|
|
Kronik i Politiken, 16. januar 1995
DET ER nu tre år siden stats- og regeringslederne for EF mødtes i Maastricht og godkendte det udkast til traktat for ‘Den europæiske Union’, som deres ministre og embedsmænd havde udarbejdet i løbet af 1991. Om et års tid vil der blive iværksat en ny regeringskonference, som skal revidere denne traktat i lyset af de erfaringer med det europæiske projekt, man har gjort i de da forløbne fire år.
Diskussionen om, hvad denne revision skal gå ud på, er allerede startet, ikke blot her men også i de andre lande. Det ser ud til at de fleste i denne diskussion går ud fra at kun ved at bygge videre på Rom- og Maastricht-traktaterne kan man styrke og videreudvikle unionen. Meget få, om overhovedet nogen, tager udgangspunkt i en kendsgerning, som må være helt grundlæggende for den fortsatte udvikling af det europæiske projekt - en erkendelse af at Europa ændrede sig fundamentalt i årene 1990-92, såvel inden for som uden for Det europæiske Fællesskab. Konsekvensen heraf er at det hidtidige grundlag er utilstrækkeligt til at møde de udfordinger, som projekt Europa nu står overfor.
Forhandlerne var i 1991 åbenbart uforstående for at den stadig snævrere integration indadtil på et tidspunkt kunne møde en fundamental politisk modvilje hos befolkningen i adskillige af medlemslandene, ganske enkelt fordi folk før eller senere ville rejse spørgsmålet om, hvad der egentlig gav 'Europa' ret til at råde over dem. Traktaten indeholder ikke noget tilfredsstillende svar herpå. Desuden var de tilsyneladende blinde for det opbrud, der skete i den geopolitiske situation i Europa, og traktaten viste sig derfor helt utilstrækkelig over for de problemer, der opstod i Central- og Østeuropa. Den havde faktisk fortjent at gå nedenom og hjem, men blev dog med besvær reddet i land og endelig ratificeret i oktober 1993.
Læren fra Maastricht må være at traktaten i politisk henseende var et alvorligt faux pas, for nu at tale Delors-sprog, et fejltrin som var lige ved at få hele projektet til at vælte. Maastricht var indadtil et skridt for langt og udadtil et skridt i den forkerte retning. Hvis ikke man erkender det i tide, vil det europæiske projekt bryde sammen efter 1996-konferencen. Spørgsmålet er derfor, hvordan man kan afhjælpe unionens åbenbare mangler for så vidt angår både den indre legitimitet og den ydre dimension.
DANSKERNE burde have særlige forudsætninger for at forstå det første problem, den mangelfulde legitimitet. Danmark var tilfældigvis den første tue, som bragte traktaten ud i hængedyndet, men da præsident Mitterrand selvbevidst tilbød Frankrig som fast underlag for næste skridt, viste det sig at hans land var næsten lige så upålideligt. Ingen turde have lid til briterne - og med god grund, som det viste sig. Selv de meget integrationsvenlige hollændere syntes at blive usikre, efterhånden som debatten udviklede sig. Men at tyskerne, kernelandet både økonomisk og politisk, skulle komme i tvivl om, hvorvidt de skulle afskaffe D-marken for Europas skyld og derfor være de sidste til at ratificere traktaten, det havde forbundskansler Kohl sikkert ikke forestillet sig.
Hertil kommer nu erfaringerne fra de andre nordiske lande. Optagelsesforhandlingerne blev ført på grundlag af traktaten, og det var kun med beskedne flertal, resultatet blev accepteret i Finland og Sverige, hvorimod nordmændene forkastede det, ganske som danskerne gjorde i 1992.
Det som skete, var at projektet blev stillet over for den alvorligste udfordring nogensinde. Udfordringen, som fortsat består, kommer fra nationen, dette mytisk-politiske fænomen som er næsten umuligt at definere, endsige kontrollere.
Det er ikke første gang, Europa bliver konfronteret med nationen. Sammenstødene har været mange og blodige i de sidst to hundrede år. Det europæiske projekt havde, da det startede med Schuman-planen i begyndelsen af 1950erne, det helt afgørende formål at bringe 'nationen' under kontrol. Det lykkedes i overraskende grad. Men det betød ikke at 'nationen' døde. Charles de Gaulle, den måske kløgtigste politiker i efterkrigstidens Europa, vidste at man kunne ikke kvæle den. Derfor talte ham om 'Fædrelandenes Europa'. Hans opfattelse førte til en alvorlig krise for fællesskabet i 1966. Krisen blev overvundet, men konflikten mellem 'nation' og 'union' består. Det er denne konflikt, som må bilægges med 1996-konferencen, hvis det europæiske projekt skal overleve.
En nærmere analyse af begrebet 'nation' kan ikke rummes inden for rammerne af en kronik, men for at forstå læren fra Maastricht er det nødvendigt at pege på nogle grundlæggende elementer i det.
'Nationen' er et flerdimensionalt begreb. Det har både et kulturelt og et politisk indhold. På den ene side afspejler det et tilhørsforhold til et folk og på den anden side et lignende forhold til en stat. Samtidig har det så at sige en tosidet overflade, et Janushoved med et ansigt der vender udad, og et der vender indad. Det første er ofte fjendtligt og afspejler politisk fremmedhad og økonomisk protektionisme. Det andet er mere venligt og giver udtryk for politisk fællesskab og social solidaritet.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
