|
|
DET KAN være svært nok at opfylde denne betingelse for det demokratiske minimum således som systemet fungerer nu. Men det er værre med den anden, den demokratiske kontrol.
På det nationale niveau foregår denne kontrol ved at regeringen konstant må sikre sig flertal i det folkevalgte parlament og med mellemrum stå til ansvar over for vælgerbefolkningen for sin udøvelse af magten. Noget lignende kan af gode grunde ikke ske på europæisk niveau fordi der hverken er regering eller en demokratisk legitimeret folkevalgt forsamling.
Men der er ingen grund til at afskrive det europæiske projekt af den grund. De gode føderalister skulle huske på Montesquieu's lære, for de glemmer aldeles den tredie magtudøver i det moderne demokrati, den dømmende magt. Peter Kemp er inde på det når han med baggrund i den franske elitære debat beskriver ‘dekonstruktionen af det politiske’ til fordel for juraen. Hans kritik retter sig mod politikernes flugt fra deres ansvar, jfr. den danske tamil-sag og tilsvarende sager i de andre europæiske lande. En sådan kritik er berettiget, men Kemp kører helt af sporet når han kritiserer EF-domstolen i Luxembourg for at optræde som forfatningsdomstol og dermed virke som murbrækker for integrationen. Noget sådant er betænkeligt, skriver han, fordi ‘folkenes politiske vilje ikke ligger til grund for denne ophævelse af de enkelte staters suverænitet.’
Det må dommerne anse for noget sludder for de handler på grundlag af EF-traktaterne som de ganske berettiget må anse som udtryk for folkenes politiske vilje fordi de er blevet ratificeret af alle medlemslandene. Problemet består i at EF-traktaterne inklusive Maastricht er traktater mellem lande og ikke nogen egentlig grundlov, en forfatning, for den europæiske union. Indtil Maastricht var traktaterne næsten enøjet koncentreret om 'markedet', den økonomiske effektivitet, fjernelse af protektionisme, fri bevægelighed for varer, kapital og arbejdskraft. Sproglige forskelle havde ikke nogen værdi i sig selv, men blev anset som en hindring for integrationen. EF-domstolen har været forpligtet til at handle på det grundlag. Maastricht traktaten gør nogle ubehjælpsomme forsøg på at afhjælpe denne skævhed ved at sige i indledningen at unionen skal respektere medlemslandenes nationale identitet, og senere i artikel 128 at pålægge unionen 'at medvirke til en blomstring af medlemslandenes kultur, mens den respekterer de nationale og regionale forskelligheder og samtidig fremhæver den fælles kulturelle arv.' Men den slags velment snak kan domstolen ikke bruge til noget, og det ganske rimelige subsidiaritetsprincip er tilsvarende vanskeligt at give retligt indhold.
Ulykken ved den alvorlige mangel på demokratisk kontrol indtil unionen får en egentlig forfatning, har heldigvis vist sig at være begrænset, takket være det mest moderne og rodfæstede demokrati i Europa i dag, den tyske forbundsrepublik. Dens forfatning sikrer bedre end nogen anden det demokratiske princip, og den har indbygget i sig en forfatningsdomstol som overvåger dette princip med nidkærhed. Det udaterede åbne brev fra føderalisterne er åbenbart skrevet før den 12. oktober 1993, da forbundsforfatningsdomstolens anden afdeling afsagde sin dom over Maastricht traktaten. Jeg er ikke ekspert i statsret, og der er ikke her plads til en nærmere analyse af denne dom. Men det er en dom som utvivlsomt er skelsættende for udviklingen af det europæiske projekt.
Den siger i de 'ledende principper' at det demokratiske princip ikke er til hinder for at Tyskland kan være medlem af et overnationalt organiseret, mellemstatsligt fællesskab, men en forudsætning er at der inden for dette fællesskab tilsikres en legitimering og indflydelse der udgår fra folket, en legitimering der først og fremmest må ske via de nationale parlamenter. Men selv når det er tilfældet, er der ud fra det demokratiske princip grænser for udvidelsen af EF's opgaver og beføjelser. Derfor efterprøver forfatningsdomstolen at EF's retsakter holder sig inden for de grænser som er blevet dem tillagt, eller om de overskrider disse grænser. Enhver yderligere udvidelse af det monetære og retlige fællesskab som er afhængig af forudsætninger som forbundsdagen ikke allerede nu kan forudse, må afhænge af samtykke fra regeringen og være under parlamentarisk kontrol.
Så meget fra indgangsordene. Men senere udtaler domstolen sig videre, om ikke i en form så med et indhold som ville være gamle Grundtvig værdig. For eksempel: ‘Hvis staternes befolkninger, som nu, formidler den demokratiske legitimering gennem de nationale parlamenter, er der således på grundlag af det demokratiske princip sat grænser for en udvidelse af EF's opgaver og beføjelser. Ethvert folk er statsmagtens udgangspunkt og dens mål. Staterne har brug for at have deres egen tilstrækkeligt betydelige opgaveområder, som hvert enkelt folk kan udfolde sig på og udtale sig om under udformningen af den politiske vilje, hvilket sker i en proces som folket selv legitimerer og styrer, for dermed at udtrykke alt det i en retlig form som forbinder det, på en relativt homogen måde, åndeligt, socialt og politisk.’ Baunbak-Jensen må da blive glad for at få ‘Folkenes Europa’ beskrevet så klart uden at skulle ty til hjælp fra et lovgivende Europaparlament.
JEG SYNES føderalistklubben skulle skrive et åbent takkebrev til den tyske forbundsforfatningsdomstol, fordi den tager Europa alvorligt. Og så skulle de i øvrigt overveje, hvorledes en europæisk forfatning som tilsikrer det demokratiske minimum, burde se ud. Den vil ikke kunne give lovgivningsmagt til et parlament som ikke har tilstrækkeligt grundlag i det demokratiske princip, i samtalen.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
