|
|
EN PRÆCISERING af unionens eksterne dimension, der svarer til det ny Europa, må være konferencens andet formål. Den vankelmodige reaktion på tragedien i ex-Jugoslavien og den hypokritiske holdning til de centraleuropæiske landes bøn om at blive indlemmet i unionen demonstrerer klart nødvendigheden heraf.
Unionens problem i forhold til sin nære omverden kan også udtrykkes med spørgsmålet: Hvad er Europa? Et konkret svar på dette spørgsmål er forudsætning for at vi kan forholde os til ikke-Europa, omverdenen. Lad mig for en ordens skyld slå fast at spørgsmålet er ment politisk og ikke geografisk.
Det bedste svar, igen i betragtning af Europas politiske historie over de sidste to hundrede år, er at Europa er en politiske kultur karakteriseret ved det frisindede demokrati, som er blevet udviklet i vor verdensdel, og som er fælles for de europæiske lande, men markant forskellig fra f.eks. det amerikanske demokrati.
Tager vi udgangspunkt et et sådant svar, og sætter vi det i forhold til det ny Europa, så bliver det klart at det europæiske projekt må omfatte også de lande i Central- og Østeuropa, som nu har fået mulighed for at vende 'tilbage til Europa'. Og det er lige så klart at den europæiske union har såvel en moralsk forpligtelse som en politisk interesse i at indlemme dem i projektet omgående.
Derfor må konferencen primært sigte mod at etablere en politisk union. Det er en sådan union, der nu er behov for, langt mere end en fortsat udbygning af den økonomiske union. Man må også gøre sig klart at en politisk union i første række må basere sig på et indre sammenhold om fælles værdier. Kun ud fra et sådant grundlag kan man forvente en fælles reaktion på ydre forhold, dvs. en entydig udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Unionens politiske formål må være at skabe en zone af politisk stabilitet i Europa, ganske som det i sin tid blev erklæret at formålet med det nu kuldsejlede europæiske valutasystem, EMS, var at skabe en zone af monetær stabilitet. Det er mere end tvivlsomt om man kan opnå stabilitet ved at udvide Nato til Ruslands grænser eller ved at invitere de centraleuropæiske lande til at blive medlemmer af en forsvarspolitisk Vestunion, hvis formål endnu er meget uklare. Og i endnu mindre grad kan det gøres ved at meddele disse lande at de inden optagelse i den eksisterende økonomiske union må levere bevis på at de har etableret en effektiv markedsøkonomi, så deres erhvervsliv ikke bliver kvalt på samme måde, som det er sket i det tidligere Østtyskland. Begge disse forslag risikerer snarere at øge den politiske ustabilitet i landene mod øst og vil dermed føre til et både moralsk og politisk nederlag for den europæiske union.
Det hæderligste og fornuftigste ville være at invitere de ny demokratier til at deltage i forhandlinger om en forfatning for en politisk union, hvor medlemmerne forpligtes til at forsvare de principper, som det europæiske, liberale demokrati bygger på, herunder også at respektere borgernes kulturelle rettigheder. Deltagelse i en sådan union vil ikke kunne opfattes som en udfordring af stormagten Rusland, men vil til gengæld langt bedre end løfter på en fjern fremtid i den økonomiske union styrke den demokratiske udvikling i lande som Polen, Slovakiet og måske Bulgarien og dermed den politiske stabilitet i Europa som helhed.
KONFERENCEN om den europæiske union kan både uddybe og udvide det europæiske projekt, hvis regeringslederne vil drage lære af fejltagelsen i Maastricht og erkende at Europa er fundamentalt forskellig, fra hvad det var i 1950'erne. Situationen nu tilsiger at man bryder med den hidtidige model og tankegang. Den økonomiske union må suppleres med en politisk union, som kan skabe politisk stabilitet. Herved kommer en uddybning og en udvidelse af projektet ikke til at være i modstrid med hinanden, men til at gå ud på det samme.
På denne baggrund er det trist at læse udenrigsministerens redegørelse for Danmarks Europapolitik i kroniken den 14. og 15. december. Tilsyneladende ser ministeren det som sit mål at slippe ud af det tankefængsel, som det nationale kompromis placerede Danmark i. Men der vil ikke ske nogen frigørelse, såfremt han derved blot når på niveau med den vanetænkning, som dominerer i de andre lande. Dansk Europapolitik burde række videre. Det var trods alt os, der drog den bitreste lære af Maastricht, og det er ligeledes os, der gerne vil optræde som de ny demokratiers advokat.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
