Som altid kan interviewet på sidste side (s.10) downloades som Word-dokument, fx til udprintning

FJERDE KVARTAL 2003:
6. november

8:10

<  >

 

ark og ulands

 

 

 

 

 

Blair's hvisken

Vedrørende uenigheden indenfor Europa - som eksemplificeret i debatten om "gamle Europa vs. nye Europa" som Donald Rumsfeld udstyrede os med i foråret. Jeg ville sige, at det er ganske spøjst at se Storbritannien, under en premierminister som er den mest venstreorienterede de har haft i 25 år, samarbejde så tæt med en amerikansk præsident som muligvis er den mest højreorienterede leder USA har haft i den samme periode. At vi har set, som nogle ville mene, en genopblussen af det såkaldte "Special Relationship". Er det rigtigt? Har Storbritannien valgt at stille sig på den anden side af Atlanterhavet - og vil det være en fast del af det internationale landskab?

DH: Well, Blair’s forhold til Clinton var langt bedre end hans forhold er til Bush, så det var ikke sådan at han lige omkring 9/11 besluttede at genskabe partnerskabet. Briterne har længe haft deres egne valg, som de prøver at undgå: skal de vælge et bilateralt partnerskab med Amerika over et dybere samarbejde med Europa – eller skal de søge at forøge den britiske indflydelse, også med Amerika, ved at blive en mere seriøs europæisk partner? I 90erne argumenterede mange for at Storbritannien ville have langt større indflydelse i verden – og på USA – hvis de fuldt og helt var en del af Europa.

Er det også din vurdering?

DH: Jeg tror 11. september overbeviste Tony Blair om, at den gik ikke. At blot at udvikle sig mere til en del af Europa når USA havde stået overfor en eksistentiel trussel var ikke den måde, hvorpå briterne ville opnå nogen særlig indflydelse i Washington. Så for Blair har Europaprojektet simpelthen falmet, tror jeg: det gav ingen udsigt til større global indflydelse. Han vendte tilbage til den mere typiske britiske tilgang, og min analogi er igen ret enkel: han omfavnede George Bush så tæt, fordi han håbede at han i kritiske øjeblikke ville kunne hviske i præsidentens øre hvad han blev nødt til at gøre. Hvorimod Chirac's approach - den franske approach - er højrøstet og i offentlighed at vise hvor forskellene ligger - og på den måde øve indflydelse overfor USA. I begge tilgange er det ultimative mål at øve indflydelse på Washington - men midlerne er selvsagt meget forskellige.

Men er der også en kulturel faktor? Jeg er sikker på at 9/11 gjorde et større indtryk på briterne fordi det fand sted i New York end det ville hvis det havde fundet sted i Amsterdam.

DH: Det kan være. Mange briter omkom, jo: igen denne pointe at briterne var ofre - jeg tror 200-250 britiske statsborgere blev dræbt. Jeg tror de følte det. De havde grund til at til at tro at de også vil være et terrormål - fx med fundet af ricin [spor af giftstoffet ricin blev fundet under en ransagning i det nordlige London i januar 2003 - og mere blev fundet i Paris i marts. Det er 6000 gange mere kraftfuldt end cyanid, red.]

De har i London haft adskillige virkelige episoder, som er kommet frem: dette er ikke bare fri fantasi, det er real stuff som de må tage sig af. Og de har jo også, som du nævnte, haft erfaringer med terrorisme over flere årtier.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 

     

 

 
 

 

 
 
 

 

 Illustrationsfoto: The White House (Tina Hager)

Portrætfoto: American Institute for Contemporary German Studies, The Johns Hopkins University