|
|||||
|
|
Som altid kan interviewet på sidste side (s.10) downloades som Word-dokument, fx til udprintning
FJERDE KVARTAL 2003: |
||||
|
9:10
|
|||||
|
|
Motoren og bremsen
Når det gælder Danmark - vores rolle og deltagelse i de Villiges Koalition. Er det af nogen betydning - at USA var i stand til at bygge den koalition? Briterne kan jo bidrage i en vis grad - men hvor betydningsfuldt er det for USA at have allierede som Danmark, Polen m.fl. når det gælder den internationale scene? Ikke militært, men fx når USA skal agere i FN og når det gælder fornemmelsen af, at det her er 'det internationale samfund' der griber ind, snarere end USA?
Det er meget vigtigt. Hvis du taler om dette konkrete eksempel er der nogle uenigheder - men hvis du taler om det større billede: 'Hvorfor har man alliancer og partnere?' - så udvider det selvfølgelig antallet af grunde. Vi har stadig den debat her i landet. Jeg tror nogle i administrationen ønsker at bruge alliancer som en slags værktøjskasser, hvor du vælger og vrager mellem dem, du behøver ved en given lejlighed. Jeg tror at modargumentet, også her i landet, fra mange mennesker - inklusiv mig selv - er, at det bliver nødt til at være koalitionen, der vælger missionen og ikke omvendt. Fordi du i det lange løb er igang med dette her sammen med andre lande - du kan ikke bare vælge og vrage på dagen, afhængigt af hvem du har brug for. Du bliver nødt til at vedligeholde dine forhold til andre.
Over det sidste halve århundrede har vi set at alliancer kan tilbyde en bruger-venligt udvidelse af amerikansk magt, interesser og idealer – og at særligt vores alliance over Atlanten forbliver kernen i enhver koalition du kan forestille dig i ethvert spørgsmål, globalt set. Når vi er enige henover Atlanten udgør vi the drive-wheel [det hjul, som motoren er forbundet til - og som trækker bilen frem, red.] for fremskridt. Når vi er uenige over Atlanten, på et hvilket som helst emne, stopper vi hinanden – vi bliver, sammen, den globale bremse. Hverken europæerne eller amerikanerne kan sige det samme om noget andet forhold nogen af os har. Det er derfor, de transatlantiske forbindelser forbliver noget særligt [remain so distinctive]. Vores forhold til vores kernepartnere forbliver afgørende, og når man glemmer det, er det sandsynligt at man ikke bliver særligt effetkiv. Bush-administrationen har afprøvet denne simple præmis i Irak – and we’re in a mess. EU afprøvede denne præmis med Kyoto-protokollen, og resultatet vil givetvis blive et mislykket klima-regime. Hvordan kan du have en ordning om klimaforandringer uden verdens ledende økonomi? Det kan du ikke. Så EU prøver at bygge en ordning rundt om USA, der vil mislykkes, i sidste ende, fordi den ikke fik taget denne simple politiske lektie med i betragtning.
Vi udgør kernen i enhver bredere koalition. Når vi er uenige hen over Atlanten, om et eller andet, så stopper vi hinanden - vi er bremsen. Vi kan ikke sige det om noget andet forhold, vi har. Så forholdet med vores kernepartnere forbliver afgørende: Bush-administrationen testede den simple sandhed i Irak - and we're in a mess. Og EU, vil jeg sige, testede den simple sandhed med Kyoto-protokollen. Hvordan kan du have en aftale om klimaforandring uden verdens mest udviklede økonomi? Det kan du ikke - overhovedet! Så det prøver at bygge en aftale rundt om USA der, til sidst, vil mislykkes, fordi de ikke tog dét med i betragtning.
De to eksempler beviser min pointe, tror jeg: at enten går du til det her sammen - og du bygger koalitioner med dine tætteste naboer først, før du involverer andre. Eller også ender du i et værre rod [or, you're gonna have a mess on your hands]. Det er derfor, allierede er vigtige. Det er en forøgelse af din indflydelse.
|
||||||||||||||
|
|
Illustrationsfoto: The White House (Tina Hager)
Portrætfoto: American Institute for Contemporary German Studies, The Johns Hopkins University
