|
|
ORTEGAS analyse af den moderne politiske kultur ligger tæt op ad de tanker som den britiske forfatter Michael Ignatieff har givet udtryk for, også i artikler og interviews i dansk presse. For disse to er éliten de intellektuelle, de som i modsætning til masserne stiller krav til sig selv. De ser det som deres opgave at tjene et højere formål, tankens frihed, respekten for individet og for dem som er anderledes. Det er sådanne folk som med Ortegas udtryk er samfundets sande adelstand og garanter for vor civilisation.
De var synlige i det 18. og det 19. århundrede hvor de havde prestige fordi de havde praktisk talt monopol på uddannelse og viden. Efterhånden som uddannelse blev almindelig, mistede de dette monopol og dermed den autoritet som tankens frihed indebar. Vi hørte stadig deres stemmer i 1930'erne fra personer som Ortega og Thomas Mann. Vi hørte dem i USA i de tidlige 1950'ere fra Arthur Miller og andre, og i Europa blandt græske intellektuelle i Junta-årene. I 1970'erne og 80'erne bag jerntæppet var der stemmerne fra Alexander Solsjenitsyn og Vaclav Havel. Måske forudsætter de intellektuelles oprør at der er et personificeret tyranni, som de kan forholde sig til.
Men tag ikke fejl. Der er også de pseudo-intellektuelle. I dag som i 1930'erne er de optaget af overfladen af den sociale struktur, af det stigende indkomstgab mellem velbjergede og udstødte og af de økonomiske kræfter i den såkaldte globaliseringsbølge. De evner ikke at gå dybere i analysen og bakker dermed i realiteten op bag masserne, som kaster sig ud i nationalisme, protektionisme og fremmedfrygt, i stedet for at udvikle en bredere identitet end den som hidtil har karakteriseret samfundene. Disse pseudo-intellektuelle repræsenterer ikke éliten, polygloten og polyhistorens sindstilstand i Ortegas sprogbrug, selv om de måske selv tror det .
I det 17. og 18. århundrede var europæiske intellektuelle i nær kontakt med hinanden selv om de ikke havde adgang til et elektronisk internet. De omformede den europæiske politiske kultur. I dag er de intellektuelle stort set tavse i den politiske debat. De overlader de store spørgsmål om europæisk integration til bureaukrater og forretningsmænd, til bankfolk og økonomer. De har opgivet deres rolle som samfundets gær, og den europæiske politiske kultur er derfor ved at falde sammen under vægten af masserne.
Kendsgerningen er at truslen mod vor civilisation kommer ikke fra andre civilisationer, som den amerikanske politolog Samuel Huntington hævder. Barbarerne er inden for murene. De findes i selve den politiske kultur vi gerne ville fastholde, i demokrati og markedsøkonomi, når denne kultur udvikler en post-moderne ideologi.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
