‘harmoniseret’ med et liberalt retsvæsen og et ensartet sprog, og de er blevet indpodet en loyalitet som rækker udover familie, landsby, og arbejdsfællesskab til et ‘indbildt’ samfund som kaldes nationen eller fædrelandet. Demokratiet er her baseret på en borgernationalisme (civil nationalism) der kommer til udtryk i en forfatning som gennem almindelig valgret og valgbarhed sikrer at regeringsmagten udøves med borgernes samtykke. Principielt er det demokratiske system derfor universelt og ikke begrænset til nationen.

Det andet princip ser modsat på forholdet mellem borger og stat og dermed på grundlaget for nationalstaten. Her er det dybtliggende rødder i historie, slægt, tradition og sprog som betinger det nationale sammenhold. Det er ‘folket’, fælles fortid og fælles fremtid, den fælles kultur, som skaber nationen og danner grundlag for statsmagten. Man har kaldt dette for etnisk nationalisme. Et demokratisk system, et styre hvor folket har magten, forudsætter at borgerne er sig bevidst som et kulturelt fællesskab. Kun herved kan de påtage sig et politisk ansvar for nationen. Folkestyret må basere sig på og komme til udtryk i samtale mere end i retlige regler om frihed og lighed. Det er samtalen, debatten inden for folket, der sikrer at regeringsmagten har borgernes samtykke. Men samtale og debat forudsætter et fælles sprog. Principielt er demokratiet derfor begrænset til nationen.

Den tyske historiker Friedrich Meinecke præciserede i 1907 klart de to opfattelser af nationen med udtrykkene Statsnation og Kulturnation, let forståelige i de germanske sprog men svære at oversætte til engelsk og fransk. Det er teoretiske begreber der lige så lidt som den teoretiske nationalstat, ét folk – én stat, findes rendyrket i praksis. Frankrig fremføres ofte som eksempel på en ‘statsnation’, men franskmændene vil i dag være de første til at hævde at landet er karakteriseret af en særlig fransk kultur. Tyskland eller de skandinaviske lande opfatter mere sig selv som ‘kulturnationer’, men staten har i disse lande i høj grad medvirket til at skabe en enhedskultur. Under alle omstændigheder opfatter alle europæiske lande sig i større eller mindre grad som nationalstater. De er alle dybt præget af en særlig politisk og økonomisk kultur, skabt af modernismens to drivkræfter: demokrati og industrialisme. Derfor er det absurd at hævde at nationalstatens tid er forbi. Vi lever mere end nogensinde i nationalismens tidsalder, ikke som ideologi men som politisk praksis.

DEN PROCES, som skabte nationalstaten i løbet af det 19. og 20. århundrede, kan ikke gentages på europæisk plan. Den europæiske Union kan ikke skabe europæere ved hjælp af hymner, flag og værnepligt på samme måde som den franske stat skabte franskmænd ud af bønderne i Bretagne og Provence. Og der er ikke noget europæisk folk som kan vækkes på samme måde som Grundtvig vakte den danske bondestand til national bevidsthed.

Men det betyder ikke at det er umuligt at skabe en ny politisk enhed som kan varetage den fælles interesse som folk og stater har i at sikre politisk og økonomisk stabilitet i Europa. Det er tilmed nødvendigt for nationalstaten kan ikke længere tilsikre en sådan stabilitet. Men skabelsen af en ny politisk enhed forudsætter to ting. For det første at der sker en afklaring af den fælles kultur eller identitet, som karakteriserer Europa, så vi – borgerne - ved og accepterer hvad man taler om når man bruger begrebet Europa i politisk forstand. For det andet at man kan enes om hvorledes regeringsmagten kan udøves i fællesskab, for ingen politisk enhed kan bestå uden der er en autoritet, en regeringsmagt, som kan opretholde orden og stabilitet, eventuelt ved magtanvendelse.

Ser man tilbage på udviklingen i Europa i de sidste to hundrede år, danner der sig et broget, men dog ret entydigt billede af en fælles politisk kultur som kan danne grundlag for en sådan politisk enhed for hvilken vi endnu ikke har et ord. Det var den britiske sociolog T.H. Marshall som i 1950 skitserede de trin som det europæiske demokrati har udviklet sig efter. Det er en dynamisk proces som stadig fortsætter, for demokrati et ikke et entydigt og endegyldigt politisk system.

Marshall fokuserede på begrebet citizenship, borgerskab eller borgerret, som han siger er en status som de har som er fuldgyldige medlemmer af et samfund. Det første element i denne borgerret er rettigheden til individuel frihed, tale- og tænkefrihed, lige ret for loven. Demokratiets institutioner til sikring af disse civile rettigheder er de uafhængige domstole. Dette element var det første trin i udviklingen af demokratiet og det blev gradvist etableret i løbet af det 19. århundrede, om end det blev forsinket og senere nedbrudt for en tid af krige og forskellige totalitære systemer.

Det andet trin var udviklingen af politiske rettigheder, udøvelsen af politisk magt gennem almindelig valgret og valgbarhed til parlament og lokale råd. Det var en udvikling som begyndte i 1830erne, men det var med tøven og skepsis at disse rettigheder blev udstrakt til uformuende arbejdere, husmænd og tyende, for ikke at tale om kvinder. Først efter den anden verdenskrig er denne udvikling var bragt til ende efter mere end 100 års politisk kamp.

Tredje trin i det europæiske demokratis udvikling var de sociale rettigheder som startede med Bismarcks socialsikringslove i 1880erne. Ganske vist blev disse love indført som et forsvar for staten overfor en truende socialistisk revolution. De var ikke tænkt som en udvikling af demokratiet, men arbejderklassen benyttede de nyvundne politiske rettigheder til i mellemkrigstiden at sikre sig et mindstemål af økonomisk velfærd og sikkerhed. Efter den anden verdenskrig skete der en hastig udvikling af de sociale rettigheder med udbygningen af velfærdsstaten og dens forgrenede netværk af institutioner, så hastig at udviklingen visse steder kammede over i blind tillid til at den økonomiske vækst ville fortsætte stabilt fremover, hvilket viste sig ikke at holde stik. Striden om sociale rettigheder er derfor på ingen måde afsluttet 120 år efter Bismarck, men princippet om en velfærdsstat som et integreret og centralt element i den europæiske politiske kultur er ikke længere omtvistet.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

ark og ulands