|
|
5. Konsekvenserne af Maastricht
I et interview med Bertel Haarder sagde jeg det var ironisk at det tog Gorbatjov 5 år at bryde Sovjetunionen op og det har taget os 15 år at Østeuropa ind – han svarede: ” Det er altid lettere at rive ned end at bygge op”. Så kan man sige at det er franskmændene der har været vrantne, eller Sydeuropa der har villet bevare deres landbrugssubsidier - men det er vel også den politiske nødvendighed, ikke? Man kan vel ikke tvinge halvdelen af EU-medlemmerne til noget?
EH: Jamen, du har fuldstændig ret i at få dem integreret i det økonomiske projekt - det ville tage meget lang tid. Men det er jo ikke det, jeg taler om: jeg taler om at udvikle det europæiske projekt med en politisk union - et sikkerhedsfællesskab. Det var det, der var deres umiddelbare behov - og det har jo en betydelig kortere udviklingsperiode: NATO blev opbygget i løbet af 3-4 år. Og dette sikkerhedspolitiske projekt skulle selvfølgelig ikke opstå i opposition til det traditionelle NATO-projekt og forholdet til USA - det skulle tværtimod sige til amerikanerne: "Vi er parate til at tage hånd om Europas sikkerhed".
Ang. den national-egoisme eller gensidige mistillid, som du siger prægede den periode efter Murens fald. Nu har Tyskland og Frankrig jo netop fået lov at overtræde konvergenskravene - stabilitetspagten - bag den fælles mønt. Er det et udtryk for det samme? At den samme mistillid og nationalegoisme er præcis lige så levende idag som for 15 år siden.
EH: Nej, det er det ikke - det er et udtryk for at Maastrichttraktaten viser sig at være en misforståelse. At man med Maastricht for hurtigt sprang ud i en økonomisk-monetær-union - som det tog en halv snes år at få op at stå.
Var du overrasket over hvor hurtigt det gik med at få Euroen på gaden?
EH: Jeg var faktisk overrasket over at den blev realiseret - det har du fuldstændig ret i. Fordi jeg simpelthen holdt fast i at der er ikke politiske forudsætninger i Europa for at have en monetær union endnu. Jeg håber der kunne blive det på meget langt sigt - jeg er ikke imod den i princippet, misforstå mig ikke, men det politiske grundlag har ikke været i orden. Den blev skabt i en næsten hysterisk periode i 1991-92, hvor reaktionen efter Murens side fra fransk side var: "For Guds skyld! Tyskland må ikke genforenes!" Og da det så viste sig at Tyskland blev genforenet - det kunne Mitterrand ikke spænde ben for - så satte han som betingelse, at så skal vi indgå i en økonomisk-monetær union, således at Frankrig kunne komme ind og få medindflydelse på den økonomiske-monetære politik i Europa. Hvad de jo helt klart ikke havde haft siden 1983. Så det var en købslåen mellem Kohl og Mitterrand: Noget for noget. Derfor var man ikke tilstrækkelig opmærksom på de langsigtede konsekvenser af at indgå i en monetær union.
Men sagen er, at der foruden den politiske kultur også findes en økonomisk nationalkultur. Hele det institutionelle system er forskelligt i de europæiske lande; uddannelsessystemet har også været det i betydelig grad - og derfor udvikler de europæiske landes økonomier sig ikke nødvendigvis parallelt. Evnen til, eller mulighederne for, at styre en stabil økonomisk udvikling er forskellige - mellem Grækenland og Danmark, fx. Det er væsentligt vanskeligere i et land som Grækenland eller Italien eller Portugal at føre en stabil økonomisk politik.
Man
talte jo i begyndelsen af 80erne om "Euro-sclerose" - nærmest lige som Danmark
var kommet ind gik samarbejdet i stå (uden at der var nogen årsagsforbindelse)
og det var svært også i den sikkerhedspolitiske kontekst at se den store
europæiske relevans.
Nogle vil sige: det havde gentaget sig hvis ikke man havde forceret Maastricht
i 1992 og insisteret på: "Nu kører vi altså med det her!" Hvis man, som du
siger, havde lagt vægten på sikkerhedspolitikken havde man risikeret at Europa
var endt 'i et lavt gear'. At der var kommet en sclerose-periode, hvor EU
havde lignet fx Europarådet: et samarbejde mere af navn end af gavn. Man var
nødt til at tage chokket - eller hysteriet, som du kaldte det - og så 'hælde
det på integrationsmotoren som brændstof' .
EH: Det var vistnok tankegangen. Det var ihvertfald sådan den blev fremstillet udadtil - det har du ret i. Men det man gjorde var altså at forpligte sig til --- og det lykkedes at fastholde denne forpligtelse --- at indgå i en monetær union. For derved, ud fra den tids - 90ernes - dogmatiske økonomiske filosofi omkring monetarismen at tro at man derved kunne stabilisere økonomien hvis bare man havde styr på pengepolitikken. Derfor blev pengepolitikken lagt over i en europæisk centralbank, hvor politikere ikke skulle have nogen form for indflydelse.
Og dét mener du er en illusion?
EH: Det mener jeg fuldstændigt er en illusion og en misforståelse af hvorledes samspillet er mellem økonomi og politik. Men det var nu den dogmatik, der var rådende blandt økonomiske teoretikere, og som - om jeg så må sige - politikerne lod sig trække med af, fordi det passede lidt ind i deres spil. Det faldt sammen med idéen om at 'stabiliteten kan styres ved hjælp af økonomi' - og så kunne det gøres så enkelt, at bare man styrede pengene kom der stabilitet.
Men man HAR undgået inflationen.
EH: Ja, man har undgået inflationen - men man har sandelig fået en mere eller mindre permanent høj arbejdsløshed. Omkring 8-10% hvis ikke mere i nogle af landene - fordi man har holdt fast i den monetaristiske dogmatik. Jeg kan godt forstå man gjorde det, for det var en reaktion mod den misforståede keynesianske politik tidligere. Sådan svinger moden - fra den ene yderlighed til den anden. Nu er den vist efterhånden ved at komme tilbage: det er det, der nu slår ud i debatten omkring euroen og konvergenskravene.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
