ark og ulands

 

 

 

 

 

Kronik i Politiken, 7. december 2001

DET VIL VÆRE noget af et kunststykke EU's regeringschefer skal præstere i 2004 når de skal placere en stor union mellem to stole, den ene nationalstaten og den anden forbundsstaten, føderationen. Det var ikke så svært i 1957 da der kun var seks lande og fire sprog, og man i øvrigt kun skulle håndtere landbrugspolitik og handelspolitik. Men det er blevet sværere og sværere efterhånden som landenes antal er vokset til femten og sprogene til elleve, samtidig med at den fælles politik nu drejer sig om næsten alt mellem himmel og jord.

                   Nu lægger man op til at tolv flere lande skal med, de fleste af dem ret snart. Det er ganske sikkert at den konstruktion, institutioner og procedurer, som man skruede sammen for fem og fyrre år siden, ikke kan bære vægten heraf. Den vil uhjælpelig brase sammen. Noget nyt må sættes i stedet imellem de to stole, for man kan jo kun i drømme være frit svævende.

                   Der må en forfatning til, siger mange – eller rettere en grundtraktat, siger andre. Det må vi overveje grundigt i de nærmest kommende år, sagde regeringscheferne i Nice i december. Og de lægger tilsyneladende op til på deres næste møde i det Europæiske Råd i Laeken i Belgien at indkalde et konvent, en forsamling af vismænd og godtfolk, som kan drøfte den alvorlige situation og forhåbentlig komme med en praktisk og forståelig løsning. Erfaringerne med at sætte specialister og bureaukrater til det, som man gjorde forud for Maastricht (1991) og Amsterdam (1997), var ikke gode.

                   Nogle af regeringscheferne og udenrigsministrene er kommet med deres egne forsigtige bud på hvad de anser for at være EU’s endemål uden hermed at have bibragt større afklaring. De prøver at holde sig til de to stole som jo repræsenterer solide systemer man kender. Den tyske udenrigsminister Joschka Fisher var modigt den første. Han talte klart om at man ikke kunne basere sig på en føderation i traditionel forstand, for i en sådan måtte nationalstaten forsvinde. Men alligevel endte han op med at foreslå noget der kunne være en føderation inden i unionen, hvor de lande, som ville gå videre end andre, kunne være med. Denne ‘lille ‘ føderation kunne måske skabe sit eget stærke parlament og få en direkte valgt præsident. Kernen heri skulle være Frankrig og Tyskland som de to oprindelige fædre til projektet. Herved kunne disse kernelande blive en trædesten mellem nationalstaten og den store føderation som alle landene ad åre ville tilslutte sig.

                   Fischer understregede at selv i denne endegyldige føderation skulle nationalstaterne spille en væsentlig større rolle end delstaterne gør i den nuværende forbundsrepublik. Det var først da det tyske socialdemokratiske parti og dermed forbundskansler Schröder et års tid senere kom med deres udspil at det blev hævdet at den europæiske føderation bedst kunne opbygges efter den tyske model. Her er mange politiske opgaver (fx socialpolitik og skolepolitik) overladt til delstaterne inden for en overordnet ramme af en Soziale Marktwirtschaftspolitik. Hensigten hermed var også at markere at der måtte sættes bremser på den tendens som det eksisterende system i Bruxelles længe har haft til at sætte sig på stadig større dele af nationalstaternes politik - noget som de tyske delstater har følt som en trussel mod deres position.

 

DEN FRANSKE præsident Chirac var ret hurtigt ude med en høflig afvisning af tanken om en føderation. Han så gerne at Tyskland og Frankrig sammen med andre dannede en ‘pionergruppe’, men der var efter hans mening ikke nogen grund til at give den form af en føderation. Det ville være fuldt tilstrækkeligt med et sekretariat der koordinerede de politikker omkring økonomi og sikkerhed som man kunne blive enige om.

                   Tony Blair, den britiske premierminister, syntes slet ikke der var nogen grund til at tale om en forfatning, hvilket man da nok kan forstå eftersom Storbritannien efter hans opfattelse har levet ganske godt og demokratisk hidtil uden at have en nedskreven forfatning. Han mente nok at EU kunne blive en supermagt uden at være en superstat.

                   Det blev den franske premierminister Lionel Jospin, som bestemt ikke nødvendigvis mener det samme som den franske præsident, der summerede det første års diskussion om føderation og forfatning op. Han markerede klart at Frankrig ikke kunne acceptere tanken om en føderation hvor den udøvende magt, med legitimitet fra Europa-Parlamentet, skulle have enekompetence i udenrigs- og forsvarspolitik. Den tyske model var derfor uanvendelig. Men han bakkede fuldt op bag tanken om en ‘føderation af nationalstater’ som også Joschka Fischer havde nævnt, og som i øvrigt var opfundet af en franskmand, Jacques Delors.

                   Jospin erkendte at statsretligt er det et flertydigt begreb, men netop derfor er det politisk relevant fordi det afspejler den situation som EU befinder sig i. Der er allerede stærke føderalistiske kræfter på banen, Domstolen i Luxembourg, Kommissionen i Bruxelles, Centralbanken i Frankfurt for ikke at tale om det fælles indre marked. Men der er stadigvæk et betydeligt mellemstatsligt samarbejde hvor nationalstaten er uundværlig og fortsat vil være det.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov