ark og ulands

 

 

 

 

 

Transformationen er total

Vi har lige haft lejlighed til at påskønne det faktum at Californien er rigere end Frankrig trods det at staten er halv så stor.

DH: Og, rent befolkningsmæssigt, vil Californien være på størrelse med Frankrig om ca. 10 år. Dét bliver man nødt til at tænke over. Så, som mange siger: måske er problemet ikke 'for meget USA' men 'for lidt Europa' i nogle af de her debatter. Hvis du sammenligner administrationerne vil jeg mene --- jeg bliver nødt til at indskyde, jeg var ansat i Clinton-administrationen så det er en smule self-serving... Men jeg tog del i de debatter: jeg ved at spørgsmålet for os var: "Hvordan bruger du denne magt til at opbygge en ny type arrangementer efter den Kolde Krig? Og temaet, hvis du kan genkalde dig det, lød: udvidelse og integration. Udvidelse af demokratiet - at tage en hel ny række af lande, der ikke havde været en del af Koldkrigs-alliancernes framework, og integrere dem i vores fællesskab. Det var logikken bag NATO's udvidelse. Det var ikke en ny aggressiv politik vendt mod Rusland, fordi udvidelsen var afbalanceret af et nyt NATO-Rusland-framework. Vi havde, efter en voldsom tragedie, besluttet os for at vi måtte engagere os på Balkan - og gjorde det, foruden det andet.

Det var brugen af amerikansk magt til at sprede demokrati og menneskerettigheder, og til, selvfølgelig, at fremme visse amerikanske interesser. Men interesser, vil jeg sige, som europæerne for det meste delte. Det forekommer mig at spørgsmålet i øjeblikket er et argument indenfor denne administration, som går på at det nu er tid til at bruge amerikansk magt, ikke til at bygge institutioner og få magter til at identificere sig med hinanden, men at sikre at Amerika er så langt foran i alle magtens dimensioner at der ikke, med deres udtryk er nogen peer competitor [udfordrer i samme vægtklasse, konkurrent i samme liga]. Problemet med det er selvfølgelig, at du dermed sætter andre lande op mod dig selv, i stedet for at identificere deres interesser med dig - og det er det, vi kan se. Asymmetriske trusler: folk der ikke har nogen magt tænker: "et par gram miltbrand er ikke nogen dårlig idé". Og så fremprovokerer du præcis de trusler, du prøver at beskytte dig imod.

Nogle har ment, at der var et isolationismens spøgelse som kom til magten med George Bush og stadig er der. At den amerikanske udenrigspolitik p.t. basalt set er resultatet af, at du har en regering som er blevet tvunget til at konfrontere verden men egentlig ikke har spor lyst: Hvis George Bush fik lov ville han koncentrere sig om økonomien osv. Så fundamentalt set har den nuværende regering en politik, som er resultatet af en republikansk-konservativ regering der bliver tvunget til at påtage sig opgaver, den ikke ønsker at løse?

DH: Well, den ønskede det ikke, men igen - transformationen "post-11.september" er total. Der er ikke nogen vej tilbage til en "verden af den 10.september" for det amerikanske samfund. Forestillingen om at vi var i stand til at insulate ourselves [afskærme os imod] verdens problemer - bare sætte skatten ned og gøre den slags ting - er simpelthen væk. Der er ikke nogen støtte til det mere, noget sted her i landet. Så pudsigt nok bliver dem, man kunne kalde isolationisterne, ikke genstand for særlig debat. Igen handler det om spørgsmålet, som har været et tema i amerikansk udenrigspolitik fra begyndelsen af vores historie: Hvordan bruger du amerikansk magt? Viser du en model frem for verden, og koncentrerer dig om at gøre den perfekt, hjemme - uden at engagere dig særligt meget i resten af verden? Eller prøver du på at tage modellen med ud - og griber ind i forsøget på at udbrede den? Det har altid været spændingen.

Og lige nu er idéen om at du kun fuldender din model derhjemme ikke dominerende for meget af debatten, fordi vi har set at hvis det er det eneste, du gør, vil du let ligge åben for angreb: modellen kunne blive ødelagt simpelthen fordi du ikke yder resten af verden opmærksomhed. Det er det, der har forandret sig - det er præcis det, der har forandret sig. Vores regering er gået i gang med det, men fremmer så selvfølgelig sin egen særlige dagsorden i tilgift.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: The White House (Tina Hager)

Portrætfoto: American Institute for Contemporary German Studies, The Johns Hopkins University