|
|
3. 1989: Europa slår ikke til
Nogle siger, at problemet har været at man fra og med 1972 talte baconpriser. Andre siger: "Det passer ikke, vi sagde præcis hvad det handlede om - talte om det politiske indhold, også i 1972". Hvor meget klarhed mener du der var, både for politikere og befolkning, i 1972 om hvad man tog stilling til?
EH: Der var der ikke megen klarhed. Jeg føler mig da også fuldstændig overbevist om at Jens-Otto Krag, der var så ivrig for at få Danmark ind i EF på det tidspunkt, så det netop i det store perspektiv: som et politisk projekt, der skulle skabe stabilitet og forhåbentlig dermed også sikre fred i Europa. Men at han var tilsvarende overbevist om, at der skulle konkrete, økonomiske argumenter på bordet - på det tidspunkt: specielt omkring landbrugspolitikken - for at få danskere overbevist om at gå ind i sådan noget, der lignede et overnationalt projekt. Dét er åbenbart - og derfor kørte diskussionen på de rene økonomiske argumenter. Det var der også mange gode grunde til, fordi hvis vi går bag om det der og helt tilbage til det europæiske projekts start i begyndelsen af 50erne, så er det allerede der grundlaget for denne skævhed i debatten bliver lagt. Til trods for al retorikken omkring dét som fredens projekt og den store kongres i Haag i 1948, der førte til Europarådet men ikke til EF - så startede det op som et teknokratisk projekt omkring Kul- og Stålunionen. Derfra udviklede det sig så i slutningen af 50erne til Fællesmarkedet, som også var et rent økonomisk projekt. De underliggende idéer - om at det skulle være fredens projekt – kom ikke rigtigt til udtryk, ihvertfald i det institutionelle system. Men det hænger så igen sammen med at fredens bevarelse i Europa på det tidspunkt jo var garanteret af USA. Den lå ikke i hænderne på de europæiske lande: det var helt klart at vi var under USA's atomparaply, og det var det, der sikrede at øst-vest-konflikten ikke her brød ud i åbenlys kamp. Så det politiske projekt tog amerikanerne sig af - og derfor udviklede europæere et økonomisk projekt. Også fordi det var nødvendigt for at skabe en stabilitet i Europa - at få økonomien kørt i gang.
Men for initiativtagerne, som Schumann og Monnet, var det jo helt tydeligt teorien: at man nåede det høje mål gennem de små midler. Man gik ind og koordinerede hverdagsbeslutningerne, det tekniske, det industrielle - bandt derved landene sammen og gjorde krig til en umulighed. Også jf. din pointe om Krag, der reproducerer den dobbelthed: at bruger de små argumenter for at få befolkningen med. Bagved ligger der den større tese. Og det er vel lige præcis den dobbelthed, der går hen og bliver opfattet som manipulativ af en stor del af befolkningen. "Der er noget, de ikke fortæller os!" Hvor det større mål ligger tildækket under den hverdagsagtige dagsorden.
EH: Du har fuldstændig ret i at politikerne har ikke - og heller ikke i andre lande - formået at gøre klart og overbevise befolkningen om at det er nødvendigt at skabe "Europa" - forstået som EF/EU.
Er vi kommet længere ned mod den forståelse idag end for 40 år siden?
EH: Måske er der ved at komme - i løbet af de sidste 4-5 år - en større forståelse.
Du mener det er så sent?
EH: Ja. Jeg mener faktisk det er så sent - fordi den mangel, der var i den europæiske debat, og som forvred den til en økonomisk debat, blev åbenbaret da det europæiske billede fuldstændigt ændrede sig i 1989-90 med Murens fald. Man troede at nu havde vi bevaret freden for altid, og derfor så behøvede EU ikke udvikle sig på det felt heller, derefter. Man indså ikke at hele den europæiske scene blev fundamentalt forandret. At der netop her viste sig et behov for at Europa tog vare på sin egen sikkerhed, da netop den amerikanske/NATO-beskyttelse osv. kom til at stå i et fuldstændigt andet lys. Faktisk: i løbet af nogle få måneder.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
