ark og ulands

 

 

 

 

 

Kronik i Politiken, 6.april 1994

JEG KENDER en familie med fire søskende. Forældrene er forlængst døde, og de fire er gået hver sine veje med hensyn til familie, beskæftigelse og bopæl. Hver jul samles de, enten fordi traditionen byder dem, eller fordi forældrene aftvang dem et løfte herom inden de selv af naturlige grunde blev forhindret i at stå for arrangementet. Men nu er samværet for de fire blevet til et ritual uden indhold. Alle ville helst være fri fordi de ikke har noget at sige hinanden. Egentlig samtale er blevet umulig fordi de er vokset fra hinanden. Men hver jul illuderer de at være en ‘familie’.

              Det forestående valg til Europaparlamentet minder mig om denne familie. Vi har lovet hinanden i det europæiske fællesskab, nu union, hvert femte år at afvikle et ritual, at afholde direkte valg til parlamentet i Strasbourg. Alle ved at det er et ritual vi deltager i, fordi vi skal opretholde en illusion om at EU er et ‘demokrati’, og vi har lovet i traktaten at afspille dette ritual. Men tomt er det fordi Europaparlamentet ikke er en lovgivende forsamling. Der er ingen tvivl om at de fleste politikere, især regeringsmedlemmer, helst var fri for at deltage i dette hypokritiske krybbespil.

 

EN DEL af den debat der vil komme op til valget i juni, vil nok dreje sig om det ‘demokratiske underskud’, netop fordi der ikke er tale om reel udøvelse af en demokratisk funktion. Det er sandsyn­ligt at mange her vil kunne enes om at for at mindske eller helst helt fjerne dette underskud, må parlamentet have større indflydelse og blive en lovgivende forsamling. Men de nationale regeringer med deres lukkede møder i 'Rådet' stiller sig i vejen herfor. De har i øjeblikket den største del af den lovgivende magt og vil ikke afgive den til de af folket direkte valgte repræsentanter. Forargeligt, siger demokratiets forkæmpere.

              Otte sådanne forkæmpere mødtes i efteråret i deres selvbestaltede føderalistklub og afsendte et (udateret) ‘åbent brev til regering og folk’.** De rakte vidt, fra Ebbe til Tøger, fra en inkarneret nej-siger til en lige så inkarneret ja-siger. Men én ting var de enige om: at strukturen i unionen må gøres føderal og demokratisk, og at det kan og må ske ved at lovgivningsmagten i unionen bliver placeret i det direkte valgte parlament. Lidt forskellige opfattelser af et nødvendigt 'andet kammer' gjorde sig gældende, men deres væsentligste forudsætning for en demokratisk europæisk union var at lov­givningsmagten lå hos det folkevalgte parlament.

              Hvis de har ret heri, kan vi godt opgive det europæiske projekt. Men heldigvis har de ikke ret.

 

DEMOKRATI er et farligt og omstridt begreb. Det har ikke nogen entydig definition, der findes mange modeller af det og ingen har noget absolut fortrin fremfor andre. Men der er en stærk tendens til at hver nation synes bedst om sin udgave, og en accept af denne holdning er i bedste forstand demokra­tisk.

              Der er imidlertid hvad den tysk-britiske samfundsforsker Ralf Dahrendorf kalder et ‘demokra­tisk minimum’. Det tilsiger at der for det første må være et folkeligt 'input' af meninger og interesser i det politiske system og, for det andet, en kontrol af magthaverne og deres administration. Hvis enten det demokratiske 'input' eller den demokratiske kontrol er blokeret, er der tale om en konstitutionel krise. Ingen af de to processer fungerer tilfredsstillende i den europæiske union, og derfor er den i krise.

              Det var meningen at det direkte valgte parlament skulle være kanal for den offentlige mening, den folkelige debat. Men den kanal fungerer ikke. I det omfang denne debat overhovedet eksisterer - og den er nu begyndt at rejse sig i andre lande end Danmark - så kører den udelukkende gennem de nationale parlamenter og bliver mere eller mindre tøvende reflekteret af regeringerne i møderne i det beslutningstagende organ, Rådet. Også denne gang vil vi se at valgkampen forud for valget til Europaparlamentet udelukkende foregår bag lukkede skodder inden for nationens fire vægge. Den er alle steder i første række en afprøvelse af den siddende regerings popularitet og kun sekundært en strid om europæiske spørgsmål. Kendsgerningen er at der ikke findes nogen europæisk offentlig mening, og at en europæisk folkelig debat er en modsigelse i sig selv.

              Det kan ganske enkelt ikke være anderledes.

              Demokrati forudsætter samtale. Hal Koch hævdede at demokrati er samtale. Men samtalen forudsætter et fælles sprog, og europæerne har ikke noget fælles sprog. Det er aldeles usandsynligt at de nogensinde vil få et fælles sprog, ligegyldigt hvor udbredt anvendelsen af engelsk bliver som kommunikationsmiddel. Sprogundervisning og simultanoversættelse kan aldrig opveje det forhold at europæerne er delt med et stort antal sprog, og den kendsgerning umuliggør at der kan udvikle sig en samtale mellem europæiske borgere. Jakob Erle og Henrik Tvarnø berører problemet i det ‘åbne brev’, men fører ikke argumentationen til ende fordi de falder i grøften med det 'folkevalgte' parlament.

              Luther trak det måske lidt hårdt op når han et sted siger i en kommentar til det gamle testamentes historie om Babelstårnet: ‘Franskmanden har kun had og foragt for tyskeren, italienerne har kun had og foragt for alle andre. Vi kan altså se at denne opdeling i sprog har ført til en opdeling af vaner, tankegange og prioriteter som har sat grænser mellem folkenes egentlige natur; den kan med god grund anses for kilde til alle ulykker.’ Alle ulykker er for meget sagt, men sagen er at den babyloniske forvirring i Europa gør det umuligt at der kan udvikles en europæisk offentlig mening, og forestillingen om at et europæisk parlament kan formidle en sådan, er derfor futil.

              Tyskerne talte tysk før de dannede en enkelt tysk stat. Alle franskmænd har for relativt nyligt lært at tale fransk og noget tilsvarende gælder for briterne og sproget engelsk. Hvis ikke det var tilfældet, havde de ikke kunnet udvikle det demokratiske system som de hver for sig har. For en ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på at modargumentet med Schweiz ikke holder. Det schweiziske demokrati hviler i udpræget grad på anvendelse af folkeafstemninger hvorved spørgsmålet om delegation af magt til staten fjernes. Der er vist ingen som realistisk forestiller sig at 'Europa' kan 'schweizeriseres'.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov