ark og ulands

 

 

 

 

 

Ikke 'for meget USA' men 'for lidt Europa'

En af analyserne i Europa er, helt fundamentalt: "9/11 er blevet brugt som en dagsorden, ikke opfundet men anvendt til at forklæde en udvikling, som ville have fundet sted alligevel: simpelthen udviklingen mod en unipolær verden. Med Huntington's udtryk: den uni-multipolære verden, hvor USA tror sig alene og gør hvad det ønsker - og det ville landet have gjort under alle omstændigheder, takket være dets økonomiske og militære magt, uden at nogen kunne gribe ind". Nogle vil sige, at det er en udvikling de kan spore tilbage til Clinton-administrationen. Så man kan tegne de sidste 15 års verdenshistorie som den amerikanske supermagts fortsatte fremgang, hvor 11. september kun er en brik i puslespillet - der farver en periode og så forsvinder. Hvad ville du sige til den analyse?

DH: Flere forskellige ting! Magtens faktum definerer ikke en udenrigspolitik af sig selv. Det er en politisk beslutning - hvordan du anvender magten. Man kan sige, at USA for 50 - eller nu næsten 60 - år siden var den uimodsagte [undisputed] unipolære magt: Ved enden af Anden Verdenskrig havde vi lige en så lige så stor overmagt - hvis ikke større - end vi har idag. Men på den tid traf vores ledere andre beslutninger - de valgte at udøve den magt gennem institutioner. At bygge alle de multilaterale institutioner, som alle nu er vant til, men ikke giver nogen opmærksomhed! Så fundamentalt set var det amerikanske lederskabs genialitet på det tidspunkt at få andre magter til at identificere deres interesser med USA's - og arbejde, gennem institutioner, mod hvad der i en vis forstand var et fælles formål.

Selvfølgelig var den Kolde Krig et framework for den udvikling, men det er vigtigt at forstå: at mange af de institutioner som USA byggede i perioden blev oprettet før den Kolde Krigs udbrud. Alle de økonomiske institutioner - Bretton Woods; hele det system blev skabt lige umiddelbart efter Anden Verdenskrig - og faktisk begyndte planlægningen under krigen. Det var en anden opfattelse af, hvordan du anvender magt. Og det genfærd, der hjemsøgte de folk, var ikke Sovjetunionen men de konflikter indenfor Vesteuropa, der blev ved med at trække amerikanerne ind i krig. Det var den mission, der førte til mange af de institutioner vi stadig har. Så det handler ikke om magtens faktum, men igen: om hvad du bruger den til.

Jeg ville sige at Sovjetunionens kollaps simpelthen resulterede i et uomgængeligt faktum: at den eneste tilbageblevne supermagt var USA - at vi stod med en enorm magt. Hvis du genkalder debatten ved den Kolde Krigs slutning, så handlede den om at trække sig tilbage og isolere sig igen - 'hente alle hjem'. Amerikanerne har det ikke godt med dette her begreb om "et amerikansk imperium", som er det udtryk man bruger nu. Det er fremmed for den amerikanske selvopfattelse. Men magten har man nu - det er et rent faktum.

I 90erne var det ikke så meget fordi amerikanerne dundrede derudad, det var rent ud sagt at europæerne ikke var i stand til at fremvise økonomisk vækst. USA's vækstrate i 1990erne har skabt en økonomi på størrelse på Italien, sammenlignet med Europa - så meget større er vores forspring nu.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: The White House (Tina Hager)

Portrætfoto: American Institute for Contemporary German Studies, The Johns Hopkins University