|
|
DEN ANDEN gruppe af svar, man får fra politikerne på spørgsmålet: ‘Hvorfor Europa?’, drejer sig om at EU skaber sikkerhed for fred og fremskridt i Europa. Men en sådan påstand virker endnu mindre sandsynlig end de anførte argumenter om regeringskonferencen.
For det første har EU's reaktion på tragedien i det tidligere Jugoslavien demonstreret at EU ikke på nogen måde kan skabe en sådan sikkerhed, og der er ingen initiativer i forbindelse med regeringskonferencen, der vil kunne sætte EU i stand hertil. På det seneste er det blevet gjort lysende klart at eventuelle fredsbevarende aktioner under Vestunionen, WEU, klart placeres inden for NATO og dermed under amerikansk kontrol. Det er ikke en opgave, som Maastricht-EU kan påtage sig.
Argumentet om at EF/EU sikrer freden i Europa, gjaldt for fyrre år siden. Det er kun folk i pensionistalderen, der husker den tid. For det store flertal af danskere forekommer krig mellem Tyskland og Frankrig i dag lige så utænkelig som mellem Danmark og Sverige. Den trussel bar det europæiske projekt i 1950'erne og 60'erne, fordi den forekom reel. Det gør den ikke længere, og den kan derfor ikke bruges som svar på spørgsmålet: Hvorfor Europa?
I 70'erne og 80'erne var argumentet for Europa de økonomiske fremskridt, man kunne opnå ved et frit indre marked og et snævert samarbejde om den økonomiske politik. I dag har de fleste mennesker meget svært ved at få øje på sådanne fremskridt. Så længe arbejdsløsheden i Europa ligger omkring 10 pct til trods for etableringen af det indre marked i 1992, så kan argumentet om yderligere fremskridt og velstand ikke bruges. Folk tror ganske enkelt ikke på det.
MEN DET synes nu, som om der er uventet hjælp at hente fra ingen ringere end Tyskland og Frankrig. De har nemlig fremsat forslag om at gøre EU mere fleksibel. Man skulle tro at det er sket netop for at imødekomme de noget besværlige danskere, der hele tiden sidder og tænker på deres Edinburgh-undtagelser fra 1992. Men forslaget er selvfølgelig ikke fremsat blot for Danmarks skyld. Der er andre, som er besværlige eller tunge. Storbritannien har klart sagt fra til yderligere integration, og Middelhavslandene har ikke økonomisk styrke til at være med i den monetære union, hvor gerne de end ville. Derfor satser Frankrig og Tyskland tilsyneladende på at danne en hård kerne sammen med Benelux-landene. Så kan de andre hægte sig på, i det omfang de har lyst og evne.
Lige siden 1973, da Storbritannien, Irland og Danmark kom med, er der mange i de gamle Seks, der har syntes at det var en fejltagelse at udvide Fællesskabet. Efter deres opfattelse kom der dengang lus i skindpelsen. Det ser nu ud til at disse folk får chancen for at rense ud. Fleksibilitet er nøgleordet, når pelsen bliver rystet.
Forslaget om fleksibilitet fremstilles selvfølgelig ikke på denne måde. Tværtom, så er argumentet at EU-traktaten må tilpasses den politiske og økonomiske virkelighed, hvor nogle lande ikke vil være med til en stærk integration af politiske grunde, mens andre ikke kan, fordi de er for svage i økonomisk henseende. Hvis det europæiske projekt skal videreudvikles, og det skal det jo, så kan de førende ikke hele tiden vente på bagtroppen.
Fleksibilitet er et plus-ord, som appellerer til både Euro-tilhængere og Euro-skeptikere. Det står tilsyneladende i modsætning til de andre fantasifulde begreber, som har været anvendt - en ‘variabel geometri’ eller et Europa ‘à la carte’, hvor landene kan vælge, hvad de har lyst til. Det minder en del om et Europa bestående af ‘koncentriske cirkler’ med første-, anden- og tredieklasses europæere uden at have den samme negativt ladede illustration med en hård kerne.
Udover at imødekomme besværlige danskere og briter har fleksibilitet også den fordel, hævdes det, at det store spørgsmål om udvidelsen af EU mod øst tilsyneladende kan løses ved hjælp af begrebet. Enhver kan jo se at disse lande ikke kan påtage sig alle de regler og systemer, som er blevet stillet op af de nuværende medlemmer, lige så lidt som EU kan påtage sig omkostningerne ved f.eks. at lade dem indgå i den fælles landbrugspolitik. Men landene kan med fordel inddrages i Maastricht-traktatens to andre søjler, samarbejdet om politi og grænsekontrol og samarbejdet om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Det skal straks siges at sådanne tanker er blevet mødt med stærkt kritiske bemærkninger fra øst- og centraleuropæisk side. Der opfattes forslaget som et udtryk for ensidige vest-europæiske interesser. Set fra Bonn og Paris ville det være særdeles nyttigt at inddrage disse lande i de to Maastricht-søjler. Så kunne de danne en stødpude, en cordon sanitaire, over for den store bjørn mod øst og det urolige hjørne på eller bag Balkan, uden at det indebar tunge forpligtelser for EU.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
