|
|
HVOR DEN folkelige samtale forhindres af sproglige eller andre kulturelle brudflader som religion eller socialklasse, dér kan der ikke udvikle sig et demokrati. De to sidstnævnte kløfter har vi i Europa i rimelig grad slået bro over(?), men sproget er og bliver en blokade på europæisk niveau. 'Staten' kan ikke legitimeres fordi overdragelse af magten fra folket til staten kan ikke finde sted uden folkelig debat. Vi er i Europa stillet overfor det paradoks at evnen til samtale eller - som udtrykt ikke af Hal Koch, men af franskmanden Edgar Morin - den ‘krydsbefrugtning mellem forskelligheder modsatte meninger, konkurrerende kræfter, komplementære synspunkter som udgør kernen i den europæiske kulturelle identitet,’ mangler på det europæiske niveau.
Sagen er at det europæiske projekt er et foretagende som er startet og opretholdes af eliten, den politiske, intellektuelle og forretningsmæssige elite, - og 'folket' er endnu ikke overbevist om at det ikke blot er for eliten. Derfor tøver det når det fornemmer at projektet breder sig ud over elitens eget territorium - en sund demokratisk reaktion, selvom fornemmelsen ikke måtte være fuldt berettiget.
Men det forhold at det europæiske projekt er en elitær ide, gør det ikke mindre rigtigt eller nødvendigt. Tværtimod, kunne man hævde. På mange måder er det ikke uligt Renæssancens eller Oplysningstidens 'Europa' hvor intellektuelle, akademikere og bankfolk kommunikerede, diskuterede og mødtes i en fælles kulturel forståelse og i vidt omfang i den tidlige periode med et fælles sprog, latin. Det var disse folk som formede det kulturelle Europa-billede vi har i dag. Ligeledes er det nyttigt at erindre at forestillingen om 'nationalstaten' ikke har sin rod i nogen 'folkebevægelse'. Det er et begreb som er udsprunget og udformet af den politiske og intellektuelle elite i begyndelsen af forrige århundrede, fremhjulpet af den økonomiske og industrielle udvikling. Intet samfund, og slet ikke et demokratisk samfund, kan bestå og udvikle sig uden en elite. At hævde det modsatte kan kun skyldes en absurd misforståelse af begrebet lighed.
Føderalistklubben, som er en elitær klub om nogen, og dens ligesindede bliver nødt til at erkende at lovgivende magt til Europaparlamentet ikke er nogen deus ex machina, noget tryllemiddel som kan fjerne det ‘demokratiske underskud’ i unionen. Glem det. Den demokratiske samtale må føres gennem de nationale regeringer som må sikre sig at de har deres egen legitimation i orden. Der er ingen vej udenom.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
