|
|
Kronik i Politiken, 9. januar 1998
IDEOLOGIERNES tid er forbi, siges det. Det er noget vrøvl. Vi lever i disse år under en ideologi som er stærkere og farligere end nogen tidligere fordi vi ikke kan få øje på den. Den moderne, eller måske rettere den post-moderne ideologi udspringer af de to dimensioner som har karakteriseret europæisk politisk kultur i modernismens tidsalder, de sidste to hundrede år. Den ene dimension er politik baseret på det demokratiske princip, den anden er økonomi baseret på markedsprincippet.
I de sidste ti år har den tanke slået rod at vor del af verden har nået til om ikke Historiens afslutning, så i hvert fald den endelige politiske kultur. Uden nogen nærmere overvejelse over hvad der egentlig ligger i de to begreber og hvor komplicerede de faktisk er, så er kombinationen af demokrati og kapitalisme (læs: markedsøkonomi og industrialisme) blevet et dogme, som ingen tør anfægte.
Vi er ganske overbeviste om - og amerikanerne endnu mere - at resten af verden må indrette sig efter de samme principper. Det er i det mindste det som vi søger at fortælle dem, om politik i De forenede Nationer og om økonomi i Den internationale Valutafond.
Jeg vil advare mod en dyrkelse af denne opfattelse. Jeg vender mig imod den tendens der karakteriserer den europæiske politiske kultur i dag, tendensen til en uforbeholden lovprisning af demokrati og markedsøkonomi. Denne lovprisning, som fremføres af såvel politikere som godtfolk, danner basis for en ideologi som bringer den europæiske politiske kultur ind i et farligt område. De to begreber bliver i den politiske og økonomiske debat forlænget langt ud over de grænser hvor de grundlæggende ideer bag dem kan bære. Herved bringes samfundet i en situation der indebærer en risiko for en opløsning eller negation af selve ideerne, og dermed en nedbrydning af den politiske kultur vi trods alt hylder.
Når jeg advarer mod denne tendens, støtter jeg mig kraftigt til den spanske filosof og sociolog José Ortega y Gasset. For et par år siden fandt jeg tilfældigvis i et antikvariat den danske oversættelse at Ortega's mest berømte værk, Massernes Oprør (La Rebelión de las Masas). Da jeg læste bogen, blev jeg slået af den præcision hvormed hans tanker passer til situationen i Europa i dag. Ortega offentliggjorde sit arbejde i 1931. Man skulle tro at Europa dengang var meget forskellig fra i dag. Men med ganske få tilpasninger på grund af at der er gået næsten 70 år, så passer hans analyse i foruroligende grad på situationen i dag.
Ortega y Gasset blev født i Madrid i 1883, og hans forfatterskab er et eneste forsøg på at europæisere Spanien, på at indgive det den liberale ånd som syntes at karakterisere det moderne Europa ved århundredets begyndelse. Men i 1920erne og 30erne var de liberale ideer truet af demagoger og massebevægelser af fascisme, nationalisme og kommunisme. Ortega forlod Spanien i 1936 i protest mod Franco's regime, men han vendte tilbage efter krigen fordi han følte at Spanien var hvor han hørte til. Hans internationale berømmelse var da så stærk at Franco ikke turde bringe ham til tavshed. Han døde i 1955 uden at have oplevet regimets endeligt. Men hans værker havde en enorm indflydelse på spanske og europæiske intellektuelle, skribenter, digtere og forfattere. Der udgik, siger Peter P. Rohde i forordet til den danske oversættelse, mere kraft fra den døde Ortega end fra den levende Franco.
Når Ortega taler om masserne, tænker han ikke på sociale klasser. ‘Massemennesket’ findes i alle sociale lag. Det er gennemsnitsmennesket, så at sige - og gennemsnittet som sådant eksisterer aldrig. Det er et statistisk begreb. Men masserne danner en social kraft som er ved at tage magten i samfundet. Vort politiske system er blevet et hyper-demokrati hvor masserne gøre oprør og påtvinger samfundet deres ønsker og smag.
Det er netop de to grundlæggende principper i vor politiske kultur, demokrati og industrialisme, der har skabt det oprørske massemenneske. Hvis denne mennesketype overtager den øverste myndighed, den suveræne magt, vil det ikke vare tredive år før Europa falder tilbage i barbarisme - sagde Ortega i 1931. Det varede langt mindre end tredive år før barbarismen var ved magten.
Men lyt til hans advarsel i dag. Masserne er en kraft større end nogensinde i europæisk politik.
Da det politiske system for hundrede år siden udkrystalliserede ideen om et demokratisk styre i politiske partier, var de tanker der dannede basis for partierne, blevet udviklet af politiske filosoffer. Intellektuelle om man vil. Politikerne blev valgt fordi de repræsenterede en vision om hvordan samfundet burde indrettes. Det politiske arbejde havde en etisk dimension. Forholdet mellem regering og folk var baseret på tillid.
Man må have tillid ikke blot til sin medborger, men også til autoriteterne. Det er dette uhåndgribelige element der holder en social gruppe og et demokratisk samfund sammen. I dag er den politiske tillid svigtende, selv i de skandinaviske lande hvor den i årtier har dannet grundlag for stabilitet. Mistillid angriber civilisationens nervetråde og afføder den sociale kræftsygdom som Ortega kaldte Massernes oprør.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
