|
|
DER ER meget, der tyder på at det europæiske projekt baseret på Rom- og Maastricht-traktaterne har kulmineret, er gået i stå og måske er på vej til at falde fra hinanden. Forslaget om fleksibilitet er det hidtil tydeligste tegn på en begyndende opløsning af tanken om Europa som an ever closer union, en stadig tættere sammenslutning. Det er i særlig grad foruroligende, fordi det stilles af Frankrig og Tyskland i forening, de to lande som hidtil har sat både melodi og tempo i den europæiske koncert.
Ingen ansvarlig politiker i de to lande vil endnu erkende, og endnu mindre sige, at Europatanken har spillet fallit. Tværtom demonstrerer de en krampagtig fastholdenhed ved planen om en økonomisk og monetær union. De synes ude af stand til at ville indrømme at økonomi ikke kan drive Europas integration længere, end til det, som allerede er etableret.
Forslaget om fleksibilitet er ikke let at afvise, specielt ikke fra dansk side, da vi jo var de første til at stille krav herom efter den 2.juni 1992. I sig selv er det en åbenbar nødvendighed at EU må gøres så rummelig at det vi opfatter som nationalstater, kan overleve inden for unionen.
Det, vi ser udvikle sig i disse år, er en tendens til at landene entydigt styrer efter det, som de opfatter som deres nationale interesse. Dette udtryk er helt klart grundlaget for den britiske regerings politik, og det gentages gang på gang, selv af så stærke Europatilhængere som finansminister Kenneth Clarke, senest i sagen om britisk oksekødeksport. På samme måde i Frankrig, hvor det var den franske nationale interesse, som blev fremført som argument for Præsident Chirac's beslutning om at gennemføre afprøvningen af atomvåben i Stillehavet; iøvrigt har ingen nogensinde været i tvivl om at fransk Europa-politik altid har været baseret på dette begreb. Tyskerne har af gode grunde svært ved at tale lige ud om deres nationale interesser; men de kan ikke se at de har ret megen interesse i at opgive D-marken til fordel for en euro-mønt.
Hvis de nationale interesser slippes løs, er Europa dømt til stagnation eller ulykke. Den lære kan man i hvert fald drage af de sidste to hundrede års historie. Der er derfor grund til at fastholde at det europæiske projekt - kald det blot en union, selv om det ikke er en union - går ud på at kontrollere de nationale interesser. Nationalisme affødt af det, som ud fra en snæver betragtning opfattes som national interesse, har en kraftig destruktiv tendens, når den får frit spil.
FAREN VED at indføre fleksibilitet som et centralt begreb i opbygningen af den europæiske union ligger i at begrebet ikke kan stå alene. Derfor drejer det sig om, inden det er for sent, at finde frem til det, som kan holde sammen på det fleksible Europa. Mere end nogensinde siden 1950'ernes begyndelse er der brug for et politisk initiativ, som kan forene.
En betydelig grad af fleksibilitet vil som sagt være nødvendig for at imødekomme legitime, nationale interesser, men det forudsætter at man er enige om, hvad der er den fælles, europæiske interesse. Hvis ikke politikerne på overbevisende måde kan gøre det klart for borgerne i Europa at de har en sådan fælles interesse, som den såkaldt ‘nationale’ interesse må indordne sig under, så afviser borgerne unionen uanset hvor mange institutionelle regler, man indfører for at mindske det ‘demokratiske underskud’.
Det er derfor Poul Nyrup og Niels Helveg samt alle deres europæiske kolleger bliver nødt til at komme med et klart svar på spørgsmålet: Hvorfor Europa? Gør de ikke det, vil de i Maastricht II blive mødt med et skræmmende paradoks. De euro-skeptikere, som mener at nu må det være nok med integrationen, vil afvise traktaten - måske allerede fordi den vil være lige så kompliceret og uforståelig som Maastricht I. De borgere, som mener at Europatanken er af fundamental betydning for vor egen og vore børns fremtid, men som af gode grunde frygter at et ‘fleksibelt Europa’ på det eksisterende rent økonomiske grundlag vil betyde en opløsning af projektet, vil også vende sig imod Maastricht II.
For mit eget vedkommende er jeg bange for at jeg meget vel kan blive nødt til at stemme nej næste gang.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
