|
|
4. Maastricht var en fejltagelse
Men man kunne sige: hvis IKKE europæerne var i stand til at forstå at europæisk enhed var nødvendig da Europa kom ud af Anden Verdenskrig og ind i Den Kolde Krigs første år, så vil de aldrig forstå det! De sidste 15 år har jo nok været præget af historiens vingesus - Østeuropas frigørelse osv. - men i Vesteuropa har der været en større fornemmelse af sikkerhed, hvor man kunne sige. "Hvad skal vi så med EU? I en periode hvor vi har det økonomisk godt og truslen er væk, hvorfor i himlens navn skal vi så opgive noget for det europæiske projekts skyld?” Så offerviljen måske har været lavere end i 50erne.
EH: Det synes jeg nu er en meget partiel betragtning af den udvikling, der har været i Europa siden 1989. Det er som om du i den fremstilling dér glemmer den voldsomme usikkerhed og trussel, man stod overfor i de første år - tænk på hele situationen, som den udviklede sig, mest markant selvfølgelig på Balkan, i eks-Jugoslavien, hvor det brød ud i det mest vanvittige myrderi. Hvor europæerne var ude af stand til at reagere overhovedet - og hvor amerikanerne, forsåvidt nødtvungent fordi de havde været godt på vej til at trække sig hjem og isolere sig i en vis forstand, gik ind i det. Fordi europæerne så fuldstændigt fejlede. Fordi de ikke havde set at der var en fuldstændig anderledes sikkerhedstrussel i Europa efter 1989. Efter Sovjetunionen kollapsede i 1991, så var sikkerhedstruslen ikke længere en ekstern trussel, men en intern trussel i Europa. Og den formåede vi ikke at gøre noget ved.
Heldigvis kom det til at forløbe en hel del mere fredeligt i store dele af Central- og Østeuropa - det brød ikke ud i lys lue som det gjorde i Jugoslavien, men risikoen har været der. Jeg synes nok at der havde været et behov for, hvad ingen turde se i øjnene på det tidspunkt: at her skulle EF, senere EU, manifestere sig som et politisk projekt - og dermed mener jeg: som et sikkerhedsprojekt. For at sikre freden i Europa - som jo hele tiden havde været hovedelementet i den store tankegang siden 1952. Her var udfordringen. Her var amerikanerne der ikke længere for at sikre os - nu skulle vi tage vare på vores egen sikkerhed, hvad vi ikke gjorde overhovedet. Vi lukkede os inde og søgte at uddybe det økonomiske projekt - og derfor vaklede Europa i politisk henseende langt op igennem 90erne. Som jeg siger i min bog, så føler jeg at 90erne var et tabt årti for Europa - fordi man netop ikke formåede at udvikle et politisk projekt.
Men mange vil sige det omvendte: man fik Maastricht-traktaten m.fl.; en gradvis styrkelse af den fælles-europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSPen); accelererende integration. Altså: 90erne var det omvendte af et tabt årti!
EH: Ja, men det mener jeg er en fejlfortolkning - en fundamental fejlfortolkning. Jeg mener at Maastricht-traktaten var en fejltagelse. Det man dér sagde var netop: "Nu skal vi uddybe det nuværende - økonomiske - projekt ved at skabe en økonomisk og monetær union”. Man vendte ryggen til Central- og Østeuropa, som havde ét behov, først og fremmest: sikkerhed.
Men Maastricht var den direkte reaktion på den tyske genforening: måske den eneste tænkelige måde hvorpå franskmændene ville acceptere dén var at få Tyskland indbundet, så synligt og så hurtigt som muligt - hvad Helmuth Kohl gik med på. Så man kunne sige: der var ikke noget alternativ til Maastricht: fordi i det sekund Muren var faldet handlede det ikke længere om de russiske tanks, der skulle komme rullende, men om een eneste ting - at få afklaret den gamle magtbalance, hvor spændingen lå mellem Tyskland og de andre europæiske magter, i stedet for mellem øst og vest.
EH: Det viser lige præcis at tanken om, at det økonomiske fællesskab skulle kunne binde landene sammen i et fredens projekt ikke holdt. Det var så meget gensidig mistillid til hinanden i '89-90 at man måtte binde sig endnu stærkere sammen med de økonomiske bånd - troede man. Fællesskabet havde ikke udviklet sig politisk.
Så hvad burde man have gjort - hvis ikke Maastricht? Hvad skulle dagsordenen have været?
EH: Hvis jeg skulle skitsere den meget kort, så skulle den have bestået i en konstatering af, at ’vi har et udmærket økonomisk projekt - med fælles markeder osv. og det, der følger derefter. Men vi må etablere et sikkerhedsprojekt i Europa - ikke for at udkonkurrere det økonomiske projekt, men til at supplere det’. En politisk union, som tilbød Øst- og Centraleuropa at indgå i et sikkerhedspolitisk - herunder også militærpolitisk - projekt á la NATO. Tilbyde dem denne sikkerhed - på kort sigt. Bevares, det ville jo selvfølgelig tage nogle år at udvikle, men det skulle være projektet - jf. da NATO blev lanceret i 1948-9. Det skulle være projektet: at tilbyde dem sikkerhed - og så kunne de på længere sigt også komme ind i det økonomiske fællesskab. Men det har jo taget 10-15 år før de nu bliver medlemmer af det økonomiske fællesskab - og der er sandelig ganske lang vej igen efter maj 2004 før de bliver fuldt integreret økonomisk set.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
