|
|
2. Faren ved flertallet
Men der kan være to ting i den frygt for folkeafstemningerne. Enten kan det være folkeafstemningerne som institution, fordi folk ikke orienterer sig godt nok eller ikke tager deres langsigtede interesser i betragtning. Eller: at det ikke er folkeafstemningerne i sig selv, der er problemet, men perioderne indimellem: at EU og Europapolitikken er blevet noget særskilt, vi beskæftiger os med - som Lykke Friis siger: det er julepynten, vi tager frem og lægger væk igen. At det ikke har så meget med folkeafstemningsinstrumentet at gøre som det har at gøre med, at de politiske partier simpelthen ikke er deres opgave voksen.
EH: Det er fuldstændigt rigtigt at de politiske partier har ikke været deres opgave voksen mht. Europa/EF/EU - fordi dette element er jo fuldstændigt nyt set i forhold til de sidste 50-100 års politiske udvikling. Et nyt element, der ikke kan passes ind i den ideologiske traditionelle sammenhæng - og derfor spiller EU-debatten en underlig skæv rolle i den traditionelle politiske diskussion. Man kan ikke forholde sig til det. Venstrefløjen havde jo en tendens til at sige, det var et kapitalistisk projekt fra begyndelsen - hvilket var en fuldstændig misforståelse. Det er de heldigvis kommet ud af. Nu er der så en tendens på højrefløjen i nationalistisk henseende - i retning af, at EU er noget, der undertrykker nationalstaten, hvilket er en tilsvarende stor misforståelse. Så det europæiske har været meget svært ved at passe ind i den traditionelle politiske debat - og der har partierne svigtet.
Når du siger, vi ikke kan smide det repræsentative demokrati ud og partierne må forny sig, så vil nogle svare: Det er lige meget fordi demokratiet - eller ihvertfald: beslutningerne - er ved at blive flyttet op på europæisk plan. Så det nationale niveau bliver overhalet af EU - og det er der, vi skal prøve at bygge demokratiet.
EH: Ja, nu var der to led i det spørgsmål! Mht. beslutninger, der bliver flyttet over på europæisk plan: jeg vil sige at det er beslutninger, vi tager i et større fællesskab. Hidtil har vi ment at vi kunne træffe de politiske beslutninger indenfor det nationale fællesskab - det er ikke længere muligt, og det er det, man har indset: hvis man skal prøve på at have en indflydelse på udviklingen og kontrollere den indenfor visse rammer, så skal disse beslutninger nu træffes i et større fællesskab, som vi så indgår i: det europæiske fællesskab. Men at det skulle indebære at det nationale fællesskab går i opløsning, det er en fejltolkning. Det kommer i høj grad an på at man - hvad der jo også ligger i demokratiets idé - indenfor dette større fællesskab tager hensyn til de mindre fællesskaber, til mindretallene. Det er også blevet fremført gang på gang: at demokratiet skal måles på hvorledes mindretallet bliver behandlet - og dét er altså nu de nationale fællesskaber i de beslutninger, der træffes på et større niveau: selv Tyskland er jo et mindretal i europæisk forstand.
Mht. folkeafstemningerne. Nogle vil sige: teknologien har sat os i stand til at undvære Folketinget. Det repræsentative demokrati har fungeret i en periode, men nu ER vi praktisk i stand til at holde daglige folkeafstemninger. Hvis regeringen alligevel kun følger opinionsundersøgelserne kan man lige så godt undvære dén! Men den tendens mener du er farlig?
EH: Ja, den tendens mener jeg er farlig - fordi derved mistes overblikket over den generelle politiske situation: hvis det er enkeltsager, der i så fald bliver lagt ud til folkeafstemning. Hvor er ansvaret så henne? Hvem tager ansvaret for at det måske kommer en folkeafstemning, der melder os ud af Europa?
Det gør befolkningen vel selv? I en fyldestgørelse af demokratiet?
EH: Befolkningen får konsekvenserne at mærke - men ansvaret er forflygtiget. Lederskabet er borte. At mene at man får den rigtige beslutning ved at lægge yderst komplicerede forhold ud til folkeafstemning, og derved lade alle stemmer være lige i så henseende - det synes jeg er en fuldstændig misforståelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke på min gamle moster, som nu er over 100 år, frisk i hovedet - og var det også da Amsterdam-traktaten kom til afstemning. Der kom repræsentanter fra Kommunen op til hende på plejehjemmet og sagde, "Fru Nielsen, hvor vil De sætte deres kryds mht. Amsterdam-traktaten?" Og hun sagde til dem: "Kan I komme ud! Lad være at komme og spørge mig om sådan noget, som jeg ikke har en smule forstand på! Jeg har stemt til folketingsvalget og været med til at vælge de politikere, som jeg så har tillid til - at de træffer den rigtige beslutning omkring så forfærdelig komplicerede ting. At jeg skal tage stilling - og have lige så meget afgørende betydning for Danmarks tiltrædelse til Amsterdamtraktaten som Statsministeren har - det vil jeg ikke være med til! Kan I gå igen!"
Men det er vel udtryk for tvivl om hvorvidt oplysningsprojektet fungerer. Hvis pressen og uddannelsesinstitutionerne og politikerne gør deres arbejde, så kan folk trygt sige: Jeg stemmer, som mit parti anbefaler.
EH: Ja, det gør de jo netop ikke ved folkeafstemninger. For der er linien brudt - mellem det repræsentative demokrati og den politiske debat.
Det, EU-skepsissen er udtryk for er jo ikke dansk fænomen – der var Irlands nej til Nice, og det var nær blevet et nej i september 92 i Frankrig. Så det er ikke kun en dislokation i det danske demokrati.
EH: Nej, du har fuldstændig ret i at den skepsis og tendensen til at lade den slags ting afgøre ved folkeafstemninger breder sig. Nu er der ihvertfald 5 lande, der skal have den nye forfatning ud til folkeafstemning - og det skaber så igen en risiko for, som politikerne siger, at det hele falder på gulvet. Det er dét udtryk, jeg bider mig fast i: at der er en risiko ved at lade folket afgøre det ved hjælp af en folkeafstemning. Og det ER vitterligt en risiko - det er derfor jeg tager afstand fra det. På hvilket grundlag bliver beslutningen truffet? Jeg vil meget hellere lade det repræsentative system fungere - således at der bliver indsat folk, der skal bruge al deres tid på at overveje disse ting og lade den debat køre. Det er et heltidsjob at være politiker.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
