|
|
DET EUROPÆISKE samarbejde har lige siden begyndelsen af 1950'erne søgt at tæmme det eksterne ansigt, overvinde det fremmedhad der i generationer havde hersket mellem de europæiske nationer, og bekæmpe den protektionisme som havde lagt hindringer i vejen for økonomisk fremgang. Opgaven lykkedes i meget betydelig grad, og kronen på værket var det fransk-tyske makkerskab og det indre marked.
I Maastricht søgte man af give samarbejdet en sminke af politisk fællesskab og social solidaritet. Man besluttede herefter at betegne det som en union og tog skridt til at udvikle en fælles politisk borgerret og en social dimension. Samarbejdet skulle i stigende grad gives 'en føderal karakter', hvorved det gav indtryk af at være en ny statsdannelse til supplement eller måske afløsning af den nationale stat.
Men netop herved vakte man de oprindelige instinkter i folkene, de urfølelser (primordial sentiments er det udtryk som den amerikanske antropolog Clifford Geertz anvender) som også ligger i begrebet nation. I en rationel-økonomisk-teknologisk tidsalder, som den de sidste to generationer har genemlevet, kan disse følelser måske blive fortrængt eller fornægtet. Men at de fortsat findes, bærer erfaringerne fra Maastricht klare vidnesbyrd om.
De urfølelser, som danner forudsætning for en social eksistens, knytter sig til forhold som slægtskab, territorium, sprog, religion, traditioner og opfattelse af fælles historie og skæbne. Det drejer sig om Blut und Boden, som man siger i Tyskland - og netop derfor har vi overalt i Europa søgt at fortrænge dem i det sidste halve århundrede. Men der kan ikke være tvivl om at det var disse urfølelser der fremkaldte reaktionen mod Maastricht-unionen, både her og andre steder. Det var 'kulturnationen' der gjorde modstand mod unionen.
Staten, den politiske magt, har altid søgt at tæmme de urfølelser, der rørte sig i 'folket' og at gøre dette loyalt over for staten. Da det moderne demokrati brød igennem for to hundrede år siden, blev magten i princippet overtaget af demos, folket, men kun forsigtigt og gradvist fik 'hele folket' (dvs. også husmænd, arbejdere og kvinder) politisk indflydelse. Industrialismen slog de gamle landsbysamfund i stykker og nødvendiggjorde en almen skoleuddannelse, hvorved den i egentlige forstand 'folkelige' kultur blev trængt til side til fordel for en national kultur baseret på (ud)dannelse. Urfølelserne bag nationen blev 'civiliseret' ved en form for kulturel udrensning af både politisk og økonomisk karakter.
Resultatet af denne proces, der som sagt har strakt sig over mere end to hundrede år, er at det nu er den nationale stat, der i politisk og økonomisk henseende danner basis for det europæiske, politiske og kulturelle mønster. Dette billede er tydeligst i Vest- og Nordeuropa, mens det er mere sløret i Central- og Østeuropa, hvor forudsætningerne var mindre gunstige for udviklingen af stabile nationale stater.
TRAKTATUNDERSKRIVERNE i Maastricht havde ikke gjort sig klart, hvilke kræfter de udfordrede ved at tale om en union af føderal karakter. De civiliserede urfølelser, der har integreret sig med den nationale stat, gjorde modstand. Det europæiske projekt blev stillet over for det klassiske problem om magtens legitimitet. Mange danskere, franskmænd, briter og tyskere mente at 'Bruxelles' ville tiltage sig ubegrænset ret til at råde over dem. Men hvilken ret havde Europa hertil? - spurgte de og vendte sig imod det.
Det er dette helt fundamentale spørgsmål, som må afklares i de kommende forhandlinger om en revision af traktaten. Som det stilles, er det et eksistentielt spørgsmål, der ikke kan besvares med reviderede afstemningsregler i Ministerrådet eller gennem magtoverføring til Europaparlamentet for at udligne det demokratiske underskud. Selve demokratiets væsen forhindrer det. Vi lever i et politisk system, hvor det på godt og ondt er folket som råder, når det kommer til stykket. Det var det ikke i Harald Hårfagers tid, for så var Norge ikke blevet en nation.
Søger man i alvor et svar på spørgsmålet, så må det gøres klart at det europæiske projekt ikke har til hensigt at etablere en statsdannelse, der råder over folk i samme grad som den nationale stat, hvad enten den er føderal eller central. Hensigten er at udviske det ansigt på nationernes Janushoved, som viser fremmedhad og protektionisme, og fremhjælpe det som viser fællesskab og solidaritet. Men fællesskab og solidaritet fremmes ikke ved at bortradere personlig og national identitet. Tværtom må det bygge på respekt herfor. Derfor må det europæiske projekt klart markere at det respekterer den nationale identitet, som den kommer til udtryk inden for den nationale stat.
En måde, hvorpå dette kunne ske, ville være at udforme en egentlig forfatning for unionen, hvori det klart og konkret udtrykkes at unionen vil beskytte de europæiske borgeres ret til at leve inden for en kulturel ramme i overensstemmelse med deres eget valg. Herved ville der ske en udvidelse af det demokratiske borgerretsbegreb i logisk konsekvens af de sidste to hundrede års europæiske historie, hvor der i vor verdensdel er blevet udviklet et politisk system, en politisk kultur, omfattende civile, politiske og sociale rettigheder. Sagt på en anden måde, så må det ene formål med 1996-konferencen være at etablere en europæisk 'social kontrakt' som legitimerer unionen over for den europæiske borger.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
