|
|
Din kronik har overskriften "Nationalstatens forfald". Men i vis forstand taler du jo både om nationalstatens overlevelse og dens afløsning - eller transformation. Hvad ligger der i det?
ERIK HOLM (EH): Jeg taler først og fremmest om en underliggende langtidstrend, som der måske ikke er så meget at gøre ved. Men jeg taler også om, at vi må prøve på at justere denne underliggende makrohistoriske trend - så godt vi kan. Således at vi ihvertfald forsøger at bevare de bedste af de elementer fra det politiske system, vi har udviklet i det, vi nu kalder for nationalstaten: fortsat værdsætter de bedste elementer deri og prøver på at fastholde dem. Om vi så har held til at påvirke den langsigtede makroøkonomiske trend, det er noget, der viser sig i løbet af årtier - om ikke århundreder.
Du siger i kroniken at der er en risiko for at demokratiet i den periode vi befinder os i nu kan udvikle sig til det, grækerne kaldte pøbelvælde.
EH: Det er jo en problemstilling der går helt tilbage til Platon og Aristoteles og den demokratiske idés begyndelse. Hvor Aristoteles var meget skeptisk overfor demokratiet, fordi han så faren for at det kunne udvikle sig til et pøbelvælde - altså til et massestyre. "Pøbelvælde" lyder så voldsomt i moderne sprogbrug, men det er altså et politisk system, hvor massens mening - eller helt konkret: det store flertals mening - bliver dominerende. Det er den risiko, jeg synes vi ser lige så tydeligt idag som på Aristoteles' tid: at det kan udvikle sig dertil.
Hvad er det for nogle tendenser, du mener peger i den retning?
EH: Det er denne her tendens til at sige: 'flertallet har altid ret'. At tro at demokrati består i flertalsstyre. Det er ét element i den politiske diskussion omkring demokratiets væsen - og det er meget essentielt element. Men spørgsmålet er, om det er den rigtige forståelse af demokratiet under alle omstændigheder. Jeg kan heller ikke lade være med i den forbindelse at tænke på Abraham Lincolns Gettysburg-address, hvor han talte om 'government by the people, of the people and for the people' - der er alle tre elementer i det. Det skal ikke nødvendigvis være blot government by the people - også of the people: med ledere, der udgår fra folket, og for the people - med henblik på det bedste for folket.
Men hvis der er en populistisk trend, hvorden er den så slået igennem særligt i de sidste år?
EH: For så vidt ligger Danmark måske nok lidt i en fortrop i så henseende - med vores stigende tendens, som ganske vist nu er vist at blive bremset fordi der er opstået betænkeligheder omkring det - til at tro at 'folkeafstemninger må være det rigtige demokrati'. Vi er jo løbet ud i en situation, hvor vi næsten ikke kan håndtere vores EU-politik, fordi der hele tiden ligger det, man nu kalder frygten for folkeafstemninger - som jo egentlig er en absurditet ud fra den opfattelse af demokratiet at det skal være folket der regerer og flertallet, der bestemmer udviklingen. Samtidig har der været en tendens til opløsning af de traditionelle element i ihvertfald vores danske demokrati: partier og interessegrupper, som har et bredt, generelt syn på samfundets udvikling. En tendens til at den politiske debat er blevet forskudt - væk fra partiernes dominans over til folkebevægelser, enkeltsager: fx atomkraft, energipolitik i øvrigt, eller andre ting. Vi har det jo direkte omkring EU-problematikken.
Men mange ville sige, at det er et udtryk for at den politiske dagsorden har skiftet karakter. At hvis vi ser tilbage på det politiske system vi havde for 20-30 år siden havde arbejderne og bønderne osv. deres klubber, deres socialliv, deres højskoler og: deres partier. Hvor partiet var en del af civilsamfundet, hvad det ikke er idag. Mens folkebevægelserne er mere fleksible - de kan opstå på en enkelt sag, så jeg kan være medlem både af Ældresagen, Europabevægelsen og Verdensnaturfonden, hvad der så på en mere præcis måde reflekterer min politiske interesse end et partimedlemskab ville kunne.
EH: Det er da åbenbart at partierne er i en krise som følge af den der situation, hvor det traditionelle mønster i det traditionelle klassesamfund er gået i opløsning - i høj grad i de sidste 20-30 år, på grund af den generelle økonomiske vækst. Men at det skal medføre at vort repræsentative demokrati bliver skubbet til side til fordel for masse- eller folkebevægelser - det er der, jeg ser faren. Hvis idéen i demokratiet skal bevares i et samfund af den størrelse som Danmark har (for slet ikke at tale om ét der er 10 gange større, som det tyske; eller større endnu) så er det nødvendigt at vi fastholder det repræsentative demokrati. Det er nedvurderingen af det - at man skubber det til side - jeg ser som faren.
Hvor ligger partiernes virkelige svaghed? Er det i ledelsen? Der har været kritik af regeringen for at lægge politikken efter opinionsundersøgelser. Eller er det et udtryk for at man har mistet den interne debat - med partirødderne, i lokalforeningerne osv., der trods alt var et stærkere element for nogle år siden?
EH: Det skal jeg ikke helt kunne sige - for jeg har aldrig været en del af partisystemet; aldrig set partiernes funktioner indefra; jeg har kun været observatør udefra - så det spørgsmål kan jeg ikke helt vurdere. Men jeg tror det har ligget i tiden - og det er muligvis også sådan hos nogle af vore partier, måske nok mest dem til venstre for midten, at der har en været en frygt for ledelse, for lederskab i partiet, fordi man har haft den der opfattelse af, at det skal være folket, der skal bestemme. Det synes jeg er en misforståelse af den politiske proces.
Erik Holm (f.1933) er cand.polit. og ph.d. i statskundskab. Han arbejdede som økonom for The International Monetary Fund (IMF) i 1960erne og som rådgiver i europæiske og internationale økonomiske spørgsmål i statsministeriet i 1970erne. Fra 1982-87 var han chefrådgiver i EU-kommissionen. Siden 1989 har han vært formand for den London-baserede Eleni Nakou Foundation. Han har skrevet bl.a. ”The European Anarchy”, der udkom i 2001.
LINK:
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
Illustrationsfoto: European Commission Audiovisual Library
