|
|
DER ER ét spørgsmål, der kan holde Poul Nyrup og Niels Helveg vågne om natten. Det er ikke problemet med arbejdsløsheden, som stadig er stor. Det har de vænnet sig til at leve med. Det er heller ikke velfærdsstatens krise. Den melder sig jo først rigtigt for alvor om mange år. Nej, det er problemet med Europa.
Hvad gør vi, hvis de danske vælgere om et års tid eller to stemmer Nej til Maastricht II - resultatet af den igangværende regeringskonference?
Det er det spørgsmål, som plager dem mere end noget andet. De prøver at fortrænge det. Aldrig mere en 2. juni, tænker de. Men hvad nu, hvis alligevel?
Der er god grund til søvnløse nætter. For de to herrer, så lidt som deres medkombattanter, finansministeren og økonomiministeren, er tilsyneladende ude af stand til at svare vælgerne på det simple spørgsmål: Hvorfor Europa?
Hvis de ikke giver et forståeligt og overbevisende svar på dette spørgsmål inden den kommende folkeafstemning - og en sådan kommer jo - så er det lige så sikkert som amen i kirken at et beskedent(?) flertal af danskerne stemmer Nej endnu en gang.
HIDTIL ER de ubehjælpsomme svar, som politikerne har givet på det højst relevante spørgsmål, faldet i to kategorier. I første gruppe af svar taler man om regeringskonferencen og ikke direkte om Europa. Konferencen er vigtig, siger man, fordi vi i EU må finde en løsning på Europas tre hovedopgaver: (1) beskæftigelsesproblemet, (2) miljøpolitikken, og (3) udvidelsen af EU mod øst. Fra dansk side anser man disse tre spørgsmål for de væsentligste, og det er bag dem, man finder svaret på det overordnede spørgsmål: Hvorfor Europa?
De vælgere, som tænker nærmere over det, vil sandsynligvis sidde med en fornemmelse af at det er noget sludder. Og de politikere, som tænker sig om, ved godt at det er tilfældet.
For det første beskæftigelsesproblemet. Det er rigtigt at det er et generelt europæisk problem. Men det betyder ikke at løsningen på det kan findes på europæisk niveau og dermed inden for EU-samarbejdet.
Et europæisk initiativ til større beskæftigelse skulle bestå i en koordineret aktion for at øge efterspørgselen. Men al økonomisk analyse tyder på at det kun er en ganske beskeden del af den europæiske arbejdsløshed, der skyldes manglende efterspørgsel. En europæisk indsats med offentlige udgifter til store investeringer i jernbaner, broer og motorveje vil derfor ikke hjælpe meget på beskæftigelsen, men vil bare føre til kraftigere inflation.
Den europæiske arbejdsløshed, og herunder også den danske, skyldes især to forhold, som begge bunder i rent nationale omstændigheder og reguleringer. Dels er den fremkaldt af stivheder og tilpasningsvanskeligheder på arbejdsmarkedet, så arbejdskraften ikke søger derhen, hvor der er behov for den. Dels er årsagen at vi som de andre europæere finansierer velfærdsstatens store offentlige udgifter næsten udelukkende ved at beskatte arbejdskraften og dermed gøre den dyr. Det medfører at vi alle så vidt muligt undgår at købe arbejdskraft og dermed sætte folk i beskæftigelse. Natur- og maskinkraft er meget billigere end arbejdskraft.
Man gør Europa en bjørnetjeneste ved at tale om at store investeringer eller andre lignende initiativer med offentlige udgifter på EU-niveau kan nedbringe arbejdsløsheden. Den kan kun effektivt afhjælpes ved en omlægning i den nationale politik.
Næste punkt er miljøpolitikken. Selv EU-skeptikere synes at erkende at løsningen på de store problemer på det område må findes på europæisk niveau. Især socialdemokrater og radikale lægger megen vægt herpå, fordi deres mange EU-skeptikere er enige heri. Men heller ikke det argument kan bære ret meget ved nærmere eftersyn.
De globale miljøproblemer som f.eks. CO2-udslip og ozonlaget er netop globale og ikke specielt europæiske, og derfor må de søges løst i samarbejde med USA og andre storforurenere. De fleste andre større miljøproblemer er regionale, f.eks. spildevandsproblemet med forurening af Østersøen eller Middelhavet, og angår derfor ikke EU som sådan. Ligegyldig hvor væsentlig miljøpolitik måtte være, så kan dette spørgsmål ikke bruges som et afgørende argument for en Europæisk Union. Det er internationale problemer, men de er globale eller regionale og ikke specifikt europæiske.
Endelig det tredje punkt, nemlig udvidelsen af ‘Europa’ til at omfatte også de central- og østeuropæiske lande. Det er rigtigt at dette er den alvorligste udfordring, som vi står overfor. Det er også rigtigt at disse lande har et stærkt ønske om at komme med i EU for herved at blive støttet i en stabilisering af deres nye systemer med demokrati og markedsøkonomi. Men det er absurd at foregøgle danske vælgere, for ikke at tale om befolkningen i landene østpå at de inden for kort tid kan optages som fuldgyldige medlemmer af det vidt forgrenede, økonomiske samarbejde, som EU er i dag. Gør man det, skaber man uvægerligt en dyb frustration i disse lande, når det viser sig at løfterne ikke kan indfries. Samtidig får man i ‘vore’ lande fremkaldt en anti-EU stemning på grund af falskheden i argumentet om at en hurtig udvidelse på det eksisterende grundlag er mulig.
Sandheden er at EU baseret på Maastricht-traktaten er en økonomisk sammenslutning, som skaber øget vækst i Vesteuropa, men den er uegnet til at sikre stabilitet og sikkerhed i Øst- og Centraleuropa.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
