|
|
I forhold til hidtidige begreber er det selvmodsigende. Ingen eksisterende føderation, selv ikke hvis den kalder sig for en konføderation (statsforbund) som Schweiz, består af nationalstater. En føderation består af delstater som i USA, Länder som i Tyskland eller af kantoner som i Schweiz. Begrebet ‘nation’ knytter sig disse steder til føderationen, også blandt schweizerne som jo er mindst lige så nationalbevidste som andre europæere. Man burde egentlig tale om en nationalføderation af delstater. Det Jospin og Fischer foreslår, er derfor at EU skal vende føderationen på hovedet, så at sige. Det bliver en drøj opgave for forfatningsjuristerne.
Blandt Europatraditionalisterne, men også blandt skeptikerne, hører man ofte at EU er stærkt på vej mod føderationen, men at politikerne, og ganske særligt de danske, ikke vil fortælle denne sandhed til deres vælgere. Argumentet er at medlemslandene ‘igennem de forløbne 30-40 år igen og igen har måttet bøje sig i støvet for et helt unikt europæisk retssystem, der ikke lader andre føderale systemer meget tilbage at ønske.’ (Marlene Wind i Weekendavisen den 19.oktober). Den gud i EU-maskineriet der således, om end langsommeligt, vender alt til det bedste og presser nationalstaterne ind i en føderation, er Domstolen. Det er dommerne i Luxembourg der gennem deres fortolkning af traktat- og direktivteksterne således skaber ‘borgernes Europa’, unionen på vej mod føderationen.
Det ville unægtelig være en ganske ny og hidtil uset måde at skabe en politisk enhed, nationalstat eller føderation, på. Ganske vist siger fortalen til Jyske Lov at ‘mæth logh scal land byggiæs’, men det var dog Valdemar Sejr, magtens indehaver, der gav loven. Jura kan ikke fortrænge politik, selv om der er dem der hævder at EU netop er et eksempel på at ret kan erstatte magt. Det er omvendt: ret må basere sig på magt. Ellers kan den ikke håndhæves. Derfor gælder retten ikke længere end magten rækker.
NÅR MAN diskuterer føderalisme, drejer det sig om hvordan magten er fordelt mellem de forskellige regeringslag inden for den politiske enhed, det være sig nationalstaten eller føderationen. Den kan være stærkt koncentreret som i Frankrig, eller meget decentral som i Schweiz. Men en afgørende del af magten er aldrig fordelt. Våbenmagt (udenrigs- og forsvarspolitik) og pengemagt (valuta- og pengepolitik) ligger entydigt hos den centrale magt, staten, også i den mest decentrale føderation.
Det er disse to former for magt der indgår i begrebet ‘højpolitik’, high politics. Al anden form for politik og magtudøvelse kan principielt udspille sig på lavere regeringslag, delstater, provinser, amter, kommuner osv. Det danske rige omfattende Danmark, Færøerne og Grønland er et udmærket eksempel på en magtfordeling hvor store dele af det, man kan kalde ‘lavpolitik’, low politics, er fordelt ud til de tre områder.
Den politik der udformes inden for EU, er næsten udelukkende lavpolitik. Det karakteristiske ved lavpolitik er at det i sin udformning sker ved en varetagelse af modstridende interesser. Det er det som et lands parlament beskæftiger sig med gennem lovgivningen hvor de forskellige politiske partier varetager deres vælgeres interesser bedst muligt. Det drejer sig næsten alt sammen om at tilstræbe en særlig indkomst- og byrdefordeling. Og de folkevalgte gør det under ansvar over for vælgerne, folket.
Inden for EU er der på samme måde en stadig modstrid mellem interesserne, her de nationale interesser. Man har søgt at nedtone denne strid i Europa-parlamentet for at give plads til de traditionelle højre-venstre partiinteresser, men uden større held. Det er jo ikke her den europæiske politik for alvor udspiller sig. Det sker i Ministerrådet. Derfor den pinagtige strid i Nice om stemmevægte i det forum. Intet sted kommer denne politiske kamp mere til udtryk end på møderne i det Europæiske Råd. Her kommer samtlige regeringschefer altid ud bagefter og forklarer verdenspressen hvorledes de har forsvaret den nationale interesse.
Det karakteristiske ved højpolitik er derimod at det drejer sig om varetagelse af den fælles interesse. Den kommer inden for den politiske enhed, nationalstaten eller føderationen, til udtryk i bestræbelsen på at sikre freden og friheden (ved våbenmagt) og den økonomiske stabilitet og fremgang (ved pengemagt). Den udformes egenhændigt af regeringen under ansvar over for parlamentet, netop fordi det er den fælles interesse som her skal varetages. Hvor godt den så bliver det, kan man diskutere bagefter.
Der er ikke noget udemokratisk herved. Det fremgår også af den danske grundlov hvor det i par.19 siges at ‘Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender’ og i par. 26 at ‘Kongen har ret til at lade slå mønt….’. Lad det for en ordens skyld blive noteret at alle der går i gang med at studere den danske grundlov, bør vide at næsten hver gang der står ‘kongen’ skal man læse regeringen eller statsministeren.
Det ulykkelige (eller lykkelige vil nogen sige) ved EU er at der ikke er nogen ‘konge’. Derfor kan EU ikke føre højpolitik. Der er ingen til at varetage den fælles interesse. Derfor bliver det kun til strid om modstående interesser, og den fælles interesse i fred og stabilitet går let fløjten. Man har i de sidste tredive år søgt at udforme en fælles udenrigspolitik, og i de sidste ti år også en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Men det er kun blevet til løse ord og gode hensigter. Hver gang et alvorligt spørgsmål opstår, stikker enten den franske præsident eller den britiske premierminister af sted på egen hånd til Rusland eller USA for at sætte sig selv og sin egen nationale interesse i fokus.
Årsagen til at det europæiske projekt har så svært ved at blive en politisk enhed (kald det så en føderation) og dermed udvikle en regeringsmagt der kan føre højpolitik, er at det i sit udspring var et forsøg på at afpolitisere europæisk politik. Det var jo den højpolitiske strid mellem nationalstaterne som havde bragt kontinentet ud i to blodige borgerkrige i første halvdel af det tyvende århundrede. Derfor skulle den form for politik fortrænges, og Jean Monnet fik i 1951 overbevist den franske udenrigsminister Robert Schuman og den tyske forbundskansler Konrad Adenauer om at det kunne ske ved at lægge den europæiske kul- og stålproduktion ind under en overnational (og dermed upolitisk) Høj Myndighed.
At Frankrig herved fik varetaget en væsentlig national interesse i at kunne kontrollere Tysklands våbensmedie i Ruhr og Saarområdet uden at besætte eller annektere det, som man gjorde med så ulykkeligt resultat efter den første verdenskrig, var en sag man ikke talte så meget om. Det var Jean Monnet som blev den første præsident for den Høje Myndighed. Men at kul- og stålproduktion i løbet af få år blev uinteressant for højpolitik, havde han ikke forudset.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
