|
|||||
|
Som altid kan interviewet på sidste side (s.10) downloades som Word-dokument, fx til udprintning
FJERDE KVARTAL 2003: |
||||
5:10
|
Reagan er Bush's forbillede
Et argument, der synes at være på erobringstogt i Europa - måske specielt på centrum-venstresiden - er at vi er nødt til at opbygge vores militære kapacitet, ikke fordi vi skal bruge den, men fordi Washington ellers ikke gider lytte til os. Så vi vil forfølge målet om en stærkere, mere teknologisk avanceret hær, for at kunne få amerikanerne til at lytte - dens styrke vil være indirekte, gennem den indflydelse vi vil kunne udøve på USA.
DH: Well, yeah, det er et af de mange argumenter for hvorfor europæerne skulle udvikle deres militær. Jeg mener ikke det er det udslagsgivende argument, men der er et element af sandhed i dét.
Kunne det være for at overtale vælgerne? Ville det være dit indtryk at idéen om at have et stærkere militær; forhåndsangreb osv. stadig er så fremmede begreber for mange europæere, at det er nødvendigt at iklæde dem den slags argumenter?
DH: Jeg tror ikke det kan overtale vælgerne, fordi de siger: "Hvorfor bruger du mine penge? Fordi du tror du kan hviske i øret på George Bush?" Jeg tror ikke det argument rækker særligt langt! Jeg tror vælgerne vil vide hvorfor du bruger deres penge - og synes at du skulle bruge dem for at fremme deres interesser, beskytte dem eller sikre deres frihed eller deres rigdom. Og jeg tror enhver regering vil blive bedømt i forhold til de forventninger. I et demokrati træffer du disse beslutninger, fordi det er til fordel for landet, ikke fordi det er en tjeneste eller en gestus [pretension], der har indflydelse på en tredjepart.
Mit indtryk - og ret mig hvis jeg tager fejl - har været at debatten i USA skiftede for et par måneder siden, da de potentielle demokratiske præsidentkandidater begyndte at kritisere George Bush og krigen - kritikken blev meget mere åben. Er det rigtigt?
DH: Åh, ja, vi befinder os i en meget, meget dybgående debat. Der har vi været - det er blot at jeg tror europæiske iagttagere ofte, som man jo gør, analyserer Amerika ifølge europæiske standarder, og så siger: "Der var ingen debat". Well, vi har ikke det samme partisystem som I har i Europa - vi vender os ikke mod lederen af oppositionspartiet for at 'høre den anden side'. Vores partier er catch-all parties [bredtfavnende partier] der i virkeligheden kun eksisterer under valgkampen - de udgør ikke et parlamentarisk system. Så det har altid været forkert at sige, at der ikke er været nogen debat - det vi nu ser er to udviklinger, der løber sammen og giver den en højere profil. På den ene side, at vi er ved at påbegynde et præsidentvalg og alle de demokratiske kandidater er kommet ud; de bekæmper hinanden så meget som de bekæmper præsidenten, og har brug for at hæve deres profil.
Den anden ting er, at situationen Irak efter krigen har udviklet sig meget dårligt for regeringen. Det er blevet klart at det at have Pentagon til at lede tingene har været en fejltagelse af den største betydning - og at de har syntes ude af stand til at planlægge freden. Du har amerikanske soldater, der bliver skudt og dræbt hver eller hver anden dag. Det har en indflydelse på vores hjemlige debat.
Hvor betydningsfuld er den forandring vi har set - demotion [degradering] er et stærkt udtryk, men dette at man har oprettet et nyt administrationsråd for Irak under Condoleeza Rice?
DH: Jeg tror ikke det er særlig betydningsfuldt. Jeg synes det nærmest viser deres panik, indenfor administrationen - over at Præsidenten taber terræn i opinionsundersøgelserne.
Man betragter det ikke som 'enden på den neo-konservative udenrigspolitiske doktrin'?
DH: Well, det får vi se. Der er her forskel på mellem de konservative "Bush-senior"-typer og så de neo-konservative. Begge kæmper indenfor Bush-administrationen. Jeg tror man kan se at de neo-konservative synspunkter på nogle af de her spørgsmål er noget på tilbagetog, men de er bidske krigere [ferocious fighters] og de giver sig ikke overhovedet. Det er sædvanligt at se konflikt indenfor administrationen mellem forskellige synspunkter: i sidste ende er det præsidenten, der skal bestemme, og han har ikke udvist ret megen tilbøjelighed til at vælge Bush-senior-typernes side. Den nuværende George Bush's præsidentielle forbillede er mere Ronald Reagan end det er hans egen far.
|
||||||||||||||
|
Illustrationsfoto: The White House (Tina Hager)
Portrætfoto: American Institute for Contemporary German Studies, The Johns Hopkins University