|
|
NÅR RETTEN til lighed som er så afgørende for den demokratiske idé, inficerer massernes sind, ophører den at være et ideal. Den bliver til et krav til samfundet i demokratiets navn. Når den tilriver sig magten, vil det uundgåeligt føre til en fornægtelse og en opløsning af demokratiet fordi den fortrænger dets bærende element, tillid.
Masserne bliver i dag ikke opflasket af demagoger, men af medierne - massemedierne som de retteligt kaldes - mest af alt af fjernsynet. Masserne bliver underrettet om virkeligheden ved at se tv-nyhederne tyve minutter daglig, hvis det ikke blot er tyve sekunders klip på CNN. Politik bliver atomiseret og personaliseret af mediekommunikation som forvandler virkeligheden til en blanding af sæbeopera og splatterfilm, underholdende melodrama. Massernes kraft skaber sin egen inerti og styrer den sociale dagsorden.
Når retten til lighed drives ud i det ekstreme, ødelægger den sansen for social struktur og respekten for individuel kvalitet. Den indbygger i masserne det forkælede barns psykologi, sagde Ortega i 1931. Det forkælede barn sætter ingen grænser for sine krav. Det accepterer ingen forpligtelser, men demonstrerer en grænseløs udvidelse af sine ønsker og en fuldkommen mangel på taknemmelighed. Masserne er dumme nok til at tro at den materielle og sociale opbygning er et naturprodukt, et frit gode, og derfor en menneskeret. Når princippet om retten til lighed føres in absurdum, antager masserne det forkælede barns psykologi.
V I SER DET samme når vi vender os mod den anden dimension af vor politiske kultur, industrialismen. Økonomisk sikkerhed, hvis ikke tilmed økonomisk vækst, anses for et naturligt krav til omgivelserne. Det som man tidligere opfattede som skæbnens gunst for hvilken man burde takke Vorherre, er nu anset for at være en ret man kan kræve og ikke behøver påskønne. Retten til lighed overført til det økonomiske liv bliver en social rettighed uden grænser.
Oprindeligt var kravet om sociale rettigheder et krav om at indrette samfundet så dets borgere kunne leve uden frygt for fattigdom og nød. Det var en ret som kun staten kunne sikre dem. Nu presser masserne denne sociale rettighed ud over dens oprindelige base og bringer derved samfundets økonomiske struktur og funktion i fare. Det er denne udvikling der er velfærdsstatens sørgelige historie, og det er et andet eksempel på hvorledes masserne har antaget det forkælede barns psykologi.
Lad mig endnu engang understrege at når Ortega taler om masserne, så tænker han ikke på arbejderklassen eller underklassen. Det er ikke det marxistiske eller borgerlige massebegreb han anvender. For Ortega findes ‘massen’ i alle sociale lag, rigt eller fattigt. Udtrykket dækker også over mentaliteten hos mange der tilhører de grupper, vi normalt omtaler som éliten, fremstående erhvervsfolk, ledere i finansielle institutioner, i medieverdenen og i underholdningsindustrien, utvivlsomt også en stor del af det politiske etablissement. Mere præcist, så er ‘massen’ en sindstilstand uden bevidsthed om en social norm. For Ortega er denne sindstilstand et resultat af vor politiske kultur, af demokrati og markedsøkonomi, af magtbesiddelse uden social ansvarlighed og af industrialisering og globalisering uden social anstændighed. Massernes oprør indebærer et tab af civilisation i og med at civilisation har til hensigt at gøre socialt liv muligt. Massernes barbarisme virker samfundsopløsende.
FOR NOGLE få år siden offentliggjorde den amerikanske historiker Christopher Lasch sin bog The Revolt of the Elites and the Betrayal of Democracy. Det var en bidende kritik af det nuværende amerikanske samfund, og bogen har været meget omtalt. Lasch tager udgangspunkt i Ortegas værk, men uheldigvis fremstiller han Ortegas massebegreb forkert. For Lasch er éliten toppen af det sociale hierarki og massen er arbejderne. Det svarer ganske vist til normal sprogbrug, men det afsporer hans analyse. I Ortegas ræsonnement er store dele af den såkaldte élite i lige så høj grad del af masserne som medlemmer af den traditionelle arbejderklasse er det. Mange i denne ‘élite’ er inficeret med massernes sindstilstand. I virkeligheden fremavler de og ernærer sig af massekulturen.
Ortega går så vidt at han siger at det mest rendyrkede produkt af vor politiske kultur, af demokrati og industrialisme, nemlig den højtuddannede specialist, videnskabsmanden, er på samme tid prototypen på massemennesket. Det forekommer at være et paradoks. Men specialisten, finanseksperten eller computer analytikeren, er den moderne barbar fordi han har mistet kontakt med og forståelse af den viden og de sammenhænge, der eksisterer i samfundet omkring ham. Han er den lærde ignorant uden interesse for andet end sit snævre område. Desværre betyder det ikke at han er opmærksom på sin egen uvidenhed. Tværtimod så medfører den prestige han har i vort samfund at han ofte udtaler sig med stor sikkerhed når talen er om andre forhold. Han er nedladende over for den politiske proces og den offentlige debat. Han lukker af og er ude af stand til at lytte, forhold der netop karakteriserer massen. Højtuddannede mennesker som har denne karakter, kan ikke være del af éliten i Ortegas forstand, for de har tabt deres sans for borgerlig anstændighed.
Da jeg læste dette ræsonnement kunne jeg ikke undgå at tænkt på mit eget område, nationaløkonomien. Hvad er det der er sket med dens repræsentanter i de seneste årtier? De store navne i fortiden, Adam Smith, Karl Marx, John Stuart Mill, John Maynard Keynes og Joseph Schumpeter var moralfilosoffer. I dag har vi monetarister og økonometrikere, økonomiske barbarer. Sammenbruddet af de socialistiske systemer og den forvoksede velfærdsstat har bragt begrebet markedsøkonomi frem i forreste række som om det var udtryk for en filosofi og ikke blot et princip. Vor politiske kultur giver efter for presset af markedskræfterne, af masserne. De politiske ledere viger tilbage for det når de lader sig lede af opinionsundersøgelser og udskriver folkeafstemninger.
Intet kan være mere ødelæggende for den europæiske politiske kultur end at lade tiltroen til markedet blive absolut dominerende. Kravet om effektivitet i produktionen vil drive enhver moralsk overvejelse ud af samfundssystemet. Den fælles interesse vil gå tabt i et morads af individuelle interesser. Intet steds ses det mere tydeligt end på de finansielle markeder.
Intet sted ses det mere tydeligt end på de finansielle markeder. De økonomiske lemminger, valutahandlerne på alverdens børser, har taget magten fra regeringerne. Af frygt for at blive løbet over ende af masserne, trækker politikerne sig tilbage. Enten flygter de ind i en monetær union med faste valutakurser i håb om at finde dækning for presset, selv på længere sigt. Eller de overlader kurserne til fri flydning på markedet hvor den uciviliserede kapitalisme sætter valutakursen på kort sigt, og samfundet lider under konsekvenserne. Det sidste skete i Europa for femten år siden, og det sker i Asien netop nu.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
