|
|
DEN OPRIGTIGE og folkelige interesse i at bevare den europæiske fred kunne ikke tilfredsstillet i det magtesløse Europaråd. Yderligere skuffet blev man da det ikke lykkedes at udbygge Kul- og Stålunionen med traktater for et forsvarsfællesskab og et politisk fællesskab. Her stillede den franske nationale interesse sig i vejen, og briterne fandt overhovedet ingen interesse i noget overnationalt. Al den europæiske retorik om fredens bevarelse blev derfor hægtet op på det Europæiske Økonomiske Fællesskab som blev iværksat i 1957. Det er dog alt sammen lavpolitik. Det giver anledning til en masse strid om den lovgivende magt og det demokratiske underskud. Men det er ikke højpolitik, dvs. politik der sigter mod at opretholde fred og økonomisk stabilitet i forhold til omverdenen, udøvet af en regeringsmagt.
‘Hov, stop!’, vil nogle hertil sige. Hvis penge- og valutapolitik er højpolitik, så gør EU netop nu et stort spring ind i højpolitik med euroen, den monetære union og den europæiske centralbank. ‘Nej’, vil jeg svare, ‘her er der ikke tale om politik, tværtom.’ Ganske som det var tilfældet med Kul- og Stålunionen i 1951, så er ØMUen et forsøg på afpolitisering af europæisk politik. Man har sagt det ganske tydeligt, med støtte i den herskende økonomiske teori at penge- og valutapolitik skal fjernes fra politikerne og lægges i hænderne på en teknokratisk centralbank som ikke må være under politisk indflydelse. At den afgørende beslutning om ØMUen i 1991 blev drevet frem af en stærk fransk national interesse i at tæmme den tyske forbundsbank, gør blot parallellen til 1951 endnu tydeligere. Om det på længere sigt kan lade sig gøre at afpolitisere og teknokratisere pengemagten, vil tiden vise.
Men lad os blot med Jospin kalde EU’s endemål for en føderation af nationalstater. I den eksisterende begrebsverden er dette udtryk i modstrid med sig selv. Hvis ikke stats- og regeringscheferne formår bedre at afklare og aftegne den politiske opgave, de stiller sig selv ved at tale om en europæisk forfatning, kommer juristerne på en umulig opgave.
Og imens vi venter på at der skal dukke statsmænd eller –kvinder op i europæisk politik, så vil den manglende europæiske højpolitik blive varetaget af USA ved hjælp af NATO og dollaren som tilfældet har været i de sidste halvtreds år.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
