|
|
Kronik i Politiken, 23. april 2001
DET DANSKE SPROG har sine finurligheder. Havde overskriften været ‘Europas forfatning’, ville de fleste nok straks være kommet til at tænke på regler for den Europæiske Unions organisation og styre. Men ordet forfatning kan også betyde ‘tilstand’. Og det er spillet mellem disse to betydninger, jeg vil fange med overskriften. For Europa er i en sørgelig forfatning. Derfor er diskussionen om Europas forfatning begyndt.
Den startede forsigtigt da der i forbindelse med forberedelserne til Nice-traktaten blev sammenkaldt et ‘konvent’ som fik til opgave at udforme et charter for borgernes grundlæggende rettigheder. Allerede ordet ‘konvent’ var lidt betænkeligt fordi det lugter af Romerrige, munke og den katolske kirke, selv om gode danske lutheranske præster også kan mødes til konvent. Men et konvent er en forsamling som søger at fastlægge regler for en ‘orden’, og på fransk, convention, betyder det en grundlovgivende forsamling – jfr. Nationalkonventet af 1792.
Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer gik lige på problemet med sin tale på Humboldt universitet i maj sidste år, hvor han påkaldte en diskussion om en Verfassungsvertrag, en forfatningstraktat for en europæisk føderation - for hastigt derefter at understrege at han ikke hermed tænkte på en sædvanlig føderation som skulle erstatte systemet af nationalstater. Den europæiske integration må acceptere nationalstaterne som den realitet, de er, og derfor tage dem med ind i en føderation uden at devaluere eller nedlægge dem, sagde han. ‘Den nuværende opfattelse af en føderal europæisk stat som en ny suveræn magt til erstatning for de gamle nationalstater og deres demokratier viser sig at være en syntetisk konstruktion hinsides den etablerede europæiske virkelighed.’ Suveræniteten må deles mellem Europa og nationalstaten.
Skønt Fischer understregede at hans overvejelser var rent personlige, kom tanken om en forfatningstraktat til at præge mødet i Nice i december. Uden at anvende betegnelsen forfatning blev man her enige om at en ny regeringskonference i 2004 skal (1) fastlægge ansvarsfordelingen mellem unionen og medlemsstaterne, (2) bestemme status for chartret for de fundamentale rettigheder, (3) forenkle traktaterne og (4) præcisere de nationale parlamenters rolle i EU’s institutionelle opbygning.
DEN EUROPÆISKE forfatningskamp er således indvarslet. Men man kan frygte at debatten bliver overtaget af juristerne, ganske som debatten om den monetære forfatning blev overtaget af økonomerne. Så vil man ende op med en lige så umulig konstruktion for den politiske union som tilfældet er nu for den monetære union. Chartret om borgernes grundlæggende rettigheder er et afskrækkende forvarsel herom.
Dette initiativ blev mødt med skepsis i den danske offentlighed til trods for at statsministeren og hans personlige repræsentant, Erling Olsen, forsikrede at der blot var tale om at samle og redigere allerede indgåede forpligtelser om menneskerettigheder og andet godt i et enkelt EU-dokument. Mange mente at der var tale om en snigende føderalisering af unionen. ‘Klokkeklart sludder’, sagde juristerne, repræsenteret ved professor Hjalte Rasmussen (Politiken, 6. januar). ‘Chartret er et spyd, et retligt våben i borgernes hænder, som de kan bruge mod EU! Tro mig.’
Her afsløres juristens manglende forståelse for Europas politiske kultur, specielt den danske politiske kultur. EU opfattes her som ‘staten’, og ‘staten’ er en potentiel trussel mod borgerne. Derfor har de brug for et spyd til at forsvare sig med.
Denne opfattelse af staten er karakteristisk for store dele af Europa der er præget af den latinsk-katolske politiske kultur. Spørg blot italienere og franskmænd hvordan de opfatter ‘staten’. Men den er fremmed for den germansk-protestantiske politiske kultur. Her lever vi på myten om at ‘staten’ er borgernes tjener, at dens magt er udtryk for folkets vilje, og derfor er det absurd at folket skal forsvare sig mod den. Juristerne kan kalde denne myte for en livsløgn. Men de kommer ikke godt fra at tage den fra folk.
Den forskellige opfattelse af forholdet mellem stat og borger blev også illustreret i reaktionen på indførelsen af det europæiske borgerskab i Maastricht-traktaten. Juridisk set var det helt banalt at introducere Unionsborgerskabet med en artikel der sagde at ‘enhver person som har indfødsret i en medlemsstat er borger i Unionen.’ Men folk frygtede hvad der måtte ligge bag, så derfor måtte man i Amsterdam-traktaten tilføje at ‘Unionsborgerskabet skal komplementere og ikke erstatte nationalt borgerskab.’
Det var imidlertid afslørende at Kommissionen under forberedelserne af traktaten havde lagt vægt på at Unionsborgerskabet skulle styrke den enkelte borgers opfattelse af at høre til Unionen og give borgeren nogle rettigheder som ville binde ham til Unionen. Kommissionen anvendte således en sprogbrug om ejerskab, og det var borgeren som tilhørte Unionen. Det irske formandskab fik rettet op på dette freudianske fejltrin, så der i dokumentet kom til at stå at det er Europa der tilhører borgerne.
Illustrationsfoto:
EU
Portræt- samt bogfoto: CBS
